10 samtaler hos en psykomotorisk terapeut har gjort mere for Elene end 20 år i psykiatrien

Elene Nielsen er 31 år og bor i Næstved. Efter at have været i kontanthjælpssystemet i næsten 10 år, blev hun for 5 år siden førtidspensionist, og i dag bruger hun en noget af sin tid på frivilligt arbejde i Landsforeningen Spor (en interesseorganisation for voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barn- og ungdommen) og som foredragsholder og debattør. Elene er desuden stifter af DissociationsNetværket, som er et netværk for mennesker med dissociative lidelser, deres pårørende og fagpersoner. Og så er hun personen bag bloggen ”Engang hed jeg Mette”.

Elene blev udsat for seksuelle overgreb fra hun var helt lille, til hun var 12 år, hvor hun blev fjernet fra sit hjem. Der var år i hendes barndom, som mindede om det, man har hørt om i fx Tønder-sagen og lignende: ”Det var meget voldsomt i perioder”, fortæller Elene.

Elene kom i kontakt med psykiatrien for første gang, da hun var 8 og blev indlagt med synkebesvær. På det tidspunkt kunne de i psykiatrien hverken be- eller afkræfte, at hun blev udsat for seksuelle overgreb, men det blev besluttet, at der skulle iværksættes yderligere undersøgelser. Elene blev sendt hjem, men kommunen iværksatte aldrig undersøgelserne.

Som 12-årig blev Elene fjernet fra hjemmet og anbragt i pleje. I årene herefter fik hun det svært og begyndte at huske episoder fra den tidlige barndom, hvorfor hun kom i kontakt med psykiatrien igen. Hun fik diagnoserne borderline og belastningsreaktion og fik bevilget psykologhjælp.

Da hun var 16, begyndte en retssag mod en af dem, der havde udsat hende for seksuelle overgreb, hvilket gav hende yderligere psykologhjælp gennem psykiatrien. Omkring det tidspunkt fik hun også en lejlighed.

Da hun fyldte 18, ophørte anbringelsen, og hun stod derfor pludselig uden bolig og uden psykologhjælp. Hun kom i kontakt med psykiatrien igen, som på det tidspunkt fastholdt diagnosen borderline. I de efterfølgende år fik Elene dog stillet en lang række diagnoser, fortæller hun: ”Depression, angst, OCD, paranoid skizofreni, belastningsreaktion og PTSD – og nu er jeg diagnosticeret med ADHD, autisme og dissociativ lidelse”. Elene remser diagnoserne op med en blanding af konstatering og opgivenhed i stemmen og fortæller senere hen, at alle diagnoserne – i hvert fald de psykiatriske af dem – nok er blevet stillet dels af mangel på viden om traumer, dels for at kunne få hende ind i en ny kategori af behandlings- og bevillingsmuligheder.

Brud med psykiatrien og møde med psykomotorikken

Ovenstående er en meget overordnet gennemgang af Elenes kontakt til psykiatrien, som leder frem til den dag for fem år siden, hvor hun valgte at sige farvel til den. Hun brød med andre ord den kontakt, hun havde haft til psykiatrien i 20 år.

Igennem sit engagement i Spor begyndte hun nemlig at få en større baggrundsforståelse for sine egne reaktionsmønstre. Hvor det i psykiatrien havde handlet meget om hendes symptomer og symptombehandling, begyndte Elene i stedet for at arbejde med og prøve at forstå årsagen bag symptomerne: ”Mit fokus skiftede fra ’hvad er der galt med mig’, til; ’hvad er der sket for mig’, og jeg forstod nu, at min adfærd og mine reaktioner faktisk var normale set i lyset af det, jeg har været udsat for”.

