Af Line Gessø Hansen, sekretariatsleder i DAP
For de fleste psykomotoriske terapeuter er relationen til borgere, patienter og samarbejdspartnere en central del af arbejdet. Netop fordi arbejdet ofte bygger på tillid, nærvær, samtale og i mange tilfælde fysisk berøring, kan det være vanskeligt at navigere, når en relation overskrider de professionelle grænser. Uønsket seksuel opmærksomhed er et arbejdsmiljøproblem, og ikke et individuelt problem, og som medarbejder står du ikke alene med ansvaret for at håndtere det. Arbejdsgiveren har pligt til at både at forebygge og handle på konkrete sager, og både tillidsrepræsentanten, arbejdsmiljørepræsentanten og DAP kan støtte dig.
Hvad er uønsket seksuel opmærksomhed?
Arbejdstilsynet beskriver seksuel chikane som handlinger af seksuel karakter, som den udsatte oplever som ubehagelige, ydmygende, truende eller nedværdigende. Det afgørende er ikke, om den person, der udfører handlingen, mener den som en joke, et kompliment eller en harmløs bemærkning. Det afgørende er, hvordan handlingen opleves af den person, den rettes imod.
Uønsket seksuel opmærksomhed kan se ud på mange måder. Nogle situationer er åbenlyst grænseoverskridende, mens andre kan være mere tvetydige og derfor sværere at reagere på. Det kan for eksempel være kommentarer om en kollegas krop, udseende eller påklædning. Det kan også være vedvarende flirt, seksuelle hentydninger, personlige spørgsmål om privatliv eller sexliv eller gentagne invitationer, som fortsætter efter et afslag. I andre tilfælde kan der være tale om fysiske berøringer, der går ud over det, som situationen kræver, eller om beskeder og billeder med seksuelt indhold.
For psykomotoriske terapeuter kan det desuden være særligt vigtigt at være opmærksom på egne grænser. Arbejdet foregår ofte i et tæt samspil med borgere og klienter, hvor kroppen er i centrum, og hvor fysisk nærhed kan være en naturlig del af arbejdet. Netop derfor kan det være vanskeligt at vurdere, hvornår en situation bevæger sig fra det professionelle til det grænseoverskridende. Det betyder ikke, at du som fagperson skal acceptere adfærd, der opleves som krænkende. Tværtimod er det vigtigt at huske, at professionelle rammer, faglighed og samtykke stadig gælder, selv når arbejdet indebærer fysisk kontakt.
Mange, der oplever uønsket seksuel opmærksomhed, bliver i tvivl om, hvorvidt hændelsen er alvorlig nok til at reagere på. De kan frygte at misforstå situationen eller blive opfattet som overfølsomme. Men hvis en handling opleves som ubehagelig eller grænseoverskridende, er det i sig selv et signal, som bør tages alvorligt. Det er ikke den udsattes ansvar at bære eller bortforklare en andens adfærd.
Hvem kan blive udsat?
Alle kan blive udsat for uønsket seksuel opmærksomhed, uanset køn, alder eller stilling. Samtidig viser erfaringer fra omsorgs- og velfærdsområderne, at medarbejdere, som arbejder tæt på mennesker, kan være særligt udsatte.
For psykomotoriske terapeuter kan opmærksomheden komme fra flere retninger: Borgere eller klienter, pårørende, kolleger., ledere eller eksterne samarbejdspartnere.
Det er vigtigt at understrege, at ansvaret altid ligger hos den, der overskrider grænsen. Den professionelle relation eller arbejdets karakter gør aldrig krænkende adfærd acceptabel.
Hvad skal du gøre?
Jo tidligere der handles, desto lettere er det ofte at stoppe udviklingen.
Først og fremmest kan det være relevant at markere sine grænser tydeligt. I nogle situationer er personen ikke bevidst om, at adfærden opleves krænkende. En klar tilkendegivelse kan derfor være tilstrækkelig.
Hvis den krænkende adfærd fortsætter, kan det være en god ide, at du dokumenterer hændelserne. Notér dato, tidspunkt, hvad der blev sagt eller gjort, og hvem der eventuelt var til stede. Dokumentation kan være vigtig, hvis sagen skal behandles senere.
Tal også med nogen om oplevelsen. En betroet kollega, arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant kan hjælpe med at vurdere situationen, finde ud af, hvad næste skridt skal være og støtte dig i forløbet.
Hvis det er borgere eller pårørende, der udviser krænkende adfærd, bør ledelsen involveres. Det er arbejdsgiverens ansvar at vurdere risikoen og sikre rammer, der beskytter medarbejderne. Det kan for eksempel ske gennem ændrede arbejdsgange, fælles besøg eller tydelige retningslinjer for kontakten.
Spørg din tillidsrepræsentant om hjælp
Hvis din arbejdsplads har en tillidsrepræsentant, kan hun være en vigtig støtte allerede fra det tidspunkt, hvor du bliver i tvivl om en situation. En tillidsrepræsentant kan hjælpe med at drøfte oplevelsen, skabe overblik over mulighederne og bistå i dialogen med ledelsen, hvis det bliver nødvendigt. Tillidsrepræsentanten kan også fungere som bisidder ved møder og hjælpe med at sikre, at sagen bliver håndteret på en ordentlig måde.
Ikke alle DAP-medlemmer arbejder et sted, hvor der er en tillidsrepræsentant. Nogle er for eksempel ansat på steder, hvor der ikke er nok psykomotoriske terapeuter til at der er valgt en tillidsrepræsentant. I disse tilfælde er det vigtigt at vide, at du altid kan kontakte DAP og få støtte og rådgivning.
DAP står altid klar med hjælp
Du behøver ikke vente, til en situation er blevet alvorlig eller har udviklet sig til en formel sag, før du kontakter DAP. Tværtimod kan tidlig rådgivning være med til at skabe klarhed over situationen og forebygge, at problemerne vokser sig større.
Hvis du ikke har adgang til en lokal tillidsrepræsentant, vil DAP ofte være den naturlige indgang til sparring og støtte. Her kan du som medlem få hjælp til at vurdere situationen, tale om handlemuligheder og få rådgivning om, hvordan du griber dialogen med arbejdspladsen an. Hvis du allerede har talt med din tillidsrepræsentant, kan DAP samtidig fungere som støtte og sparringspartner for både dig og din tillidsrepræsentant.
I mere alvorlige forløb kan DAP hjælpe med at skabe overblik over processen og rådgive om, hvordan sagen bedst håndteres. Men også i de mindre og mere uafklarede situationer kan det være værdifuldt at tage kontakt. Ingen skal stå alene med oplevelsen af uønsket seksuel opmærksomhed, og hjælpen behøver ikke vente til det tidspunkt, hvor problemet er vokset stort.
På den måde bliver DAP et sikkerhedsnet for medlemmerne, uanset om de har adgang til en lokal tillidsrepræsentant eller ej. Det vigtigste er at reagere tidligt og søge støtte, når noget opleves grænseoverskridende.
