Status på arbejdet med autorisation
Hvis psykomotoriske terapeuter får en autorisation, vil det løse konkrete udfordringer i hverdagen for de terapeuter, der arbejder i sundhedsvæsenet. Men den vil ikke automatisk åbne døren til hverken ydernumre eller nye jobområder.
af Karl Johnsen, politisk konsulent i DAP
DAP begyndte i sin tid at arbejde for en autorisation, fordi flere psykomotoriske terapeuter fik ansættelse i sundhedsvæsenet og oplevede, at manglen på autorisation skabte praktiske barrierer i arbejdet. Særligt spørgsmål om journalføring, ansvar og adgang til sundhedsvæsenets systemer gjorde det tydeligt, at psykomotoriske terapeuter ikke altid passede naturligt ind i de eksisterende rammer, selv når de udførte opgaver på linje med andre sundhedsprofessionelle.
Autorisation blev derfor set som en vej til at sikre, at psykomotoriske terapeuter kunne arbejde mere i egen ret og indgå på lige fod med andre faggrupper i sundhedsvæsenet. Dengang fyldte ønsket om at blive set og anerkendt også meget. Faget stod, og står stadig, lidt på kanten af sundhedsvæsenet, og der var et ønske om at blive mere selvfølgeligt inkluderet.
Men autorisation bør ikke være et mål i sig selv. Det afgørende er, om den bidrager til bedre rammer for både psykomotoriske terapeuter, sundhedsvæsenet og patienter.
Derfor er det værd at se nærmere på, hvor arbejdet står i dag, hvad en autorisation reelt vil betyde, og hvilke andre veje DAP arbejder ad for at styrke mulighederne for den psykomotoriske faglighed.
Hvad vil en autorisation betyde?
For de fleste psykomotoriske terapeuter vil en autorisation ikke ændre hverdagen væsentligt. Den største betydning vil være for de terapeuter, der arbejder med direkte patientkontakt i den offentlige sundhedssektor.
I dag har psykomotoriske terapeuter som udgangspunkt ikke adgang til patientjournaler på samme vilkår som autoriserede sundhedsprofessionelle. Derfor skal journalføring ofte ske under supervision af en autoriseret kollega, for eksempel en læge eller psykolog. På nogle arbejdspladser betyder det at psykomotoriske terapeuter udelukkes fra at udføre arbejde, som de er kvalificerede til at løse. Andre steder finder man gode og pragmatiske løsninger, men det skaber ofte ekstra arbejde og kan sætte begrænsninger for, hvor selvstændigt psykomotoriske terapeuter kan udøve deres faglighed.
En autorisation vil gøre det lettere for psykomotoriske terapeuter at arbejde i egen ret og blive integreret i de eksisterende arbejdsgange i sundhedsvæsenet. Samtidig vil den tydeliggøre det faglige ansvar.
Endelig vil en autorisation føre til at psykomotorisk terapeut bliver en beskyttet titel. Det vil betyde, at borgere vil kunne kontrollere, om en person, der kalder sig psykomotorisk terapeut, også har uddannelsen.
Men der følger selvfølgelig også forpligtelser med en autorisation. Autoriserede sundhedspersoner skal føre patientjournal, de er personligt fagligt ansvarlige og kan i sidste ende miste deres autorisation ved alvorlige eller gentagne fejl. Hvor en patientklage i dag ofte behandles som en sag om behandlingsstedets eller den superviserende kollegas ansvar, vil en autorisation i højere grad placere ansvaret hos den enkelte behandler.
Hvad med et reserveret arbejdsområde?
I forbindelse med autorisation, dukker spørgsmålet om et såkaldt virksomhedsområde også op.
I princippet kan en autorisation danne grundlag for, at bestemte opgaver kun må udføres af en bestemt faggruppe. Men i praksis er det svært at pege på et område, som udelukkende udføres af psykomotoriske terapeuter.