Det var også gennem SPOR, Elene hørte om psykomotorik, og i sommeren 2019 fik hun kontakt til sin nuværende psykomotoriske terapeut. ”De første mange sessioner gik vi i en park. Her arbejdede vi på den mest grundlæggende forudsætning for et trygt samarbejde, men også på det, som jeg havde sværest ved, nemlig relationsdannelse”, fortæller Elene. Netop naturen er et trygt sted for Elene, ”jeg føler mig indespærret i et behandlerlokale – mit nervesystem kan ikke rigtig lide det med 4 vægge”. Med tiden blev Elene dog klar til, at de rykkede indenfor, og nu begynder hver session med, at Elene mærker efter, hvor i lokalet hun har lyst til at være, og hvis der skal flyttes rundt eller hentes flere planter ind, så er det det, de gør.

I den seneste tid har Elene og den psykomotoriske terapeut så småt lukket op for muligheden af at begynde med manuel behandling, men selvom Elene er positivt overrasket over at være nået dertil, hvor det overhovedet er noget, de drøfter, kan hun mærke, at hun ikke er klar endnu. For Elene er bare det at være i en relation med nogen i over 3 år en bedrift, fordi det blandt andet kræver, at man kan mærke sig selv og den anden og tilpasse sig: ”Der er så meget i forhold til relationsdannelser, jeg ikke har lært hjemmefra”, siger Elene, og det er først sammen med den psykomotoriske terapeut, at hun har forstået, at hendes liv har handlet om overlevelse: ”Jeg har jo aldrig rigtig levet”, siger hun. Den overlevelsesenergi, Elene tog med sig fra sin barndom, blev fastholdt i et beskæftigelsessystem, hvor hun heller ikke følte sig i sikkerhed, og som hun først kunne begynde at arbejde på, at komme ud af for fem år siden, da hun kom på førtidspension. Sessionerne hos sin psykomotoriske terapeut er Elene nødt til selv at betale, da der ikke er hjælp at få fra det offentlige, og på en førtidspension kan det være svært at finde pengene. Elene har forgæves forsøgt sig med legatsøgninger og har desuden et godt kendskab til mulighederne i serviceloven, men begge dele er både tidskrævende og usikre, idet der slet ikke er nogen garanti for, at det kan lykkes. Faktisk har en ny principafgørelse vedr. servicelovens paragraf 102 netop fastslået, at den mulighed, der ellers var for at kunne få kommunens hjælp til betaling, ikke er en ’forpligtelsesparagraf’, men en ’kan-paragraf’: ”Det er virkelig en forringelse af hjælpen til mennesker, der, som jeg, ikke passer ind i kasserne”, skriver Elene til mig efter artiklens afslutning.

Hvorfor er der ikke mere fokus på krop og nervesystem i psykiatrien?

Selvom psykiatrien ikke har været tilstrækkelig for Elene, må det alligevel have været sin sag at bryde med den, men en dag blev det bare tydeligt, at det var det, der skulle til: ”Jeg begyndte at spørge mig selv, hvordan det kunne være, at jeg ikke fik det bedre, når de nu havde prøvet at hjælpe mig, siden jeg var 8 år? Al den behandling, al den medicin og alle de diagnoser, og jeg reagerede stadig på helt samme måde, og jeg fik det ikke bedre”, fortæller Elene. Kort forinden hun afsluttede sig selv i psykiatrien, havde hun fået ny psykiater, som faktisk blev medvirkende til det. Hun spurgte nemlig Elene, hvad hun selv troede? Da Elene sagde, at hun ikke mente, hun var hverken skizofren eller havde angst eller noget af det andet, men derimod nok havde ADHD og autisme, gav psykiateren hende ret. For Elene betød det, at hun nu ikke længere skulle betragte selv som psykisk syg, men derimod som et menneske med handicaps og traumer. Desuden spurgte den nye psykiater som den første Elene om, hvordan det, hun har oplevet i sin barndom, havde påvirket hende: ”Det er der altså virkelig ikke nogen i psykiatrien, der har spurgt mig og før”, pointerer Elene.

