”Det giver energi, lethed og mod at være med i et netværk som det her, hvor vi bare prøver noget af!”

Gertrud er 33 år og uddannet psykomotorisk terapeut i 2016. Lige nu er hun i gang med lederuddannelsen til kaospilot, som hun afslutter til sommer. Ved siden af giver hun lidt behandlinger, og så er der gang i det med ’Bevægelsen’ – så der er nok at se til!En af dem, der kontaktede mig, da jeg efterlyste pmt’er, som ville fortælle om netværk og fællesskaber, var Gertrud Sol. Hun skrev, at hun havde startet noget, der hedder ’Bevægelsen’, som hun da gerne ville fortælle om. Fedt, tænkte jeg – det lyder spændende! Afstanden mellem Gertrud, som bor i Aarhus, og mig, som bor i København, betød, at vi skulle tale sammen over telefon. Jeg optog derfor vores telefonmøde, som fandt sted en januargrå torsdag over middag. Der gik dog ikke længe, førend energien fra Gertruds stemme havde fortrængt det grå og gjort dagen både sprudlende og optimistisk.

”Kombinationen af min psykomotoriske terapeut-uddannelse og kaospilotuddannelsen giver rigtig meget mening,” siger Gertrud, da jeg spørger hende, hvordan hun oplever at kunne kombinere de to uddannelser. ”Psykomotorik giver en masse kropslige kapaciteter, og kaospilotuddannelsen er – også – en relationsuddannelse. Den er handleanvisende, konkret og meget hands on, og på den måde kan man sige, at den sætter fut i psykomotorikken, som godt kan være mere flydende.”

’Bevægelsen’ opstod ud af et ønske om mere bevægelse – sammen, fortæller Gertrud: ”Jeg savnede bevægelse i grupper og rummet, hvor vi udforsker bevægelse sammen. Det gjorde vi på psykomotorik-uddannelsen, og det savnede jeg at kunne gøre her i Aarhus.” Gertrud skrev derfor ud i en Facebook-gruppe for psykomotoriske terapeuter, at hun ganske vist var lidt rusten psykomotorisk, men at hun havde en masse energi på ’noget med bevægelse’, en kæmpe ja-hat og ovenikøbet også et lokale til rådighed, og om der var nogen, der ville mødes til kaffe og snakke mere. I løbet af meget kort tid fik hun 70 likes og 30 kommentarer, og der var 17, som skrev til hende privat.

”Det var megafedt – og lidt ærgerligt ikke at have tid til at mødes med 17 personer til kaffe, men så gjorde jeg det, at vi bare mødtes alle sammen på en gang.” Interessen for projektet var stor, og ret hurtigt fik de stablet det første netværksforløb på benene (eller egentlig var det mere et pilotprojekt, da det reelt var et undervisningsforløb, som kastede netværk af sig som et særdeles positivt udbytte). Forløbet bestod af en række undervisningsgange, hvor Gertrud og fem andre pmt’er ’underviste’ nogle studerende fra kaospilotuddannelsen i kroppen som ledende potentiale. ”Da vi evaluerede forløbet i december, var de andre pmt’er vildt glade for, hvor hurtigt vi var kommet i gang og bare havde prøvet noget af – det var fedt at mærke.”

På det her tidspunkt i samtalen er jeg nødt til at undskylde over for Gertrud, at jeg lige skal have det hele en gang til! Altså: Gertrud har samlet en række psykomotoriske terapeuter, som gerne vil være med til at facilitere nogle bevægelsesfællesskaber, og det mundede så ud i et forløb om kroppens ledende potentiale med kaospilotstuderende som ’prøvekaniner’. ”Er det korrekt forstået?” spørger jeg. Gertrud er sød til at gentage og bekræfte mig i, at det er korrekt forstået. ”’Bevægelsen’ er et fællesskab for skaberkraftige psykomotoriske terapeuter, som gerne vil prøve nogle ideer af,” uddyber hun. ”Det er en slags netværksplatform for bevægelse, hvor man får mulighed for at samarbejde og deltage i nogle interne workshops – og også gerne afholde forløb, som vi for eksempel gjorde det med kaospiloterne.” Gertrud understreger dog, at rammerne for ’Bevægelsen’ ikke ligger mere fast, end at alle mulige andre forløb også kan komme på tale – så længe det berører den psykomotoriske faglighed (og bevægelse). ”Wow, det lyder fedt,” udbryder jeg på et tidspunkt. ”Det ER fedt,” siger Gertrud og fortæller, at der er i skrivende stund er 27 pmt’er, som kommunikerer via en lukket gruppe på Facebook. Gertrud er proceslederen, som egentlig bare gør alt, hvad hun kan, for at holde gryden med den gode energi i kog, så netværket langsomt kan blive endnu mere etableret og defineret.

Forud for vores telefonsamtale har jeg sendt Gertrud nogle spørgsmål, så hun ved lidt om, hvad jeg gerne vil spørge hende om. Jeg har også skrevet, at vi ikke behøver at gå dem alle igennem slavisk, men der er alligevel et spørgsmål, jeg vil gerne vil høre hende svar på, nemlig: ”Hvordan synes du, at ’Bevægelsen’ understøtter og udvikler fagligheden for pmt’er?” Svaret fra Gertrud falder klart efter et par sekunders tænkepause: ”Jeg synes altid, det er udviklende at samles og skabe netværk – uanset hvem man er, og hvilken faglighed man har. Men ift. den psykomotoriske faglighed er det en lettelse for mig at have nogle at tale samme sprog med, og som jeg deler narrativ med. Det betyder meget! Og så er det fedt at give faget nogle rammer at folde sig uden inden for – særligt i et fag, hvor man kan mærke rigtig meget, men hvor man også skal huske at drive sig selv fremad. Det er fedt med et forum, hvor handling i faget er i fokus.” Det er et interessant perspektiv, som jeg gerne vil høre mere om: ”Mener du, at I har en forpligtelse som psykomotoriske terapeuter til at drive faget fremad?” spørger jeg Gertrud om. ”Ja, i høj grad! Det giver energi, lethed og mod at være med i et netværk som det her, hvor vi bare prøver noget af. Psykomotoriske terapeuter kan så meget, vi investerer bare ikke altid nok i at kommunikere, hvad det er, vi kan. Det her netværk skal være med til brande os som fag og som kapaciteter – og det skal inspirere dem, der er med, til at handle og kæmpe og stå frem!”