Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Status på autorisationsarbejdet i DAP 

4. oktober 2022

Som I alle ved, har vi i flere år arbejdet på at få vores fag autoriseret. Dette fik vi afprøvet i folketingssalen i maj måned, og desværre viste det sig, at der ikke var et politisk flertal for en autorisation til vores fag.

Vi er efterfølgende gået i gang med at finde nye veje til at overbevise politikerne på Christiansborg om, at en autorisation til os er nødvendig. Vi er i løbende kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, da det var denne, der anbefalede Sundhedsministeren ikke at give autorisation til psykomotoriske terapeuter ud fra den vurdering, at det ikke er nødvendigt. Kontakten til Styrelsen består derfor i konkrete argumentationer for, hvorfor deres anbefaling er forkert. Det er vigtigt, at vi får Styrelsen for Patientsikkerhed overbevist.

Derudover har vi taget kontakt til de 5 regionsdirektører, og vi forventer, at formand Ditte-Marie Post og sekretariatsleder Gert Møller Thaysen efter et folketingsvalg skal til ”kaffe-møder” med disse. Formålet er at få regionsdirektørerne til at lægge pres på Sundhedsministeren for at autorisere vores fag, hvilket de har en interesse i, da alle faggrupper med patientkontakt på bachelorniveau er autoriserede – undtagen de psykomotoriske terapeuter.

Dertil er den løbende kontakt til andre organisationer, der har prøvet at få afslag på autorisation, men senere har opnået den, intakt og aktiv – vi har brug for så meget sparring som muligt.

Midt i al det videre arbejde må vi erkende, at det ikke bliver i det nuværende folketing, at vi får et flertal for en autorisation. Regeringen har allerede én gang sagt nej, og vi har derfor brug for en ny regering til at se på det med friske øjne – det siger al erfaring. Med et folketingsvalg nært forestående synes den omstændighed dog ikke ret langt væk.

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN