Vi kan gøre en forskel, hvis vi får kroppen mere ind i psykiatrien

Psykiatrien ville have godt af mere psykomotorisk faglighed. Det mener Gert Børsting, der som psykomotorisk terapeut på et bosted for unge med psykisk sårbarhed oplever, hvordan arbejdet med kroppen er en gevinst for beboerne. Og der er plads til meget mere krop.

Af Jon Kirketerp Jørgensen

Der er stort potentiale i at inddrage den psykomotoriske faglighed i psykiatrien. Det oplever Gert Børsting i sit daglige arbejde på bostedet Kildevæld i København.

Her arbejder han som psykomotorisk terapeut med psykisk sårbare unge, og han har oplevet, hvordan hans psykomotoriske faglighed kan gøre en forskel for de unge beboere.

”Psykiatrien er et af de mest oplagte steder at bruge den psykomotoriske faglighed, fordi beboerne har så stort behov for at få kroppen med”, siger Gert.

Kildevæld er et midlertidigt botilbud til unge mellem 18 og 30 år, som lever med psykisk sårbarhed. Beboerne er i udgangspunktet visiteret til en plads i en periode på omkring to år, hvor de kan få hjælp og støtte til at håndtere et voksenliv og til at komme videre i uddannelse eller arbejde.

For Gert har det været vigtigt, at det er et sted, hvor netop udviklingen af beboerne er i centrum.

”Det er unge mennesker, der er på vej videre i livet, og jeg føler, at jeg kan gøre en større forskel, og jeg oplever en større meningsfuldhed, når jeg arbejder med mennesker, hvor vores fokus er, at de skal udvikle sig og videre i livet”, siger Gert.

Beboerne kan have psykiatriske diagnoser som for eksempel paranoid skizofreni, OCD, angstproblematikker og borderline personlighedsforstyrrelser. Nogle flytter ind på bostedet efter at have boet hos deres forældre, mens andre kommer fra egen bolig eller herberger.

Hjælper med at få hverdagen på plads

En typisk vagt for Gert begynder med, at han får en overlevering fra de ansatte, der er på vej hjem. De gennemgår, hvad der er sket hidtil i løbet af dagen, og de har en tjekliste, som de skal igennem – blandt andet i forhold til beboernes medicin, og om nogle af beboerne har udvist udadreagerende adfærd, så personalet af sikkerhedshensyn skal gå to og to sammen på afdelingen.

”Det er heldigvis meget sjældent, at det overhovedet er nødvendigt for os. Men når vi har beboere, som kan blive psykotiske og have en utilregnelig adfærd, så er det vigtigt at være opmærksom på det”, siger Gert Børsting.

Hver beboer har en kontaktperson blandt dem, som er på arbejde, og Gert og kollegerne har ansvaret for at orientere sig i beboernes planer for dagen og se, hvad der er på programmet. På en vagt, der starter om eftermiddagen, kan det handle om at støtte beboerne i at få ordnet praktiske ting som tøjvask og rengøring. På en dagvagt kan det være at støtte beboerne i at få ringet til lægen eller tjekket deres e-Boks. I det hele taget støtte dem i at få en almindelig hverdag til hænge sammen.

Anker i kroppen

På Kildevæld er det pædagogiske arbejde fundamentet for indsatsen.

”I dagligdagen fylder de pædagogiske opgaver mest, og der kan jeg trække på de relationelle kompetencer og samtaleteknikker tilbage fra studiet. Meget af arbejdet handler om at være til stede i de unges hverdag og have samtaler med dem”, forklarer Gert Børsting.

Mange af de samtaler, han har med beboerne, handler om deres trivsel – for eksempel med udgangspunkt i, hvordan deres dag har været. Her forsøger Gert at hjælpe beboerne til at bruge deres krop som et redskab.

”Hvis en beboer for eksempel har et højt niveau af angst, så spørger jeg ind til, hvordan det føles i kroppen. Det er et meget simpelt greb, som inviterer dem til at mærke ind i sig selv, og så kan vi måske forankre angsten eller ubehaget og gøre den mere konkret. Det er ofte med til at give dem noget mere ro”, forklarer han og fortsætter:

”Måske mærker de en elektrisk sitren i hænderne eller varme i brystet. Så spørger jeg, om der er et sted i kroppen, som er rart at være i, som er stærkt og kan give noget balance. Det kan være med til at give dem et kropsanker. Så de er mindre oppe i hovedet og mere nede i kroppen”.

Kroppen som redskab

Gert oplever, at det i dagligdagen giver enormt meget mening at hjælpe beboerne til at bruge kroppen som et værktøj til at regulere arousal. Hvis en beboer har meget høj arousal, og det er ved at eskalere til et voldsomt angstanfald, så er det sjældent, at det er effektfuldt bare at fortælle dem, at de skal sætte sig ned, trække vejret og slappe af.

Men en mere kropslig tilgang har flere gange givet gode resultater for Gert.

Blandt de kropslige værktøjer nævner Gert flere eksempler på psykomotoriske interventioner, som kan hjælpe i situationer, hvor en beboer oplever forhøjet arousal. Det kunne for eksempel være en tyngdeøvelse, hvor Gert agerer modstand, opfordringer til at stampe i gulvet eller gå en tur.

