Snart nyuddannet – men hvad kan jeg overhovedet?

Jeg glæder mig til den frihed, der venter som nyuddannet. Det føles, som om jeg står foran et hav af muligheder og endelig kan begynde at forme mit liv som psykomotorisk terapeut. Alligevel er der også en snert af uro – en tvivl om, hvorvidt jeg vil finde min rette vej. Men nu har jeg valgt at konfrontere den frygt, for måske er den slet ikke så farlig, som den virker.

Kronik af Claudia Knudsen, psykomotorisk terapeutstuderende på 7. semester, VIA University College i Randers

For få måneder siden sad jeg fortvivlet til en studievejledningssamtale og spurgte om råd til, hvilke muligheder jeg har for at videreuddanne mig. Men til samtalen finder jeg ud af, at mine overvejelser om at læse videre nok mest handler om en ubevidst flugt fra uvisheden om, hvad fremtiden vil bringe. For jeg ved jo ikke, ”hvad jeg vil være”.

Jeg glæder mig til den frihed, der venter som nyuddannet. Det føles, som om jeg står foran et hav af muligheder og endelig kan begynde at forme mit liv som psykomotorisk terapeut. Alligevel er der også en snert af uro

Da jeg går ud fra lokalet samme dag, er mine fremtidsplaner alligevel vendt på en tallerken. Nu er planen, at jeg skal være jobsøgende, så snart jeg bliver færdiguddannet til januar.

Den beslutning giver mig en underlig, men dejlig ro i maven. Det ”føles rigtigt”. Jeg glæder mig til at blive færdig og starte på et nyt, spændende kapitel. Jeg er tit på Jobindex, hvor jeg drømmer mig væk i forskellige jobs fyldt med gode følelser og tryghed. Men som med stormens hastighed overhaler følelser af usikkerhed og frygt mig. Den ellers spændende frihed bliver pludselig også skræmmende. Jeg har så mange muligheder – men hvad er det rigtige valg? Og hvad er det egentlig, jeg kan?

”Hvad er det egentlig, jeg kan?”. Jeg har ikke tal på, hvor tit jeg hører den sætning blandt andre psykomotorikstuderende på de forskellige semestre, fra mine klassekammerater og fra mig selv. Det er, som om det er blevet en almindelig indre stemme, som starter på 1. semester og fortsætter helt til 7., og jeg ved ikke, om det er, fordi vi reelt selv har det sådan, eller om det bare er, fordi vi har hørt andre sige det og ubevidst tager fortællingen til os.

Det undrer mig egentlig, at vi har den tvivl om os selv. For ligesom jeg ikke har tal på, hvor mange gange jeg har hørt den kommentar, har jeg heller ikke tal på, hvor mange gange vi har fået at vide fra lærere, nyuddannede og kommende fagfæller, at vi skal huske at stole på os selv og tro på det, vi kan – for de har erfaringen, og de ved, at vi kan en masse.

For nylig snakkede jeg med min klassekammerat om fremtiden. Hun fortalte mig om, hvordan fremtidens uvished er begyndt at fylde hendes tanker hver dag, og hvor hårdt og drænende det er. Vi snakkede om, hvordan tilvalg af noget betyder fravalg af noget andet. Hvis jeg vælger ét job, fravælger jeg et andet job – men hvilket job er bedst for mig? Hvis jeg vælger at bo i én by, fravælger jeg at bo i en anden by, men hvilken by trives jeg bedst i? Hele tiden kan vi være urimelige over for os selv og stille os selv det umulige spørgsmål: Hvad er så det rigtige valg?

Heldigvis har jeg gennem studiet lært af både kloge klassekammerater og egne erfaringer, at det nogle gange er bedre at kaste sig ud i noget nyt, og at man i værste fald kan gå et skridt tilbage. Et klogt citat siger: ”Hellere gøre noget, man fortryder, end fortryde noget, man aldrig fik gjort”.

I klassen taler vi om både angst og glæde over at skulle finde vores plads i arbejdslivet. Der er en følelse af pres fra os selv og fra samfundet om, at vi hurtigt skal finde succes og leve op til forventningerne. Men måske er der en styrke at hente i psykomotorikken.

I klassen taler vi om både angst og glæde over at skulle finde vores plads i arbejdslivet. Der er en følelse af pres fra os selv og fra samfundet om, at vi hurtigt skal finde succes og leve op til forventningerne. Men måske er der en styrke at hente i psykomotorikken. Gennem vores studie har vi lært, hvordan kroppen og sindet hænger sammen, og hvordan kropslige teknikker kan hjælpe os med at håndtere følelsesmæssige og mentale udfordringer. Måske er det her, jeg kan finde løsningen på mit dilemma – ved at bruge de redskaber, jeg har lært som psykomotorisk terapeut, til at balancere sindet og finde ro midt i uvisheden.

Jeg er begyndt at bruge udtrykket: ”Jeg glæder mig til at starte på et nyt kapitel”. Tit sammenligner jeg mit liv og mine situationer med en bog: Til januar sætter jeg et punktum på mit tre et halvt-årige kapitel. Næste side i bogen bliver et nyt kapitel, men lige nu er siden tom, og jeg ved ikke, hvad der skal stå i kapitlet endnu. Det er til tider svært og drænende at tænke i nye baner, når det trygge og vante kører på skinner. Men jeg glæder mig til at starte på det nye kapitel. For det ville jo også være kedeligt at læse en bog uden hverken punktummer eller nye kapitler og vide, hvad bogen ender med. Så når alt kommer til alt: Hvad er det så, vi er bange for?