Vores mentale trivsel sidder i en rygerkupé

​Vi kommer til at ændre nogle ting omkring vores mentale sundhed fundamentalt, mener Christian Legind. Han er psykiater, nyvalgt formand for Dansk Psykiatrisk Selskab – og gift med en psykomotorisk terapeut.

Af Mette Vosgerau, freelancejournalist

Du går ind i toget, åbner ind til en kupé og bliver mødt af en mur af cigaretrøg – og skynder dig givetvis videre til næste vogn, selvom der er ledige pladser.

Det scenarie forekommer mildest talt absurd i dag. Men det var hverdag for togrejsende, indtil rygeloven forbød indendørs rygning for 20 år siden. Og det er det billede, Christian Legind benytter, når han skal beskrive forebyggelse af vores mentale sundhed:

”Jeg plejer at sige, at vi befinder os i en rygerkupé, når det gælder vores mentale sundhed. Vi er klar over, at der er noget galt, men vi ved ikke præcis, hvad vi kan gøre anderledes,” siger han.

Christian Legind har dog nogle bud på, hvilke områder der kan få os til at ryste på hovedet om 20 år – men først skal han lige introduceres ordentligt:

I marts blev han valgt til forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab. Det er et videnskabeligt selskab for psykiatere i Danmark, som arbejder for, at psykiatrien i Danmark skal styrkes og udvikles. Han er selv speciallæge i psykiatri, har skrevet ph.d. inden for neuropsykiatri, er stabslæge i Enhed for Tværgående psykiatriske Funktioner i Region Hovedstaden og er i speciallægepraksis to dage om ugen.

Christian Legind er kort sagt oplagt at ringe til for at tale om psykiatri og forebyggelse i Danmark. Og så er han ovenikøbet gift med en psykomotorisk terapeut og ved derfor mere om faget end de fleste.

Ligesom han er optimist. Også selvom medierne flyder over med historier om lange ventetider i psykiatrien og trivselskrise blandt børn og unge.

”Vi har fået meget mere opmærksomhed på vores mentale helbred, og det er virkelig godt. Der er selvfølgelig forskel på mistrivsel og psykisk sygdom, men det er vigtigt, at vi har fokus på hele området – for det er til stede, ligemeget om vi kigger på det eller ej,” siger han og fortsætter:

”Jeg tror ikke nødvendigvis, at folk havde det bedre i 1980’erne, men der drak man meget mere. Man anskuede tingene på en helt anden måde, end man gør i dag. Problemerne blev skubbet ind under gulvtæppet. I dag vil folk gerne udredes og have hjælp, og det er godt. Men det er også en stor opgave,” siger han.

Således opmuntret kan vi fortsætte til den traditionelle tredeling af forebyggelse: den primære, den sekundære og den tertiære.

Primær forebyggelse

Den primære forebyggelse skal forhindre, at problemer eller sygdom opstår. Det kan for eksempel være vaccinationer, forbud mod at ryge indendørs og seksualundervisning.

”Det er strukturel forebyggelse, som vi ikke kan lave på hospitalerne og klinikkerne. Det bor andre steder i samfundet,” siger han.

Og det sender os retur til den røgfyldte togkupé:

”Der er på samfundsplan noget omkring vores mentale sundhed, der skal ændres, og som vi kommer til at betragte på samme måde, som vi i dag kigger på rygerkupéer og røgfyldte lærerværelser. Vi ved bare ikke præcis, hvad det er,” siger han og peger blandt andet mod det digitale område:

”Vores digitale udvikling gået ekstremt hurtigt, og det må også betyde noget for den mentale sundhed, uden vi præcis ved hvad. Men de fleste har nok en ret stærk fornemmelse af, at det ikke er godt for vores børn at blive opdraget af en kinesisk algoritme, som er designet til at fange deres opmærksomhed, eller at have en offentlig profil som 13-årig.”

Man taler netop nu om et ’Tobacco Moment’, efter at Meta og YouTube i marts i år blev dømt ved en amerikansk domstol for at være ansvarlige for de psykiske problemer, som en ung kvinde havde fået.

At det kaldes de sociale mediers ’Tobacco Moment’, refererer til, at tobaksindustrien i 1990’erne gik fra at blive opfattet som en helt almindelig industri til at blive betragtet som nogle, der havde forårsaget enorme skader på menneskers sundhed, samtidig med at de havde vidst det og forsøgt at skjule det.

Også i en dansk kontekst er sociale medier blevet sammenlignet med rygning, da statsminister Mette Frederiksen så sent som maj sagde: ”Hvis jeg havde små børn i dag, så ville jeg hellere have, at de røg, end de var alene på sociale medier.”

Hun beklagede efterfølgende sammenligningen, men da havde citatet allerede været bredt ude.

Det er spændende – men også lidt af et sidespor. For den primære forebyggelse af vores mentale sundhed foregår som sagt helt andre steder i samfundet.

I psykiatrien møder man først menneskerne, når den primære forebyggelse ikke har slået til. og problemerne er opstået. Det gør dog ikke forebyggelse mindre vigtigt.