Sundhedsvæsenet er i stigende grad afhængigt af tværfagligt samarbejde, og det ville være vanskeligt at reservere opgaver til en forholdsvis lille faggruppe uden samtidig at skabe nye flaskehalse. Derfor arbejder DAP ikke for et reserveret virksomhedsområde som en del af autorisationsindsatsen. Hvis vi stillede sådant et krav, ville det gøre det tæt på umuligt at opnå en autorisation.
Hvad vil en autorisation ikke betyde?
En af de mest udbredte misforståelser er, at autorisation automatisk fører til henvisninger fra praktiserende læger. Det gør den ikke.
For at modtage patienter med offentligt tilskud kræves et såkaldt ydernummer. Det er ydernummeret der gør, at du får betalt hele eller dele af regningen, når din praktiserende læge sender dig videre til en speciallæge eller en fysioterapeut. Selvom alle de faggrupper, der har ydernumre, har en autorisation (psykologerne havde deres egen autorisationsordning frem til 2025, hvor de kommer over på den statens ordning), gælder det ikke den anden vej rundt. Mange autoriserede sundhedsprofessionelle faggrupper har aldrig fået adgang til ydernummersystemet. Samtidig er der et begrænset antal ydernumre, så selv hvis man er i en faggruppe der har ydernumre, er det ikke noget man bare tildeles. Det er formentlig under halvdelen af fysioterapeuterne, der har et ydernummer, der ofte handles sammen med overdragelsen af en klinik.
Der er heller ikke noget, der tyder på, at en autorisation i sig selv vil føre til et ydernummer for psykomotoriske terapeuter. Dels har der historisk været stor tilbageholdenhed med at udvide ordningen. Sidst det skete, var da psykologerne blev indlemmet i ydernummersystemet i 1992.
I disse år er der desuden megen fokus på den geografiske ulighed i adgangen til sundhedsydelser, og de psykomotoriske terapeuter er en relativt lille faggruppe, der ikke er jævnt fordelt over hele landet. Det gør det vanskeligt at argumentere for henvisninger til en type behandling, som kun patienter i dele af landet reelt ville have adgang til.
En autorisation vil heller ikke automatisk skabe nye stillinger. Men den gør det selvfølgelig lettere at overbevise arbejdsgivere om at ansætte psykomotoriske terapeuter, fordi de passer lettere ind i sundhedsvæsenets eksisterende strukturer og ansvarsfordeling.
For de selvstændige psykomotoriske terapeuter kan autorisation på sigt gøre samarbejdet med forsikringsselskaber lettere. Forsikringsselskaberne foretrækker ofte ordninger, hvor de kan læne sig op ad offentlige registre og kvalitetskontrol. Men heller ikke her følger der noget automatisk med en autorisation. Der vil fortsat være behov for et målrettet arbejde fra både DAP og fra psykomotoriske terapeuter med egen klinik, der skal sparke dørene ind hos forsikringsselskaberne.
Hvorfor er det så svært at få en autorisation?
Selvom flere faggrupper gennem årene har opnået autorisation, er der generelt ikke politisk begejstring for at oprette nye autorisationsordninger.
En autorisation medfører administrative omkostninger for staten. Der skal føres registre, føres tilsyn og behandles klagesager. Samtidig er der en politisk bekymring for, at hvis én faggruppe får autorisation, vil andre faggrupper fremsætte tilsvarende krav.
Der er derfor heller ingen politisk forståelse for, at man vil have en autorisation, fordi man gerne vil have, at faget anerkendes. For at have politisk gennemslagskraft, skal det ikke kun være vigtig for psykomotoriske terapeuter. Det skal også bidrage til løsninger, som er relevante for sundhedsvæsenet som helhed, og som er vigtige nok til at opveje udgifterne.
Tilbage i 2021 forsøgte DAP at løfte sagen ind i Folketinget, men havde ikke på forhånd sikret opbakning til forslaget fra regeringen, og derfor faldt forslaget. Ministeren fik lavet og henviste til en vurdering fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Så længe der ikke er politisk appetit på at give en autorisation, vægter styrelsens vurdering højt. Men i praksis kan Folketinget dog sagtens vælge at se bort fra den. Styrelsens vurdering har for eksempel intet betydet i forbindelse med lovarbejdet omkring at tage psykologerne ind i den statslige autorisationsordning i 2024.
