”Det er et fritidstilbud, ikke en specialaktivitet”

Lotte Leerbeck har altid selv danset, og efter en periode som danselærer for børn med særlige behov på en stor danseskole i Aarhus fik hun lyst til at starte sine egne hold op. Det gjorde hun i august 2018, hvor hun til at begynde med udbød et hold med plads til 10. Hun oprettede en privatejet virksomhed, lejede et lokale i Aarhus V og lagde så et opslag på Facebook om det. I løbet af meget kort tid havde opslaget fået over 10.000 likes og var blevet delt flere hundrede gange! Interessen for det var overvældende, fortæller Lotte, og helt fra Roskilde, Fredericia og Aalborg skrev folk og spurgte, om hun også havde hold i deres by. Det havde hun jo desværre ikke, men det viste hende med al tydelighed, at hun havde fat i noget, der var behov for. Allerede sæsonen efter kunne Lotte fylde tre hold i stedet for et – et for voksne med udviklingshandicap, et for børn med udviklingshandicap og et for børn med fysisk handicap.

Da Lotte blev gravid, og hun derfor vidste, at hun ville komme til at være en del væk fra holdene, fandt hun frem til, at det smarteste både økonomisk og strukturelt ville være at gøre det til en forening i stedet for en privatejet virksomhed. Og det blev begyndelsen til Foreningen Bevægelsesglæde, som i dag har omkring 25 medlemmer.

På foreningens hjemmeside kan man læse, at den er opstået med drømmen om at ’skabe flere muligheder indenfor leg, dans og bevægelse for mennesker med særlige behov’.

Og netop de muligheder eller mangel på samme var en af grundene til, at Lotte overhovedet gik i gang. Det er nemlig meget begrænset, hvad der er af tilbud til de her målgrupper, fortæller Lotte mig. Da jeg spørger, hvad de, der er med på holdene, får ud af at være med, siger Lotte først, at de selvfølgelig får bevæget sig, med alt, hvad det trækker med sig af gode effekter, blandt andet øget kropsbevidsthed og motion. Derudover håber og tror Lotte, at det giver dem et frirum. Det er vigtigt, at det er et fritidstilbud og ikke et specialtilbud. De børn, som er på de her hold, er så vant til, at der står ’special-’ foran rigtig meget i deres liv, men ikke det her: I Bevægelsesglæde ligger fokus på, at børnene går til dans sammen i deres fritid, og på den måde bliver det forhåbentlig et frirum, hvor de bare kan være.

Tilblivelsen af foreningen

Foreningen drives af Lotte, som er den administrerende leder og idemageren bag. Derudover drives foreningen af en frivillig bestyrelse med formand, næstformand, kasserer, medlemmer og suppleanter. Og så er der selvfølgelig underviserne og en flot og velfungerende hjemmeside for slet ikke at tale om medlemmerne. Kort sagt: Bevægelsesglæde har alt det, en rigtig forening skal have.

Hvad man ikke lige kan se, er, hvor meget tid både Lotte og bestyrelsen har brugt på at stifte foreningen. Det var en stor udfordring, fordi Lotte ikke ”vidste en skid om det”, som hun selv formulerer det. Men det gør hun så nu. Der har været så meget at tage højde for og så mange elementer at tænke ind i selve tilblivelsen af foreningen, og havde det ikke været for det delte arbejde, relevante kompetencer i Lottes eget netværk og en masse frigivet tid under nedlukningen af Danmark, var det måske slet ikke blevet. Og det ærgrer Lotte, at det skulle være så bøvlet. Hun følte sig nærmest lidt naiv, fortæller hun. Hun følte, at hun bankede på 10.000 døre med et godt projekt under armen, men blev afvist ved halvdelen af dem, fordi der var et bestemt papir, hun havde glemt eller ikke fået underskrevet af de rigtige mennesker. Lottes drivkraft har altid været arbejdet med børnene, ikke tal og papirarbejde, og det gjorde bestemt ikke arbejdet lettere.

Vigtigheden af nærvær

Men nu er foreningen der, og alt vedrørende underviserne og selve undervisningen er heldigvis gået meget lettere. Faktisk fik Lotte omkring 20 ansøgninger, første gang hun søgte undervisere, og mange af dem troede, det var til en frivillig stilling! Lige nu er tre ud af de fire undervisere PMT-studerende eller færdiguddannede PMT’er, og der sidder to PMT’er i bestyrelsen. Der var fra Lottes side ikke et krav om, at underviserne skulle være PMT’er, men de viste sig at være de bedste i puljen, siger hun med et smil. Da jeg spørger ind til, hvordan hun kan mærke det, fremhæver Lotte blandt andet bevidstheden om vigtigheden af nærvær som en central faktor. Det er meget afgørende ift. denne målgruppe, og det betyder noget for roen i rummet, siger hun. Mange af dem, der kommer på holdene, har sanseforstyrrelser, og det kræver noget særligt at kunne rumme og håndtere det på en god måde.

