”Traumebehandling ligger lige til højrebenet for psykomotoriske terapeuter”

I mere end to årtier har psykomotorisk terapeut Jacob Kongshaug arbejdet med traumebehandling. Han mener, at den psykomotoriske tilgang er oplagt at inddrage i behandlingen af for eksempel folk med hjernerystelse – et felt, der er mere opmærksomhed om end nogensinde før.

 

 

Af Jon Kirketerp Jørgensen

 

Der hænger et billede af et kolonihavehus på Jacob Kongshaugs opslagstavle. Røde trævægge, sort tag, grøn græsplæne, et par højbede, rosenbuske, der smyger sig op ad et espalier. Og et lille hegn rundt om hele molevitten. Det hele er lavet i trylledej og frugtfarve og fungerer som et billede på det trygge rum, som psykomotorisk terapeut Jacob Kongshaug hjælper sine traumeramte klienter med at skabe.

Jacob Kongshaug har i snart tre årtier arbejdet med traumebehandling med udgangspunkt i psykomotorikken. Først som selvstændig behandler, da han åbnede sin klinik i 1997, siden som ansat i Københavns Kommune, hvor han arbejdede med rehabilitering af traumatiserede flygtninge. Og det var her, hans faglige rejse ind i traumebehandlingen tog afsæt.

”Det var svært at finde viden om, hvordan jeg skulle arbejde med de traumatiserede flygtninge, der kom på det kommunale rådgivningscenter, jeg arbejdede på. De havde været udsat for nogle forfærdelige ting og havde meget underspændt muskulatur. Det underspændte er en grundforståelse i psykomotorikken, men dengang var der ikke nogen, jeg lige kunne gå til for at forstå, hvordan jeg skulle arbejde med det i forhold til traumebehandling”, fortæller Jacob Kongshaug.

 

Nysgerrighed er drivkraften

Med det udgangspunkt begyndte han at studere traumebehandling og kom omkring alt fra relationel traumeterapi over osteopati til somatic experiencing.

”Jeg var og er stadig meget nysgerrig på, hvordan vi kan behandle traumer. Og den nysgerrighed er drivkraften i at opsøge teknikker og viden fra andre behandlingstraditioner”, fortæller Jacob Kongshaug.

Han forklarer, at han for eksempel fra osteopatien har lånt teknikker til at arbejde med bindevæv.

”Som psykomotorisk terapeut ved jeg, at når jeg skal arbejde med en krop, så skal jeg respektere de naturlige grænser. Jeg skal stimulere ganske let, indtil jeg når den grænse, som vedkommendes væv har. Det kan jeg så i ekstrem grad findosere med en teknik fra det behandlingssystem, der hedder Tensegrity. Og så kan jeg gå meget tæt på det punkt, hvor kroppen administrerer traumet, men uden at overstimulere og retraumatisere vedkommende”, forklarer Jacob Kongshaug.

 

Sensibilisering

I dag arbejder Jacob Kongshaug ikke længere med traumatiserede flygtninge, men som privatpraktiserende psykomotorisk terapeut med speciale i traumebehandling. På klinikken i København modtager han både klienter, der er stress- eller hjernerystelsesramte, og klienter, der har været udsat for vold eller overgreb.

Fællesnævneren for hans klienter er symptombilledet, der på tværs af problematikker minder meget om hinanden.

”Sensibilisering er nøgleordet i denne sammenhæng. Både hos traumatiserede og hos hjernerystelsesramte, der har vedvarende symptomer efter det. Den forøgede følsomhed i nervesystemet kommer til udtryk i for eksempel lysfølsomhed, balanceproblemer, udtrætning og koncentrationsbesvær”, fortæller Jacob Kongshaug.

Når for eksempel en hjernerystelsesramt klient kommer til ham i klinikken på Havnegade i centrum af hovedstaden, så har vedkommende ofte været igennem det offentlige behandlingssystem uden at få løst sine udfordringer. Og det er ofte ”de tunge tilfælde af traumatiserede”, der opsøger ham.

Derfor starter behandlingsforløbene også altid med, at de sætter tre besøg af til samtale.

”Jeg siger altid til klienterne, at vi skal ses tre gange for at lære hinanden at kende og finde ud af, hvad vi skal arbejde med”, siger Jacob Kongshaug.

Trygt territorie

Det første besøg vil typisk blive brugt til at arbejde med at etablere et trygt rum – altså kolonihaven med hegn og flagstang, der hænger på opslagstavlen – hvor klienten føler sig tilpas og sikker. I nogle af de sværeste tilfælde handler det måske om at få klienten til overhovedet at være i stand til at befinde sig i rummet.

For nogle handler det om, at de starter med at være alene i rummet og udforske det, mens Jacob Kongshaug venter uden for døren, indtil klienten er klar til at være sammen med ham i rummet. For andre handler det om, hvor i rummet de sidder, om de har et vindue i ryggen eller foran sig, hvor flugtvejen er.