“Det er fint at være til stede og være empatisk og forstående. Det skal vi altid bestræbe os på at være. Men for mig er det også rigtig vigtigt, at jeg kan give de unge mennesker nogle redskaber til selv at dæmpe angsten eller uroen i kroppen. Kroppen er det eneste redskab, som de altid har med sig. Og de har den resten af livet. Så det er jo ret smart, hvis de kan bruge den konstruktivt”, siger Gert.

Mere bevægelse

Ud over den daglige brug af sin psykomotoriske faglighed i det pædagogiske arbejde har Gert Børsting også arbejdet for, at psykomotorikken kommer til at fylde mere i bostedets arbejde.

Det betyder blandt andet, at han og hans kollega, der også er psykomotorisk terapeut, en gang om ugen inviterer alle beboerne på bevægelse i bostedets gymnastiksal.

”Vi laver nogle psykomotoriske grundøvelser, udstræk og let træning, og så slutter vi af med guidet afspænding, hvor de lægger sig ned, lukker øjnene og bliver inviteret til at mærke deres egen krop”, fortæller han.

Bevægelsesholdet kom i stand på Gerts initiativ, som lederen tog godt imod, og er et eksempel på, hvordan han forsøger at bringe flere sider af sin psykomotoriske faglighed i spil i arbejdet.

Og står det til Gert, så skal kroppen fylde endnu mere i det daglige arbejde.

Han pønser for eksempel på at få en fod indenfor i bostedets procedure for at tage imod nye beboere. Han forestiller sig, at det kunne blive en fast del af indflytningen, at beboerne får lavet en vurdering af deres fysiske aktivitetsniveau og deres kropslige ressourcer.

Med udgangspunkt i den vurdering kunne bostedet sammen med beboeren allerede fra starten af beboerens ophold lægge en plan for, hvordan beboeren kan udvikle sine kropslige kompetencer. Og rammerne er ifølge Gert allerede til stede i form af et træningscenter, en sportshal og en kollega, der er uddannet ergoterapeut.

“Vi arbejder med mennesker, der ofte har levet et turbulent liv, når de flytter ind hos os. Der kan sidde mange dårlige minder i kroppen, og der kan være overvægt som en bivirkning af deres medicin. Så de kan have en del ubehag forbundet med at være i deres krop. Det tror jeg på, at vi kan ændre, hvis vi i endnu højere grad arbejder med kroppen”, siger Gert.

Potentiale

Gert oplever åbenhed og velvillighed fra kolleger og ledere over for den psykomotoriske faglighed og tilgang, og han har appetit på meget mere. Både fordi det giver ham mulighed for at præge hans arbejde i en retning, der er interessant for ham, og også fordi der er stort potentiale i den psykomotoriske tilgang.

Han forklarer, at det ikke er usædvanligt, at beboere har fået ordineret medicin efter behov af deres læge. Altså medicin, der kan udleveres, hvis beboeren har det særligt skidt. Det er normal praksis, og det udleveres kun, hvis det er nødvendigt, forklarer Gert, men han peger også på, at man kunne arbejde med at nedbringe medicinforbruget.

“Jeg tror, at der er et potentiale i at gribe ind, før der bliver behov for medicin. Hvis vi øver beboerne i at mærke efter i deres krop og blive bevidste om, hvordan kroppen viser dem, at de for eksempel er ved at få et angstanfald, så kan vi i nogle tilfælde med nogle ret simple øvelser og teknikker måske tage det i opløbet, før de får brug for medicin”, siger Gert.

Lokal lobbyindsats

Hvis psykomotorikken skal fylde mere i psykiatrien, end den gør nu, så kræver det flere ting. Dels selvfølgelig at der er åbenhed over for fagligheden, forklarer Gert, dels at de psykomotoriske terapeuter, der allerede arbejder i psykiatrien, gør en indsats for det.

“Vi skal selv være i stand til at forklare vores kolleger og ledere, hvad vi kan, hvor vi konkret kan bidrage, og hvad beboere og patienter får ud det. Det kræver selvfølgelig åbenhed, men i lige så høj grad at vi selv evner at oversætte og forklare vores faglighed. Men det synes jeg også, at vi har virkelig gode forudsætninger for at kunne”, siger Gert.

Som et led i ‘lobbyindsatsen’ er Gert blevet arbejdsmiljørepræsentant på sin afdeling. En post, han har haft i omkring et år, og som ligger lige til højrebenet for en psykomotorisk terapeut.

“Vi har en virkelig stærk faglig profil, der understøtter AMR-funktionen. Vi har en god forståelse for arbejdspladsens ergonomiske forhold samt et blik for medarbejdergruppen psykologiske trivsel og sammenhængskraft”, siger Gert.

Ud over at være til gavn for kollegerne giver posten som AMR også Gert mulighed for at præge hans arbejdsplads i en positiv retning.

“Jeg sidder løbende i møder med ledelsen og de andre tillidsvalgte, så jeg har skabt en platform for at italesætte min psykomotoriske faglighed og i endnu højere grad sætte den i spil”, siger Gert.

Derudover handler det ifølge Gert Børsting også om at tage initiativ og ikke mindst holde fast i sin faglighed.

”Jeg har selv været insisterende på min faglighed. På at bruge den, formidle den og stå på mål for den. Det er en fane, jeg bærer med på arbejde hver dag, og mine kolleger får lov til at høre på det hele tiden. Vi er en lille og ikke så veletableret faggruppe, så det er vores lod nogle gange at sparke nogle nye døre ind og råbe lidt højt. Det skal vi ikke være så bange for, for vi har meget at byde på”, siger Gert.