”Corona har gjort det tydeligt, hvad det er for nogle vilkår, man er ansat under som folkeoplyser”

Da jeg møder Sandra Poulsen på APA, er det første gang, hun er tilbage på denne ene af sine tre arbejdspladser, siden Mette Frederiksen for at bremse udbredelsen af corona lukkede Danmark ned. ”Det er faktisk tre måneder siden, jeg har været her”, fortæller Sandra. Vi beslutter os for at sætte os i en af de store sale, som virkelig føles gabende tomme, når man nu ved, at det ikke er, fordi der er ferie, at der nærmest ingen mennesker er på stedet.

Sandra har sagt ja til at tale med mig om ”livet som folkeoplyser” under corona – og det har bestemt ikke været nogen dans på roser.

Allerede i dagen inden nedlukningen havde de på APA igangsat en række smittestoptiltag, fortæller Sandra, blandt andet øget afstand, ingen håndtryk og brug af håndsprit. Da den massive nedlukning blev en realitet, var der jo ingen, der vidste, hvor længe den ville vare, så den første tid bar meget præg af bare at afvente, beretter Sandra – og undersøge, læse, se nyheder og forsøge at finde svar på de mange spørgsmål, der opstod.

Hyret eller fyret?

Da al undervisning blev aflyst, blev Sandra sagt op med en uges løn – sådan er vilkårene efterfolkeoplysningsloven. Efter den uge skulle Sandra have meldt sig ledig i sin a-kasse, som hun heldigvis er medlem af, og selvom det tidligere har været forbundet med stor frustration for hende at være ledigmeldt, er det alligevel virkelig godt at kunne støtte sig til en a-kasse, når uheldet er ude – som det jo har været det sidste lange stykke tid i Danmark, men det vender vi tilbage til.

Som bekendt kom der ret hurtigt gang i hjælpepakker til ’alle de andre’, og ud fra en forventning om, at der også snart ville være hjælp at hente for folkeoplysningsområdet, fik Sandra en uge mere med løn. Og ugen efter den endnu en. ”Vi har været heldige her”, siger Sandra, som dog alligevel betegner de uger som en lidt frustrerende rutsjebanetur.

Hvad der dog frustrerede endnu mere, var følelsen af ikke at vide, om og hvem der gjorde noget for folkeoplysningsområdet som helhed. Sandra fortæller, at hun (og mange andre) desperat søgte efter information om, hvad der var i gære på området, og at hun på intet tidspunkt følte sig hverken tryg ved eller velinformeret fra Kulturministeriet. Videre fortæller Sandra, at der blandt andet i Facebookgrupper for folkeoplysere florerede rigtig mange forskellige opfattelser af, hvad de sparsomme udmeldinger betød, og hvordan de skulle håndteres, og alle disse forskelligrettede udsagn har kun øget forvirringen og dermed også frustrationen over den megen usikkerhed. ”Det virkede, som om Kulturministeriet var på bagkant med en samlet udmelding”, siger Sandra, ”det var jo fra dem, afklaringen og hjælpen skulle komme, og i lang tid var der ikke noget for eksempel på deres hjemmeside”. Der endte dog med at falde hjælpepakker på plads også for folkeoplysere, og det muliggjorde, at Sandra og de andre undervisere på APA kunne hjemsendes med løn som så mange andre i den periode.

Mit job er ikke et bijob

I den første tid var der dog i den grad brug for at holde hovedet koldt, særligt for Sandra og andre, der lever af at være folkeoplysere. ”For mig er folkeoplysning ikke et bijob, det er min levevej”, pointerer Sandra og fortsætter: ”Corona har virkelig gjort det tydeligt, hvad det er for nogle vilkår, man er ansat under som folkeoplyser”. Da jeg spørger hende, hvad hun i lyset fra coronalampens forvirrende skær tænker om sit arbejdsliv på den lange bane, og om hun er blevet afskrækket ved denne form for stillingssammensætning, svarer Sandra med et smil: ”Inden corona levede jeg det gode liv. Men nej, jeg er ikke som sådan afskrækket, corona har bare fremhævet det vanskelige i de arbejdsforhold, vi har”. Der er absolut rum for forbedring, mener Sandra, der godt kunne drømme om lidt bedre vilkår, for eksempel muligheden for at få pension – men det er en gammel historie, det har ikke noget med corona at gøre, tilføjer hun. Videre fortæller Sandra, at hun er begyndt at tænke i andre muligheder og kigge lidt efter stillinger, men hun vil bare så gerne blive ved med at undervise. ”Det er min passion”, siger hun.

Just in case

Trods drømme om bedre arbejdsvilkår og tanker om andre muligheder er der en ting, der har været en fordel for Sandra under coronakrisen: Hun er medlem af en a-kasse, hun har et sikkerhedsnet, og hun kan derfor få dagpenge, i tilfælde af at hun en dag står uden job. Ganske vist nåede hun aldrig at blive rigtigt ledig fra APA, men fordi Sandra er forsikret i form af medlemskab af en a-kasse, ville hun derfor have være lidt bedre stillet end kolleger, som måske ikke er med i en a-kasse. ”For dem er det desværre noget rigtig møg”, siger Sandra, og tilføjer, at ”det jo er en svær snak, fordi der er nogle i det her fag, som ikke har økonomi til at betale hverken fagforening eller a-kasse”. Selvom det er en svær snak, er det vigtigt at tydeliggøre, at det kan vise sig at få afgørende betydning, om man er med i en a-kasse, når der sker noget, der får betydning for ens arbejdsliv, hvad enten det er en pandemi eller noget lidt mere ’lokalt’. ”Især nu, hvor man taler om, at corona kan komme tilbage, kan det måske være en meget god ide at være med i en a-kasse”, slutter Sandra. Just in case.