Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Recovery gennem bevægelse

Recovery gennem bevægelse cover

Hvordan kan psykomotorisk undervisning bidrage til recovery ved psykiske lidelser?

Af Marie Stauning, psykomotorisk terapeut

Da jeg var studerende på psykomotorikuddannelsen, mærkede jeg psykomotorisk undervisning på egen krop. Jeg oplevede, at det at bevæge mig og øve kropsbevidsthed og kropsligt samspil i en gruppesammenhæng skabte en positiv forandring i mig, men jeg vidste ikke hvorfor.

Min undren over denne forandring blev udgangspunktet for mit bachelorprojekt. Jeg ville undersøge, hvilke kropslige og relationelle erfaringer der kan opstå gennem bevægelse og samspil, og hvilken betydning sådanne erfaringer kan have i recoveryprocesser ved psykiske lidelser.

I denne sammenhæng forstås recovery som personlig recovery, som er en proces, hvor mennesker genfinder håb, handlemuligheder, deltagelse og meningsfulde forbindelser til andre (Møller & Austin, 2023). Da psykiske lidelser kan mærkes og komme til udtryk kropsligt, ser jeg et særligt potentiale for psykomotorisk praksis i det recoveryorienterede felt.

Kontaktimprovisation og recovery

I mit bachelorprojekt fra januar 2026 undersøgte jeg, hvilke kropslige og relationelle erfaringer der kan opstå gennem bevægelsesformen kontaktimprovisation, og hvilken betydning disse erfaringer kan have for recovery ved depressive symptomer.

I kontaktimprovisation danser mennesker sammen gennem improviseret bevægelse, kropskontakt og spontant samspil. Jeg valgte denne praksis, fordi den på flere måder er beslægtet med psykomotorisk undervisning, da begge indeholder kropslig opmærksomhed, fri bevægelse og relationelt samspil i en gruppesammenhæng.

Jeg interviewede to personer med depressive symptomer om deres oplevelser med improviseret bevægelse og samspil i kontaktimprovisation. I deltagernes beskrivelser trådte et interessant mønster frem: deres kropslige oplevelser i kontaktimprovisation stod i kontrast til deres oplevelser af depressive symptomer.

Kropslig handlekraft og social kontakt

Begge deltagere beskrev deres depressive symptomer som præget af nedtrykthed samt passivitet, fastlåsthed og tunghed i kroppen. Gennem improviseret bevægelse i kontaktimprovisation fortalte deltagerne derimod om oplevelser af spontanitet samt frihed til at følge egne valg og impulser.

Deres beskrivelser af, at de kunne tage initiativ og handle kropsligt, er et fund, der kan ses i lyset af filosof og tidligere danser Maxine Sheets-Johnstones perspektiv på bevægelse. I sit værk The Primacy of Movement beskriver hun bevægelse som grundlaget for oplevelsen af at være et levende og handlende menneske. På den baggrund kan deltagernes erfaringer forstås som oplevelser af kropslig handlekraft.

Dette er særligt interessant i et recoveryperspektiv, hvor handlekraft anses som centralt og forstås som evnen til at tage styring og træffe valg i eget liv. Fundene peger på, at handlekraft også kan opleves kropsligt gennem erfaringer med bevægelse, valg og initiativ.

Et andet fund var deltagernes beskrivelser af betydningen af samspillet med andre igennem bevægelse. Deltagerne beskrev deres depressive symptomer som en nedsat evne til at indgå i samspil med andre, social tilbagetrækning og svækket kontakt til sig selv og andre. I kontaktimprovisation opstod der derimod et kropsligt samspil, hvor deltagerne oplevede kontakt gennem bevægelse og fysisk samspil. De beskrev, at samspillet gav dem mulighed for at afprøve nye måder at være i kontakt med andre på.

Deltagernes oplevelser af kontakt og samspil gennem bevægelse er interessante i forhold til recovery, da oplevelsen af forbundethed og muligheden for at deltage socialt beskrives som centrale elementer i en recoveryproces.

Et kropsligt øverum
Noget vigtigt, der gik igen i deltagernes beskrivelser, var, at kontaktimprovisation gav dem mulighed for at eksperimentere med bevægelse, initiativ, kontakt og deltagelse i en tryg gruppesammenhæng og uden krav om præstation. Altså en form for kropsligt øverum.

I dette øverum fik deltagerne kropslige erfaringer med handlekraft og kontakt. Set i et kropsfænomenologisk perspektiv kan disse erfaringer opstå direkte gennem den kropslige oplevelse, før de nødvendigvis bliver bevidst erkendt eller reflekteret over. Forandringen kan således begynde, før den sættes ord på eller forstås bevidst.

Relevans for psykomotorisk terapi
Projektets fund peger på, at oplevelser af øget kropslig handlekraft og social kontakt kan tage deres begyndelse i kropslige oplevelser gennem bevægelse og samspil. Projektet bygger på et begrænset datagrundlag, men peger på nogle erfaringer og mulige sammenhænge, som kan være relevante at undersøge nærmere.

Psykomotorisk undervisning rummer efter min vurdering mange af de samme elementer som kontaktimprovisation, blandt andet mulighed for at udforske bevægelse, samspil og deltagelse i et trygt rum. Derfor finder jeg projektets fund relevante for psykomotorisk terapi og for forståelsen af, hvordan bevægelse kan understøtte recovery.

På den baggrund ser jeg et stort potentiale i at bringe psykomotorisk undervisning tydeligere ind i recovery-feltet. Kroppen er ikke blot noget, ”vi har med os” i recoveryprocessen – den kan være et sted, hvor recovery-oplevelser begynder.

Hvis du vil læse mere om nogle af de perspektiver, der har inspireret bachelorprojektet:

  • Recovery – At komme sig over psykisk lidelse (Møller & Austin, red., 2023). En introduktion til recovery som forståelsesramme i arbejdet med psykisk lidelse.
  • Sharing the Dance: Contact Improvisation and American Culture (Novack, 1990). Om kontaktimprovisationens historie, kultur og udvikling, siden danseren Steve Paxton skabte danseformen i 1970'erne.
  • The Primacy of Movement (Sheets-Johnstone, 2011). Et filosofisk værk om bevægelsens grundlæggende betydning for menneskelig erfaring og erkendelse.
  • Kroppen i psykiatrien – Et fænomenologisk blik på psykisk lidelse (Toft, 2023) i bogen Krop-psyke (Toft, Winther & Køppe, red., 2023). Om kroppens betydning for forståelsen af psykisk lidelse og bedring.

LOGIN