”Man behøver slet ikke så mange ord”

I Børnehuset Krogstenshave i Hvidovre deler 178 børn hverdag med de 45 voksne, der har ansvaret for dem. En af dem er 33-årige Signe Votborg Dahl, der i lidt mere end to år har arbejdet som psykomotorisk terapeut i den integrerede institution.

”Under studiet var jeg blandt andet meget interesseret i den første tid for mor og barn og barnets udvikling. Derfor gav det god mening at søge i den retning”, fortæller hun.

Og man skal da heller ikke snakke længe med hende for at opdage, at hun er glad for sit job. At hun oplever at gøre en forskel, fordi hun sammen med sine kolleger løfter trivslen hos børnene.

”I mit team har vi nogle børn, der har det rigtig svært, som vi har lavet nogle gode tiltag omkring, og som det går bedre med. Men det er altså ikke noget, jeg bare kan tage æren for, det er samarbejdet på tværs af vores forskellige fagligheder, der fungerer rigtig godt”, siger hun.

Og så må det være på tide at introducere blandingen af fagligheder: Signe er ansat som psykomotorisk terapeut, men hun er også en del af normeringen i en institution, hvor børnene som udgangspunkt er inden for normalområdet. Det vil sige, at hun er på en stue, hvor hun indgår i den daglige bemanding helt på linje med sine pædagogkolleger.

Hun indgår altså også i alle de faste rutiner med morgensamling, voksenstyrede aktiviteter, frokost og eftermiddagens gang, hvor der både er plads til fri leg og arrangeret leg.

 

En fortælling i to spor

Der er to spor i Signes fortælling om sit arbejde.

I det ene spor er hun slet ikke i tvivl om, hvordan hendes psykomotoriske faglighed kommer i spil. Det sker hele tiden både synligt og usynligt.

Når hun sætter sig ned på hug og bare siger “hov”, når Emil har spildt mælk – og giver ham muligheden for måske selv at komme i tanke om at finde noget papir. Det kan være, når hun stryger en stående kollega op ad ryggen, så kollegaen får et øjebliks opmærksomhed på kroppen.

Eller når hun griber ind i en konflikt ved at sætte sig ned og sige, ”jeg synes godt nok, Carl ser sur ud lige nu”.

”Det handler specielt om vores kropslige tilgang. Som psykomotoriske terapeuter ved vi, at alt ikke altid behøver at blive løst med hovedet, men at man kan gå kropsligt til værks, og at det kan betyde, at børnene lander mere i sig selv og bliver mere rolige. Ligesom der med kropslighed kan være kortere vej til samspil, spirende relationer og samhørighed – samt at børnene kan få en større tro på egne evner”, siger hun og fortsætter:

”Nogle gange behøver man jo ikke at bruge så mange ord. Jo flere ord man bruger, jo flere spørgsmål man stiller, jo mere skal de forholde sig til”.

Grundlæggende synes hun altså, at det lykkes ret godt på deres stue – igen, understreger hun, fordi de er et godt hold. Derfor er det også på et helt generelt niveau, hun deler den næste observation. For hun oplever, at hun og kollegerne er meget enige i deres måde at gøre tingene på:

”Pædagoger er helt klart opmærksomme på, at det kropslige er vigtigt. Men det betyder virkelig noget, at vi som psykomotoriske terapeuter er skolet så meget i kropslighed. For os ligger det på rygraden, og det er bare noget, vi gør – for eksempel at lave taktile strøg og tryk, når vi sidder med børnene”, siger hun og fortsætter:

”Hvis man ikke er skolet i det, skal man først til at øve sig. Det kan måske minde lidt om, at man udmærket ved, at det er en god ide at træne, men det er alligevel ikke altid, man får gjort det. I stedet falder man nemt tilbage i den måde, man måske plejer at gøre tingene på”.

 

Det andet – og lidt sværere – spor

Så kommer vi til det andet spor, hvor tingene er lidt vanskeligere og knap så selvfølgelige. For én ting er at føle sig hjemme i sin faglighed og opleve, at man gør en positiv forskel.

