Drømmer du om at komme i praktik i udlandet? Så følg Emmas råd!

Helt fra begyndelsen var det vigtigt for Emma at finde sine praktikker selv, fordi hun gerne ville have erfaring med at opsøge nye muligheder og træne den formidling af den psykomotoriske faglighed, det kræver. Da der fra uddannelsens side er ret frie tøjler ift. mulige praktiksteder, så Emma ingen grund til ikke bare at give den gas: ”Jeg skød virkelig mange bolde afsted, da jeg skulle finde praktikker, og det var altså langt fra dem alle, som kom tilbage”. Emma fortæller, at hun kontaktede steder i både USA og Australien, og nogle af dem vendte tilbage, men var ikke interesserede, nogle af dem var interesserede, men ikke på det tidspunkt, og rigtig, rigtig mange hørte hun aldrig fra.

Det slog hende dog ikke ud, og selvom corona pludselig væltede ind over verden og gjorde næsten alting umuligt, lykkedes det hende alligevel til sidst (efter over et års gentagne udskydelser) at komme afsted til Rom, hvor hun lavede manuelle behandlinger og psykomotorisk undervisning i et yogastudie. Lige præcis det sted havde hun kontaktet, fordi hun kunne se på deres hjemmeside, at de i forvejen havde andre kropsterapeutfagligheder tilknyttet, så det virkede sandsynligt, at de ville finde interesse i at have en psykomotorisk terapeut-studerende i praktik. Opholdet blev da også en stor succes for begge parter, og de har siden ytret et stort ønske om få flere praktikanter ned til deres klinik.

Da den sidste praktikperiode stod for døren, ønskede Emma at forfølge sin interesse for misbrugsområdet, og en helt almindelig googlesøgning ledte hende til en oversigt over afvænningsklinikker rundt om i verden. Ud fra en overvejelse af, hvilke misbrugsformer hun særligt ønskede at arbejde med, og hvor i verden det lå, faldt valget på et nedlagt luksushotel på stranden i Marbella, som nu er en privat afvænningsklinik primært for mennesker med alkohol- og kokainafhængighed.

I begyndelsen var det svært overhovedet at komme i kontakt med stedet, hvis man ikke ringede med henblik på indskrivning på klinikken, men igen var Emma vedholdende og ihærdig, og til sidst lykkedes det hende at få aftalen på plads, og sammen med en studiekammerat rejste hun i slutningen af august 2022 til Marbella med kufferten fuld af psykomotoriske planer for de næste 6 ugers praktik.

Tag din omstillingsparathed med!

Da jeg fuld af beundring over deres gåpåmod spørger, om de mon overhovedet kunne noget spansk, da de tog afsted, fortæller Emma, at de fleste patienter på klinikken var englændere eller amerikanere, hvilket gjorde behovet for at kunne spansk mindre, men at de begge kunne lidt.

Om klinikken, der kan have op til 15 beboere, fortæller Emma yderligere, at den er for meget velhavende mennesker, hvilket i misbrugssammenhæng er en helt særlig faktor. Foruden størstedelen, der som nævnt var alkohol- eller kokainafhængige, var der på det tidspunkt også nogle med sexafhængighed og enkelte med spiseforstyrrelser. Fælles for mange af dem, fortæller Emma, var dog, at de som følge af deres misbrug havde udviklet en depression og/eller angst, og at de stort set alle sammen havde søvnbesvær.

Hjemmefra havde Emma og hende studiekammerat planlagt, at de ville arbejde psykomotorisk med netop de udfordringer med både samtaleterapi og manuelle behandlinger. Da de kom derned, fandt de imidlertid ud af, at beboerne i forvejen fik tilbudt en del verbalterapi, hvorfor de i stedet endte med at lave psykomotorisk undervisning om kropsbevidsthed, kropskontakt, selvtilstedevær og samværet med andre. Og netop omstillingsparathed vender Emma tilbage til flere gange i løbet af vores samtale som noget af det, man skal have, hvis man tager i praktik et sted, hvor man ikke til fulde har kunnet aftale og afklare forløbet på forhånd: ”Man skal være klar på, at de forestillinger, man har med, kan blive helt anderledes i den virkelighed, man møder”, som Emma formulerer det.

Når Emma fortæller, virker det hele enormt let, og det er meget inspirerende at høre hende fortælle om alt det, de fagligt og fagpersonligt har oplevet. Det lyder dog samtidig til at være et sted, hvor man godt kan blive lidt udfordret, hvilket Emma da heller ikke lægger skjul på, at hun blev: ”Jeg kom jo der relativt uprøvet, og at skulle stå overfor en målgruppe, som kan være rigtig manipulerende, var svært, og det krævede, at man var god til at afgrænse sig, og at man prioriterede det”, fortæller Emma. Vigtigheden af at afgrænse sig fagpersonligt oplevede både Emma og hendes studiekammerat også, når beboerne faldt i, hvilket desværre skete indimellem – for nogle endda allerede samme dag, som de blev udskrevet: ”Mange af dem har et årelangt misbrug bag sig, og de er der kun i 28 dage, så det kan være rigtig svært ikke at falde i, især fordi de fleste jo kommer ud til det samme miljø, og de samme venner”, forklarer Emma.

Rejs sammen med en studiekammerat!

Det var ikke kun i situationer som dem, hvor beboerne falder i eller agerer uhensigtsmæssigt overfor sig selv eller andre, at det for Emma og hendes studiekammerat var rart, at de var to – det gælder faktisk det hele: ”Det er rart at kunne dele det hele, både de praktiske opgaver, der er forbundet med at få det hele til at falde på plads, og det der både fagligt, fagpersonligt og personligt sker for en, når man er afsted. Det er virkelig dejligt at være to, så man ikke kommer på alt for dybt vand”, understreger Emma. Jeg kan kun forestille mig, at hun har helt ret, især når man tænker på, at alt det, man plejer at kende, pludselig også er anderledes: sproget, det at finde rundt, indkøbsmuligheder og andre praktiske ting i den dur – oveni i en ny praktik kan det vel føles lidt overvældende, hvilket Emma er enig i: ”Det var først helt til sidst i mit ophold i Italien, at jeg følte, jeg havde fået helt styr på det praktiske i forhold til dagligdagen, fordi alting var så anderledes dernede, så det var da lidt ærgerligt, at det allerede var der, jeg skulle hjem”, siger hun med et smil.

Mere facilitering af udlandspraktikker, tak!

Emma håber, at udlandspraktikker i fremtiden bliver mere faciliteret fra uddannelsens side, da hun ikke har oplevet det som en lige så tilgængelig mulighed som en praktik i Danmark. Og når nu der er så frie tøjler, er det lidt en skam, at det ikke er mere udbredt, mener Emma, som samtidig slår et slag for, at der med fordel kunne være en ordning, hvor man kan komme til at sparre med studerende, som tidligere har været i udlandet. ”For der ér mange ubekendte, man skal have styre på”, siger Emma, ”men man kan også på flere måder lære vildt meget af det, så man skal bare kaste sig ud i det”, afslutter Emma med stor overbevisning i stemmen.

Opfordringen er hermed givet videre, og vi siger tak til Emma for at ville dele sine erfaringer!