Den sekundære og den tertiære forebyggelse

”Sekundær forebyggelse handler om at opdage sygdommen tidligt, inden den forværres, og den tertiære forebyggelse handler om at undgå tilbagefald. Det er noget, vi arbejder rigtig meget med i psykiatrien,” fortæller Christian Legind.

Et ideelt eksempel på sekundær forebyggelse kan være, at den praktiserende læge ser symptomer på en depression og henviser til en psykiater, hvor patienten får hurtig hjælp, så risikoen for et alvorligere forløb bliver mindre.

”Jeg synes, at vi rammer bolden mange steder, og der bliver givet rigtig meget god behandling. Men der er også mange områder, hvor vi kan gøre det bedre. Det er beskæmmende, hvor lange ventetider der kan være, hvis man for eksempel har ADHD eller autismespektrumforstyrrelser. Det kan jo både betyde, at man får det værre og, at man får andre lidelser eller udfordringer, mens man venter på den rette behandling. Til gengæld vil man ofte kunne komme hurtigt til, hvis man har en svær depression, som jo haster mere end eksempelvis ADHD,” siger han.

Den tertiære forebyggelse handler i psykiatrien om at mindske konsekvenserne af en psykisk lidelse og så vidt muligt undgå tilbagefald. Også her foregår meget godt arbejde, understreger Christian Legind – ligesom der igen kan være kapacitetsproblemer, der betyder, at hjælpen ikke kan sættes ind så hurtigt, som den burde.

”Der er mange genindlæggelser i psykiatrien, men der er også mange af lidelserne, der har høj grad af tilbagefald, selvom man behandler dem optimalt,” siger Christian Legind og opsummerer:

”På de to områder, sekundær og tertiær forebyggelse, er vi nået langt. Vi ved, hvad vi skal gøre, og der er indsatser i gang for at styrke begge områder – både regionalt og i 10-årsplanen for psykiatrien.”

10-årsplanen

Taler man om forebyggelse inden for psykiatrien, er netop 10-årsplanen for psykiatrien og mental sundhed ikke til at komme uden om. Den blev vedtaget i 2022 med opbakning fra alle partier i Folketinget.

Det første af fire hovedpunkter er netop tidlig indsats og forebyggelse.

”10-årsplanen gør en substantiel forskel, og jeg er meget optimistisk omkring, at den kan flytte psykiatrien. Børn og unge fylder rigtig meget, og det er jo også forebyggelse, at vi kan hjælpe dem bedre, så de ikke udvikler svære psykiske lidelser,” siger han.

”Men den har ikke alt med, og det er slet ikke sådan, at når den her 10-årsplan er afviklet, så er alt bare godt. Vi skal naturligvis kigge på, hvad der lykkedes, hvad der ikke gjorde, og hvilke områder der slet ikke kom med i planen.”

Og så efterlyser han, at mental sundhed bliver tænkt ind i de mange andre sammenhænge, hvor man tænker forebyggelse.

”Man taler rigtig meget om rygning, kost og motion. Man skal måske også til at spørge: Hvorfor ryger og drikker Jeppe? Jeg mener, at mental sundhed skal ind i alle andre planer for forebyggelse, ligesom det skal have en plads i den kommende folkesundhedslov,” siger han.

Psykomotoriske terapeuter i psykiatrien

Og hvad er psykomotoriske terapeuters rolle i alt det her?

Den kan i virkeligheden være inden for alle tre områder af forebyggelsen, siger Christian Legind. Men han ser især faggruppen stå stærkt inden for nogle kerneområder, der går på tværs af mange psykiske lidelser: søvnproblemer, smerter og angst.

”Vi har ikke ret mange faggrupper, der kan arbejde med det sympatiske og det parasympatiske nervesystem, og hvordan de spiller sammen, på den måde som psykomotoriske terapeuter kan,” siger han.

”En af udfordringerne er, at det er en lille faggruppe. Hvis vi for eksempel beder psykomotoriske terapeuter løfte et bestemt område, så vil de hurtigt komme til at mangle. Derudover kan det også være ret forskelligt, hvordan de enkelte specialiserer sig.”

Hans bedste råd til psykomotoriske terapeuter, der gerne vil arbejde med psykiatri, er egentlig ret simpelt: Søg på de stillingsopslag, der lyder spændende, også selvom faggruppen ikke er nævnt. Og argumentér for, hvorfor det giver mening at ansætte en psykomotorisk terapeut.

Og hvem ved; måske er der om 15-20 år nogle, der ryster på hovedet over, at der ikke tidligere blev ansat nogle flere psykomotoriske terapeuter i psykiatrien.

Christian Legind

Blev i 2026 valgt til formand i Dansk Psykiatrisk Selskab. Uddannet speciallæge i 2020, stabslæge på Enhed for Tværgående psykiatriske Funktioner for Region Hovedstaden, overlæge og praktiserende speciallæge i psykiatri på deltid.