Og netop at kunne rumme og tage hensyn var det, Lotte ville med at starte sine egne hold. Det kræver små hold, to undervisere på hver, genkendelighed og god struktur. Ved at prioritere det kan de for eksempel også bedre rumme den enkeltes behov for pauser. Lotte oplever, at børn med særlige behov er vant til, at der ikke gælder de samme regler for alle, så ikke engang børnene imellem bliver det et problem, at nogle får lidt flere pauser end andre. Alle er forskellige, så derfor er der forskellige regler, og det ved børnene, som Lotte så præcist siger det.

Foreningens fremtid?

Lige nu er Lotte på barsel med en ganske ny baby, så helt aktuelt er det svært at sig noget konkret om fremtiden for foreningen, men det afholder ikke Lotte fra at drømme om, at det, Bevægelsesglæde er nu og har været, er startskuddet til en landsdækkende organisation. Der er et klokkeklart behov, så Lotte håber, at foreningen om ikke andet kan inspirere andre til lignende initiativer i andre byer.

En udvidelse af både målgrupper, hold og geografisk spredning kræver både ildsjæle og masser af penge. Ildsjælene er der, de store summer mangler endnu. I skrivende stund er det kun underviserne, som får løn for deres arbejde, mere rækker brugerbetalingen ikke til, og derfor tager både fundraisingen og det øvrige arbejde med foreningen længere tid, end hvis man kunne ansætte en eller to til at tage sig af det. Men Lotte vil ikke gå på kompromis, hverken med fagligheden eller de retningslinjer for holdenes struktur, hun mener, foreningen skal fungere efter. Så må det hellere tage længere tid.

Bevægelsesglæde er en selvvalgt aktivitet

En anden, der også drømmer om, at Bevægelsesglæde med tiden spreder sig, er Stinne Holten Hansen. Ud over at læse til sygeplejerske er hun formand for foreningen og mor til Milika på 12, som går til dans i Bevægelsesglæde. Da hun bliver bedt om at beskrive, hvad der kendetegner foreningen, trækker hun også ildsjælene frem. Der er så mange, som virkelig vil foreningen, og som synes, at budskabet er så godt, siger hun. Og egentlig lå det ikke i kortene, at hun skulle være formand, da det er småt med ledig tid i hendes hverdag. Men fordi hun selv er en ildsjæl og er helt overbevist om, at foreningen har fat i den lange ende, sagde hun ja til det alligevel. Hun havde også, før hun blev formand, arbejdet en del for at sprede kendskabet til foreningen ud, så også derfor gav det god mening.

Stinne fik første gang nys om Bevægelsesglæde via Facebook, og hun fik med det samme lyst til at skrive Milika op. Milika elsker at danse, fortæller Stinne, men hun ville aldrig kunne fungere på et almindeligt hold, så tilbuddet faldt virkelig på et tørt sted. Stinne fremhæver ligesom Lotte det meget begrænsede udbud til børn med særlige behov, og også for Stinne betyder det meget, at det kan være en selvvalgt aktivitet for Milika. Det er ikke aflastning, det er ikke skole, det er ikke SFO – det er en selvstændig fritidsaktivitet, som Milika går til selv. Det styrker hendes selvstændighed, fortæller Stinne, ud over at det selvfølgelig er rigtig godt, at hun får bevæget sig.

Hvordan går man til dans?

Som mor til et handicappet barn ved Stinne godt, at det kan virke uoverskueligt at skulle melde sit barn på et hold. ”Kan hun overhovedet det?”, tænkte hun selv, og med tanke på, at det måske slet ikke er noget, barnet selv har i tankerne som en mulighed og de praktiske udfordringer, der kan være i det ift. til for eksempel transport, forstår Stinne godt, hvis det ikke er noget, man som forældre bare lige melder sit barn til. Så ifølge Stinne har foreningen en stor opgave i at vise, hvordan man går til dans i Bevægelsesglæde. For der er plads til alle forskelligheder, og det er ikke vigtigt, hvad man har på, eller om man kan det eller det andet. Milika danser for eksempel helt vildt meget, når hun er der, det er bare ikke altid det, nogen af de andre danser, siger Stinne.

I følge formanden ligger der altså en opgave i at få budskabet om, hvordan det kan lade sig gøre at gå til dans, selvom man har særlige behov, bredere ud i Danmark. Det ville forhåbentlig kunne give flere hold, der favner bredere. Ligesom Lotte ved Stinne også, at der er mange ’derude’, som ville nyde godt af Bevægelsesglæde, men de skal finde os, og vi skal finde dem, siger Stinne. Det tager tid, som de færreste har meget af, og det kræver kompetencer ift. konkrete tiltag, som måske ikke er til stede i foreningen lige nu. Men alle ildsjælene kæmper videre, og med tanke på, hvor langt de er kommet blot ved at annoncere på de sociale medier, er det da næsten kun et spørgsmål om tid, før et så givende og godt initiativ som Bevægelsesglæde kommer til en by nær dig.