Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Nyt fra formanden



Vi siger tak for tilliden!

Lørdag d. 24. oktober afholdt DAP for første gang generalforsamling virtuelt på grund af coronapandemien, som stadig, og igen, opstiller forhindringer og giver os nye udfordringer i forhold til den måde, vi plejer at gøre tingene på. Men nok om det her, for vi kunne – og kan – alt muligt alligevel.Generalforsamlingen blev afholdt fra sekretariatet, og de tilmeldte medlemmer kunne logge på og deltage hjemmefra, og det gik ganske fint trods nogle små tekniske problemer. Der var spørgsmål, diskussion, respons og ikke mindst valg og genvalg til de politiske poster samt godkendelse af budget og arbejdsplan for de næste to år. Og så ser vi fremad: mod at komme i gang med arbejdet i en ny hovedbestyrelse med nye og ”gamle” medlemmer, med en arbejdsplan, overenskomstforhandlinger, politisk arbejde, politisk kommunikation, samarbejde udadtil og indadtil og, ikke mindst, med at hjælpe foreningens medlemmer med ansættelser, lønforhandlinger, og hvad vi ellers bliver kontaktet om.

En generalforsamling er vigtig, ikke blot fordi det er her, hovedbestyrelse og formandskab stiller op foran medlemmerne og står til regnskab for det politiske arbejde i den forgangne periode. Det er også en lejlighed til at lave et nedslag i det, vi går og laver: Hvad har vi gjort og opnået? Og hvor vil vi gerne hen? Det er en sund øvelse, hvor vi kan justere retning og aktiviteter, så vi bruger vores ressourcer, ideer og tid bedst muligt. Jeg synes, det er godt, at vi skal, selvom det også kræver en del forarbejde og forberedelse fra sekretariatets side. DAP blev sat i verden for at arbejde for sine medlemmer og for at fremme psykomotoriske terapeuters situation på arbejdsmarkedet, og foreningen lever af medlemmernes fortsatte tillid til, at der arbejdes for dem og til, at de kan få hjælp, når de henvender sig til sekretariatet.

Så jeg siger tak for tilliden! Tak for, at jeg blev genvalgt til posten som formand for DAP, og tak til dem, der stillede op til de politiske tillidsposter. Jeg ser frem til samarbejdet med den nye hovedbestyrelse, med sekretariatet og til at høre fra foreningens medlemmer om stort og småt.

Vi tales ved!

Ditte-Marie Post, oktober 2020

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN