‘Det Psykomotoriske Hus’ i mange former

Med mine tre kolleger Anders, Ingrid og Stine drog jeg midt i november sidste år af sted til
Montevideo for at repræsentere psykomotorikuddannelsen i Hillerød.

Kongressen forløb over tre dage, hvor der første og sidste dag var foredrag – med oversættelse til engelsk – i en stor sal med alle 1.000 deltagere. Midterdagen indeholdt talrige små oplæg med mange forskellige temaer.

Jeg havde selv et mundtligt oplæg om krop og mental sundhed i udskolingen, og heldigvis fik jeg hjælp af en lokal til at oversætte fra engelsk til spansk – ellers ville tilhørerne ikke have fået så meget ud af det. Desværre var sprogproblemet lige så stort for mig den anden vej, så mine oplevelser fra kongressen er helt generelt med det forbehold, at jeg ikke har set det hele og måske ikke forstået det rigtigt; måske har tolkene ikke kunnet få alle de faglige nuancer med.

Alle lande ønsker at øge kendskab og accept af faget

Overordnet var det mest sydamerikanske lande, som var repræsenteret, samt Spanien, Portugal og Frankrig. Den eneste dansker ud over vores gruppe var Ditte-Marie Post, der også er formand for DAP. Hun deltog dog i sin egenskab af Danmarks delegerede i OIPR (Organisation Internationale de Psychomotricité et Rélaxation).

Den indledende del af kongressens program var et mere overordnet perspektiv på professionens udvikling. Mange lande har de samme problemstillinger med at øge bredde, kendskab, fodfæste og accept i aftagerfeltet, som vi også kender fra Danmark (bare et forslag). I en stor del af landene er de nuværende arbejdsområder fortrinsvis inden for børn, unge og ældre, men der er en stor vilje til at handle på det i fællesskab og med gensidig støtte og inspiration.

For eksempel blev der under kongressen lavet små film, som blev lagt på den brasilianske organisations hjemmeside for at bakke op om professionens anerkendelse i Brasilien. Udvikling af et fælles fagligt vidensgrundlag er et andet fokusområde, da der fra aftagere i mange lande efterspørges effektmålinger, som kan dokumentere, at psykomotoriske interventioner ’virker’.

Netværk fører måske til forskningssamarbejde

Der blev selvfølgelig også netværket. Vi udvekslede erfaringer og materiale og diskuterede aftaler om samarbejde om studentermobilitet og forskning. Det blev til et glædeligt gensyn med studerende fra Montevideo, som havde studeret et semester i Hillerød året forinden, så denne udvekslingsaftale vil vi udvikle og supplere med andre lande i Sydamerika.

Samtalerne på forskningsområdet under kongressen har helt konkret ført til, at psykomotorikuddannelserne på Københavns Professionshøjskole og Montevideo universitet har lavet en officiel ’Interessetilkendegivelse (Declaration of Intent)’ om at arbejde sammen om forskningsaktiviteter vedrørende psykomotoriske indsatser rettet mod arbejdsrelateret stress.

Dette område ønsker uddannelsen i Montevideo at satse på og udvikle med en forskningsbaseret indgangsvinkel, da det kan skabe en åbning mod et nyt aftagerfelt.

Og selvom der er langt imellem landene – og med delvis sproglig barriere – så er der også mange spændende potentialer for at udveksle viden og inspiration samt udvikle sammen, og måske kan de studerende, som har været i Danmark, få opgaver og være med til at få samarbejdet til at glide.

Tid til skumklodser og symbollege

Ditte-Marie Post holdt oplæg om voksenpsykiatri, og det var et af de få, som ikke handlede om børn, unge og ældre. Men jeg bed særligt mærke i den meget store alsidighed i aktiviteterne, som blev præsenteret.

Jeg så mange aktiviteter med skumklodser/ skumpuder (nogle steder lignede det et helt legeland); både som ’almindelig’ leg og motorisk stimulering og som symbollege, for eksempel huse eller andre konstruktioner, som børnene lavede, eller når terapeuten bestemte, at madrasser symboliserede huset, forældrenes eller barnets værelse i forskellige rollespil, for eksempel for børn med tilknytningsproblematikker.

To spanske psykomotoriske terapeuter viste med videoklip, hvordan de arbejdede med symbollege med henholdsvis en dreng på seks år og en pige på 12 år i en mellemstor ’gymnastiksal’ med skumklodser og andre redskaber.

Der var mange interessante samspil mellem terapeuterne og børnene. For eksempel er drengen meget sky for berøring, men i en brydekamp, og da han er en fugl, som skal have pudset fjerene, får de voksne lov til at holde og røre ham – og han vil gerne have mere, men har det samtidig svært med det.

Både pige og dreng leger også baby og ’giver’ på den måde terapeuten lov til at røre dem. Afslutningsvis i sessionen bruges der musik og tegninger samt samtale, der skal sikre en overgang fra symbollegene, til at barnet skal ud i sit virkelige liv og prøve at anvende færdighederne fra symbollegene.

Et andet spændende indslag, som også blev præsenteret med video, handlede om et psykomotorisk koncept for ældre på et aktivitetscenter i Spanien (hvorhenne?), som var blevet udviklet gennem en årrække. Der blev vist klip fra flere forskellige forløb, og i et deltog unge på 14-16 år i aktiviteterne med de ældre. Listen nedenfor viser de mange tilgange, som kom i spil:

• velkomst
• store kram
• åndedrætsøvelser
• aktiviteter/mobilisering, for eksempel øvelser for arme, ballonlege, faldskærm, kamp med aviskugler, tovtrækning siddende i ring (også i kørestole)
• massage, for eksempel bare hånden
• musik og føre hinanden, for eksempel danse/ blive ført, holde i hånd eller om skuldre i rundkreds
• refleksion, skrive ned eller tegne
• præsentere tegningerne for hinanden
• afslutning og afsked

Det var livsbekræftende at se de ældre lege ved for eksempel at skulle sprænge en ballon ved at sætte sig på den, og det var også meget rørende at se samspillet mellem ældre og unge.