Men det efterlod os desværre i en situation, hvor vi først skal have ryddet styrelsens vurdering af vejen. Det arbejde har været i gang lige siden, men netop psykologernes autorisation har gjort det lidt nemmere. Det vigtigste kriterium når myndighederne skal vurdere behovet for en autorisation, er nemlig hensynet til patientsikkerhed og det såkaldte farlighedskriterie. Det har traditionelt været tolket alene som et fysisk farlighedskriterie. Det princip er tilsyneladende brudt i forbindelse med psykologernes autorisation.
Derfor har vi flyttet fokus over på den næste indvending fra styrelsen, som er de psykomotoriske terapeuters selvstændighed. Hvis faggruppen arbejder under instruktion af andre autoriserede sundhedspersoner, er argumentet for en selvstændig autorisation svagere, end hvis psykomotoriske terapeuter selv vurderer, diagnosticerer, behandler eller træffer faglige beslutninger med direkte konsekvenser for patienten.
Her er vores modargument, at det netop er manglen på mulighed for at arbejde selvstændigt, der er udfordringen, men at en autorisation vil gøre det muligt at udnytte den psykomotoriske faglighed langt bedre i sundhedsvæsenet.
At komme videre herfra kræver både politisk opbakning til at udfordre Styrelsen for Patientsikkerheds vurderinger, og det kræver mere dokumentation for de udfordringer, som den manglende autorisation skaber i praksis.
De lokale udfordringer er vigtige
De største udfordringer mærkes i hverdagen på arbejdspladserne, hvor man må finde løsninger på begrænsninger i systemerne og organisere sig uden om de barrierer, som følger af den manglende autorisation.
Derfor er konkrete beretninger fra medlemmer, ledere, regioner og kommuner vigtige. Jo bedre vi kan dokumentere de praktiske konsekvenser, desto stærkere står argumentationen.
Samtidig er det nødvendigt at vise, hvordan psykomotoriske terapeuter i langt højere grad end i dag kan bidrage til at løse nogle af de udfordringer, sundhedsvæsenet står overfor.
Her er især psykiatrien og områder med mangel på arbejdskraft interessante.
Samme effekt ad andre veje
Netop fordi autorisation ikke i sig selv løser alle udfordringer, og fordi det tager tid at skabe den fornødne politiske opbakning, arbejder DAP også ad andre spor.
Vi arbejder blandt andet for bedre muligheder for journalføring, også uden at vi får autorisation. Håbet er, at det vil gøre det nemmere for psykomotoriske terapeuter at arbejde mere selvstændigt i diagnosticering og behandling.
Vi arbejder også for tydeligere karriereveje og for at gøre den psykomotoriske faglighed mere synlig og etableret i sundhedsvæsenet. Det vil hjælpe os, når vi skal lægge pres på politikerne, men det vil først og fremmest komme en masse psykomotoriske terapeuter til gavn med flere job, flere opslåede stillinger, og det kan hjælpe flere til at udfolde deres faglige potentiale mere gennem et helt arbejdsliv.
Vi tager også løbende initiativer, som skaber nye muligheder for selvstændige. I 2026 har DAP’s for eksempel bidraget til at åbne op for, at psykomotoriske terapeuter kan indgå i behandlingen af 18-24-årige med let til moderat angst og depression i regionalt regi.
For de selvstændige medlemmer af DAP, arbejder vi samtidig videre med at styrke samarbejdet med forsikringsselskaberne,
Autorisation er derfor fortsat et vigtigt spor, men det er ikke det eneste. Målet bør ikke være autorisation for autorisationens skyld. Målet bør derimod være at skabe bedre muligheder for, at psykomotoriske terapeuter kan bruge deres faglighed dér, hvor den gør størst forskel.
Giv lyd
Oplever du, at dit arbejde uden autorisation giver konkrete udfordringer i hverdagen? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til Karl Johnsen på dap@dap.dk med dine oplevelser.