DAPs medlemmer har stemt ja til at søge om autorisation
23. april 2018
Email-afstemningen fra den 15.-22. april mundede ud i et overbevisende ja.
Den forløbne uge har alle stemmeberettigede medlemmer kunne stemme om, hvorvidt Danske Psykomotoriske Terapeuter skal søge om autorisation på fagets vegne.
Og der er ikke tvivl om udfaldet. 77,9 procent har stemt for et ja.
Fakta om afstemningen
- 652 medlemmer havde mulighed for at stemme. 430 valgte at gøre brug af den ret.
- Det giver en stemmeprocent på 66.
- 225 stemte ja, 49 nej, mens 46 valgte at stemme blank.
”For mange medlemmer har det nok været en svær beslutning, fordi der er rigtig mange faktorer, vi ikke kender, når det handler om autorisation af faget. Men ikke desto mindre er det et meget overbevisende resultat, og vi glæder os til at arbejde videre i den retning, medlemmerne har ønsket”, siger Rolf Auhagen og understreger, at han vil gøre alt hvad han kan for, at dem der har stemt nej ikke vil føle sig kørt over.
”11,4 procent har stemt nej, og det er vigtigt, at de fortsat stadig føler sig repræsenteret af Danske Psykomotoriske Terapeuter. Jeg tror, at rigtig mange medlemmer, også mange der har stemt ja, er bekymrede for, hvad en autorisation kan betyde for deres arbejdsliv. Det er vi selvfølgelig opmærksomme på”, siger han.
10,7 procent stemte blank
At det har været et svært valg er også illustreret af, at 10.7 procent af dem, der har afgivet deres stemme, har valgt at stemme blank.
Resultatet af afstemningen er bindende for Danske Psykomotoriske Terapeuter, så hovedbestyrelsen vil nu arbejde hen imod næste skridt i processen: At afdække, hvordan vi får udarbejdet den bedst tænkelige ansøgning, samt hvilke ressourcer vi kan afsætte til arbejdet.
”Den proces der begynder nu vil være lang og grundig. Allerførst skal vi finde ud af, hvem der skal hjælpe os med at udforme en ansøgning, og dernæst skal vi afdække hvordan vi bedst får vinklet en ansøgning, så vores chancer for at opnå autorisation er størst mulige. Det er ingen standardprocedure vi bare kan følge eller skemaer, der ligger klar til at blive udfyldt”, siger Rolf Auhagen og fortsætter:
”Hvor længe vi kommer til at bruge, inden vi har en ansøgning klar, tør jeg ikke gætte på, men jeg vil opfordre alle til at være tålmodige”, siger han og lover, at holde medlemmerne løbende orienteret.
Det er desuden vigtigt at understrege, at en ansøgning om autorisation langt fra er det samme som at få tildelt en autorisation.
Når ansøgninger ligger klar, er det i første omgang Styrelsen for Patientsikkerhed der vurderer, om der er grobund for en autorisation. Hvis ja, så skal ansøgningen en tur igennem Sundheds- og ældreministeriet og til sidst skal en autorisation stemmes igennem i Folketinget.