Sanseintegration er vejen til mindre tvang i psykiatrien

Sanseforstyrrelse er et træk på tværs af stort set alle psykiatriske diagnoser, derfor er sanseintegration vigtigt i psykiatrien, fortæller en af hovedkræfterne bag et studie, der ændrede anbefalingerne i psykiatrien.

Af Mette Vosgerau

I maj måned i år blev der præsenteret en ny 10-årig plan for psykiatrien, og det har endnu en gang sat tvang på dagsordenen.

Også i 2013, da Charlotte Andersen arbejdede som ergoterapeut i psykiatrien, blev det diskuteret, hvordan man kunne nedbringe mængden af tvang.

Hun havde sammen med kolleger oplevet gode resultater med patienterne ved at bruge sanseintegration, men savnede mere systematik og konkrete, målbare resultater, der kunne synliggøre metoden.

”Vi var en lille faggruppe i et stort system, der har rigtig meget fokus på pleje og medicin, og det terapeut-arbejde, vi lavede med patienterne, blev af og til betragtet som ’den mere sjove del’ af patientarbejdet”, siger hun og tilføjer noget, som enhver psykomotorisk terapeut vil kunne genkende:

”At kunne skabe ro blandt de skærmede, svært syge patienter kræver både faglighed, erfaring og rummelighed, og når det gik godt, kunne det umiddelbart se enkelt ud. Men man kunne jo ikke se alle mellemregningerne, og hele den kompleksitet, der lå bag, at patienterne var rolige, når de var sammen med os”.

Metoderne omfattede blandt andet sansemodulation, fysisk aktivitet, angsttræning og kioskbesøg.

”Det var selvfølgelig altafgørende at arbejde klientcentreret og at være der til med få, men gode redskaber at gribe muligheden, når den opstod. Det kunne være for eksempel være med tyngdeprodukter, massage med Ball-Stik, musik, is-maske, kropsafgrænsning, fodbad, åndedræt og andre beroligende metoder”, siger hun.

Inspiration fra USA

Charlotte havde læst et studie af den amerikanske ergoterapeut Tina Champagne, der havde reduceret brug af tvang i psykiatrien ved hjælp af sanserum, og hun besluttede sammen med en kollega at se, om de kunne gøre det efter.

På det tidspunkt var der – også politisk – meget fokus på at finde frem til effektive metoder til at forebygge og nedbringe tvang i psykiatrien, og medarbejdere blev opfordret til at byde ind med idéer og forslag.

Charlotte deltog i et etårigt forløb om udvikling af sundhedsinnovation i Forskerparken i Odense, og her fik hun mulighed for at lave et mindre pilotstudie om tvang og sanserum.

”Det var en anderledes tilgang at tænke innovation på den måde. Vi ville gerne vise, at praksisforskning også kan noget. Vi var simpelthen nødt til at larme lidt”, siger hun.

Og det virkede – for det lille pilotstudie fik gode resultater, og Forskerparken var gode til at skabe synlighed omkring projektet. Den fokuserede forskningsenhed, ledet af professor Elisabeth Stenager, blev herefter inddraget, og de to ergoterapeuter blev spurgt, om de kunne tænke sig at lave et forskningsstudie på baggrund af pilotundersøgelsen.

”Det kan I tro, vi vil”, lød svaret.

Fire år senere, i 2017, kunne de publicere deres resultater i det videnskabelige tidsskrift Nordic Journal of Psychiatry. Og de gav så meget genlyd, at du nok har hørt om dem.

Brugen af bæltefiksering faldt med 38 procent, mens tvangsmedicinering faldt med 46 procent – altså næsten en halvering.

Den indre sansning

Når sanseintegration er så vigtigt et redskab i psykiatrien, hænger det sammen med, at sanseforstyrrelse er et træk, der går igen på tværs af alle psykiatriske diagnoser, fortæller Charlotte Andersen.

Hvorfor det er sådan, er straks sværere at fastslå.

”Vi ved, at alle former for psykiske tilstande påvirker vores sanser, og det giver jo også meget god mening, at et menneske med for eksempel PTSD reagerer på høje lyde. Men hvad så, når det er psykiatriske tilstande? Der bliver det vanskeligere at forklare”, siger Charlotte Andersen og fortsætter:

”Vi bliver heldigvis klogere på psykiatriske tilstande, men det er også svært at undersøge, hvad der sker inde i hjernen, som er yderst kompleks, og der er også fortsat behov for hjerneforskning”.

Noget af den nyere hjerneforskning handler om begrebet interoception – altså vores indre sansning eller hvordan vi mærker kroppen indefra. Den amerikanske hjerneforsker A.D. Craig har ved hjælp af hjernescanninger undersøgt, hvad er sker i hjernen, når vi mærker for eksempel sult og mæthed.

”Det er vildt spændende, for der er vi jo netop inde at se på, hvordan hjernen arbejder med forskellige input”, siger Charlotte Andersen og fortsætter:

”I psykiatrien møder vi jo mennesker, der har svært ved at mærke deres indre sansning. Det kan bevirke, at der ikke bliver reageret i tide for eksempel over for alvorlige somatiske tilstande. Og vi står stadig over for en overdødelighed blandt psykiatriske patienter sammenlignet med andre”, siger hun.

Tvang er på dagsordenen – igen

Så vender vi tilbage til den nye 10-årsplan for psykiatrien, der endnu en gang har sat tvang på dagsordenen. Samtidig er det kun lidt over et år siden, at blandt andet Danske Regioner og Sundhedsministeriet indgik en aftale om at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien med 30 procent.

Der er altså masser af fokus på, at der skal bruges mindre tvang over for mennesker i psykiatrien. Og der findes forskning, der underbygger, hvad der kan hjælpe. Hvorfor er det så ikke allerede sket?

Spørgsmålet sorterer egentlig ikke under Charlotte Andersens område, men hun vil alligevel gerne give et bud på, hvorfor kroppen ikke bliver prioriteret højere i den psykiatriske behandling.

”Altså, det er uden tvivl etableret viden, at kroppen ER vigtig”, siger hun.

”Men vi har et paradigme, hvor behandling består af samtaler og støtte kombineret med en lægevidenskabelig tilgang, hvor den mere kropslige tilgang dybest set bliver underprioriteret”, siger hun og understreger, at der sker positiv udvikling:

”For 10 år siden så jeg ikke læger på mine kurser, men i dag er det helt normalt, og jeg glæder mig over, at vi bliver bedre til at forstå og lære af hinandens faglighed, så vi på den måde kan tilbyde en mere multifacetteret tilgang”, siger hun.

”Og så skal man også huske, at vores sundhedsvæsen er virkelig kompleks, og at det tager tid at ændre tingene, fordi der skal så mange forskelligartede løsninger til”, siger Charlotte Andersen og glæder sig over den indflydelse, hendes forskning har haft

”Vores resultater har ændret indsatsen mange steder. Senest har det største psykiatriske hospital i Frankrig henvendt sig for at få sparring til deres forskningsprojekt, som var inspireret af det danske”.