Noget andet er at tydeliggøre det for sine kolleger. For hvad svarer man egentlig, når de nysgerrigt spørger til, hvad man er for én, og hvad man kan? Og hvordan gør man det tydeligt over for kolleger, som slet ikke kender faggruppen, hvad man som psykomotorisk terapeut kan byde ind med?

”Det har været svært, og det synes jeg faktisk stadig, at det er indimellem. Det har været svært at skulle tage sin plads på den måde”, siger hun.

Svarene på spørgsmålene ovenfor har Signe da heller ikke nødvendigvis. Men hun har fundet en vej til at acceptere, at det ER ret svært – og at det ikke kun gælder for hendes faglighed. Det er en sætning fra hendes leder, der har hjulpet brikkerne lidt bedre på plads:

”Jeg gav til min MUS-samtale udtryk for, at det var svært for mig at tydeliggøre min faglighed. Og så sagde hun, at når man som pædagog laver pædagogisk arbejde, er det også svært at svare på, præcis hvad man gør. Det er jo også noget, man gør hele tiden, og hvor rigtig meget er usynligt, ligesom noget er knyttet op på ens individuelle personlighed. Det er det samme, jeg oplever, så det gav virkelig mening”, siger hun.

Signe er desuden så heldig, at der kort efter hendes første arbejdsdag i børnehuset begyndte en psykomotorisk terapeut på en anden stue. Sammen har de blandt andet holdt oplæg til personalemøderne for at belyse, hvad de kan, og hvordan de kan bruges i huset, og de holder et månedligt møde kun de to. Der har de mulighed for at vende nogle af de ting, det er svært at få tid til i det daglige arbejde.

”Det kan for eksempel være, at en af os har en tågænger på stuen – så er der tid til at snakke om, hvad vi kan gøre. Vi bruger hinanden rigtig meget”, siger Signe og tilføjer:

”Desuden er en del pædagoger og pædagogmedhjælpere i institutionen blevet uddannet til motorikvejleder, så der er også mulighed for sparring med dem i dagligdagen”.

 

Manuel behandling

Der er også de opgaver, som er meget tydelige i deres faglighed. Det kan være, når pædagogerne i vuggestuen bruger Signe eller den anden psykomotoriske terapeut som konsulenter.

”Hvis de for eksempel synes, der er noget med et barns kravlemønster, så kan vi bytte med en ansat i vuggestuen i nogle timer, så jeg kommer ned og observerer barnet. Derefter laver jeg et øvelsesprogram i samråd med de ansatte omkring barnet, og vi holder et møde med forældrene”, fortæller hun.

Og så er hun også begyndt at give nogle af børnene manuelle behandlinger.

”Vi har for eksempel haft et barn, der virkede låst i sine hofter, når hun løb og bevægede sig. Det forringer hendes trivsel, fordi hun ikke kan være med i fanger  og ikke kan følge med de andre. Så efter en snak med mine kolleger og ledelsen tog jeg fat i forældrene og spurgte, om jeg måtte forsøge at lave nogle manuelle behandlinger”, siger hun.

Behandlingerne bliver altid lavet i tiden efter frokost, hvor alle børnene er samlet på legepladsen. På den måde kan Signes kolleger dække ind for hende.

”Det er noget særligt for barnet, at han eller hun får lov til at være inde sammen med mig. Alt efter barnet kan det tilrettelægges som en leg, øvelser eller ‘massage’. Det ord kender børnene nemlig og er trygge ved det, fordi vi indimellem laver ‘pizzamassage’ med børnene på stuen. Ud over behandlingen får forældrene også øvelser, som de kan lave derhjemme”, fortæller Signe.

Det er en ordning, alle er glade for. Og for Signe er den ekstra vigtig:

”På studiet var jeg rigtig glad for at give manuelle behandlinger, og jeg har savnet det meget. Derfor er jeg meget glad for, at det er muligt. Det siger jo noget om, hvor godt mit team er, at de er med til at gøre det muligt”, siger hun.