”Det handler om, at vi skaber en forståelse af sikkert rum. Af trygt territorie. Når det er etableret, og klienterne begynder at forstå, at de har faktisk mulighed for at vælge, at de gerne vil det her rum, og at det er noget andet, end de er vant til. At det her faktisk kan støtte dem, og at de er velkomne i rummet”, siger Jacob Kongshaug.

Efter de første besøg kan de gå videre til den manuelle behandling.

”Jeg starter med at gå ind og teste bindevævet – det vil sige den mobilitet, der er i kroppen. For eksempel ved at lave et ganske let træk fra benene, fra hovedet eller hvor det er relevant. Jo mere traumatisering der er, jo mindre mobilitet vil der være i kroppen”, siger Jacob Kongshaug og fortsætter:

”Undervejs taler vi om, hvad de mærker, og hvordan de mærker det, og efterhånden når vi frem til et fælles sprog for, hvad der foregår i vedkommendes krop.”

Behandlingen er ifølge Jacob Kongshaug med til at åbne op for, at klienten i højere grad bliver bevidstgjort i, hvordan stressresponsen påvirker klientens krop.

 

Skal opnå ‘rumning’

Fællesnævneren for både samtalen og den manuelle behandling er at give klienterne nogle værktøjer til at håndtere deres problematikker. Jacob Kongshaug kalder det containment – eller ‘rumning’ på dansk.

”Kort sagt er målet er få folk til at kunne være sammen med deres nervesystem. At få nervesystemet til at falde til ro, så kroppen igen føles nærværende og tryg. Og det er jo i det her, at det ligger lige til højrebenet for psykomotoriske terapeuter at arbejde med traumatisering”, forklarer Jacob Kongshaug.

”Det sidder simpelthen bare i vores DNA som psykomotoriske terapeuter, at vi er gode til at få folk til at føle sig hjemme, føle sig trygge i deres egen krop og slippe noget af beredskabet”.

 

Psykomotorikken er oplagt i traumebehandling

Jacob Kongshaug slår derfor også et slag for, at psykomotorikkens faglighed bliver inddraget i traumebehandling. Som privatpraktiserende psykomotorisk terapeut kommer hans patienter i klart overvejende grad fra kolleger, der peger dem i retning af hans klinik, og fra Hjernerystelsesforeningen, hvor han er en del af en specialistgruppe.

Og både i sit nuværende arbejde og fra tiden med arbejdet med traumatiserede flygtninge har han oplevet, hvordan psykomotorikken som en del af tværfaglig tilgang til traumebehandlingen kan have positive effekter.

”Den forståelse, vi har som psykomotoriske terapeuter, er en meget gavnlig tilgang til behandling af nervemæssige sensibiliseringsproblematikker eller særligt sårbare nervesystemer. Så det er helt oplagt, at den store kvalitet, vi har i vores fag, kan udfylde et hul i behandlingen af traumatiserede”, siger Jacob Kongshaug og fortsætter:

”Udfordringen er selvfølgelig, at det er omkostningstungt at arbejde tværfagligt, og det offentlige har brug for at vide, at det rykker, før de bruger penge på det”.

Jacob Kongshaug oplever dog, at der er ved at ske et ryk i opfattelsen af behandlingen af traumer og hjernerystelser især.

Det er kommet efter en meget omtalt podcastserie tidligere på året om journalisten Mads Ellesøes egne erfaringer med at blive ramt af en hjernerystelse.

”Feltet har meget mere bevågenhed nu, end det har haft før. Podcasten var fantastisk og satte gang i en masse debat”, siger Jacob Kongshaug og fortsætter:

”Den medførte en lidt skæv opfattelse af området: nemlig at der slet ikke findes nogen tilbud til hjernerystelsesramte i Danmark. Og det er ikke rigtigt. Der findes tilbud, men der er ofte enten meget lang ventetid på et offentligt tilbud, eller det er private behandlingstilbud som mit, som klienten selv skal betale for. Og det afskærer jo nogle fra at have adgang til det”, siger Jacob Kongshaug.

Men fejlopfattelsen til trods oplever Jacob Kongshaug, at podcasten var med til at skabe en forståelse af, at behandling af hjernerystelsesramte kræver en særlig indsats.

”Debatten har heldigvis også kredset om, hvorvidt vi i Danmark har de rette tilbud, og om vi arbejder evidensbaseret nok med hjernerystelser. Det betyder, at der har været en politisk bevågenhed om, at det her felt er rigtig vigtigt, og at vi skal have nogle gode tilbud til hjernerystelsesramte, så vi kan få dem på højkant igen”, siger Jacob Kongshaug.

”Men heldigvis så ved vi, at vi godt kan få folk til at fungere igen, hvis de får den rette hjælp. Og det er jo lige der, at psykomotorikken er oplagt. For det er det, vi gør. Vi får folk til at fungere og hænge sammen igen”, slutter han.