I det hele taget undrer det Elene, at der i psykiatrien ikke er mere fokus på kroppen, og at der ikke lægges mere vægt på nervesystemet og på hjernens udvikling i barndommen: ”Der er ikke nogen i psykiatrien, der har talt med mig om årsagen til, at jeg har det, som jeg har det”.

I forbindelse med, at Elene søgte om førtidspension, lavede hun en opgørelse over, hvor meget behandling (dvs. psykiatriske lægekonsultationer, terapitimer mv.) hun har fået: ”Jeg har fået 3.600 timers behandling gennem hele mit liv. Det er virkelig mange ressourcer at bruge på så mangelfuldt et resultat og på så lidt effekt”, siger Elene og understreger, at hun i psykiatrien ikke har mødt andet end pakkeløsninger relateret til en given diagnose, standardopfattelser og manglende kompetencer.

Hvor er traumebevidstheden og fokus på årsagerne henne i psykiatrien?

Da jeg spørger Elene, hvad hun mener, psykiatrien skulle gøre anderledes i hendes tilfælde, er hun ikke i tvivl: ”Jeg ville ønske, at jeg havde mødt en grundlæggende traumebevidsthed, og at tilgangen til mig havde været traumebevidst”. Desuden, fremhæver Elene, har de rammer, hun har mødt, været meget lidt tryghedsskabende: ”Hvorfor skal jeg møde op i et glasbur i Næstved og sidde i et venteværelse som en i rækken, blot for at komme ind på et ildelugtende kontor, hvor der er kleenex i skraldespanden fra den foregående patient? Hvorfor kan vi ikke gå en tur, når nu det er i naturen, jeg føler mig allermest tryg? Hvorfor er det et spørgsmål om sikkerhed, når jeg ikke udgør en trussel?”

Elenes undren over, at hun ikke har mødt mere viden om traumer i psykiatrien, blev yderligere forstærket, da hun blev tilbudt mindfulness: ”Mig med mit hyperoverstressede nervesystem – skal jeg lave mindfulness i grupper? Det går desværre ikke”, fortæller hun i en lettere ironisk tone, som dog forsvinder i det øjeblik, hun fortæller, at der aldrig er nogen, som har fortalt hende om dissociation: ”Det er en helt almindelig overlevelsesstrategi, som jeg har benyttet mig af, men aldrig hørt om!”

Udover at være skarpe analyser af og reelle indvendinger mod de mange år, Elene har været i psykiatrien, er det alt det modsatte af, hvad hun oplever hos sin psykomotoriske terapeut: De kan godt gå tur udenfor, når de skal tale sammen, og når de er indenfor, er det ikke klinisk, men derimod fleksibelt og rummeligt. De taler om Elenes situation der, hvor hun er, dvs. med alt, hvad hun kommer med og er, og hendes mønstre og adfærd sygeliggøres ikke, tværtimod forstås de ikke kun i Elenes egen kontekst, men også i en faglig og traumebevidst kontekst. For Elene er det altafgørende for, at der kan skabes tillid, tryghed og positiv udvikling, og at Elene kan opnå større forståelse for sig selv og for, hvordan og hvorfor hendes opvækst har sat sig de spor, de har.

Så når man siger, at ”den psykomotoriske terapeut har mennesket og dets ressourcer i centrum og møder det der, hvor det er”, så er det én af de betydninger, det har i konkret praksis. Det virker måske ret oplagt og ligetil, når man læser om det eller hører nogen fortælle om det, men ikke desto mindre har Elene ikke mødt det før i det psykiatriske system, og for hende ville det have gjort en kæmpe forskel: ”Det at se på den bagvedliggende årsag har ændret alt for mig, og jeg ville ønske, det var sket noget før. Jeg er gået fra at se mig selv som syg, ødelagt og forkert til at forstå, hvor intelligent min krop er og har været, og hvor sej jeg var som barn”.

Man behøver kun at have tale ganske kort med Elene for at få lyst til at tilføje, at hun altså også er megasej som voksen!

Tak for at du ville dele din historie med os!