I andre oplæg og ved posterpræsentationen så jeg yderligere et væld af aktiviteter, såsom leg med bolde, tæpper, spil, sække og udklædning, arbejde med metaforer eller poesi, leg for små børn med babylegetøj og dukker, gåture, afspænding, danse og andet ekspressivt, grafomotorik og mindfulness.

Spansksproget forskning overraskede

Det fremgik på forskellig vis i oplæggene, hvilket teorigrundlag og hvilken forskningsbasering de byggede på. Nogle gange var det mere indforstået, som for eksempel anvendelse af begreber som ’det psykomotoriske rum’, tilknytning, care giving, ’mødet’, udvikling af affektivt register, high motor rythm samt mere generelle kilder fra for eksempel psykologi (Bowlby).

Andre gange var det mere eksplicit, og her mange gange med referencer til den spansksprogede litteratur. Så det vakte min nysgerrighed, men også en stor undren, med hensyn til hvor meget overlap der er mellem disse to verdener inden for forskning.

Måske har jeg været naiv, når jeg troede, at den ’væsentligste’ videnskabelige litteratur blev publiceret på engelsk; men det er i hvert fald spændende, hvad der kan ligge og vente på os i den spanske litteratur. Specielt den psykomotoriske spanske litteratur er noget, som jeg vil følge op på, og næste trin ligger faktisk ligefor, da det var interessant, spændende og overraskende, at der ved standene uden for foredragssalene blev præsenteret en stor mængde psykomotorisk litteratur – men altså på spansk.

Sammen med Ditte-Marie Post fik vi hurtigt tanker om at få oversat dele af dette materiale til engelsk, så flere af de europæiske lande kan få glæde af det. Og det ligger i fin forlængelse af nogle initiativer, som DAP og det Europæiske Forum for Psykomotorik (EFP) har med henblik på at udvikle den internationale videndeling.

’La casa del psicomotricidad’ i flere former

Med den store alsidighed i både aktiviteter samt brug af mange rekvisitter kan man sige, at jeg så ’det psykomotoriske hus’ i flere former. Både mere ‘konkret’, når det blev bygget af skumklodser i en legeaktivitet (også symbollege), og når det i andre aktiviteter mere abstrakt satte rammen for udviklende ’møder’ faciliteret af den psykomotoriske terapeut kendetegnet ved stor empati og tålmodighed.

Et analytisk blik på disse tilsyneladende meget forskellige tilgange kunne være med begreberne ’action-orientered’ og ’experience-oriented’ terapi fra Probst et al. 2010. I ’action-oriented’ terapi er det gennem aktiviteter målet at udvikle mentale og fysiske færdigheder og støtte personlig udvikling, herunder kan der fx arbejdes hovedsageligt mål- og resultatorienteret med fin- og grovmotorik, koordination og balance, opmærksomhed på sig selv og andre, samarbejde og kommunikation samt egne og andres følelser.

’Experience-oriented’ psykomotorisk terapi dækker et bredt udvalg af aktiviteter, hvor der i højere grad arbejdes med emotioner, følelser og tanker, og det betyder, at borgerens oplevelser og opfattelser er det væsentlige frem for aktiviteterne i sig selv, og der er ofte her et væsentligt element af eksplicit refleksion.

Med disse to begreber kan der etableres nogle fælles træk mellem de meget forskellige psykomotoriske aktiviteter, som blev præsenteret.

Kropsbevidsthed med flere nuancer?

At møde og bruge de teoretiske begreber på et andet sprog gjorde mig opmærksom på betydningen og præcisionen af body awareness, som vi på dansk oftest betegner som kropsbevidsthed. Jeg tænker blandt andet på, at der på dansk og i den psykomotoriske tradition kan være behov for flere nuancer, som når der på engelsk bruges consciousness, awareness, attention, perception med videre.

Jeg fornemmer, at der kan ligge nogle vældig spændende perspektiver omkring metakognition og før-refleksiv bevidsthed, som også knytter an til både forskning fra Damasio om emotioner, følelser og bevidsthed og til den kropsfænomenogiske forskning, for eksempel Fuchs’ begreb ’intra-bodily
resonance’, der som en vigtig pointe hos ham er tæt forbundet med ’inter-bodily resonance’, fordi individet indgår i samspil med andre.

Vi har på uddannelsen flere forskningsprojekter, der arbejder med spørgeskemaet MAIA (Multidimensional Assessment of Interoceptive Awareness), og det kan også tænkes, at det kan anvendes som et klinisk værktøj. Men meget mere forskning og udvikling skal foretages, herunder præcisering af terminologien, hvilket heldigvis også er italesat af en konsensusartikel fra 2018, som peger på behovet for interdisciplinære indsatser for forståelse og udvikling af interoceptionsbegrebet og dets sammenhæng med sundhed (Khalsa et Al 2018 – interoception and mental health – a roadmap).

Opsummerende fandt jeg det meget inspirerende at opleve så stor variation og alsidighed samt fordybelse i den psykomotoriske forskning, og for eksempel ville jeg gerne se mere af den legende tilgang i dansk psykomotorik. Jeg er glad for, at vi fik repræsenteret Danmark i dette forum, samt at vi fik nogle konkrete opgaver og aftaler med hjem, som vi kan arbejde videre på. Så på trods af sprogbarrierer og lang afstand til de latinamerikanske lande har der allerede vist sig stort potentiale for gensidig inspiration og samarbejde.