Hvad kan psykomotorisk terapi bruges til i en parterapikontekst? Det har Nathalia Candas undersøgt i sit bachelorprojekt, som hun skriver om her.
Af Nathalia Simoni Barraza Candas, psykomotorisk terapeut
I januar 2026 blev jeg færdiguddannet psykomotorisk terapeut, og jeg havde lavet et bachelorprojekt om psykomotorisk parterapi – en retning, der som udgangspunkt ikke er set før.
Undervejs fandt jeg rystende data. I et dansk studie (Trillingsgaard et al., 2019) angiver hver femte dansker at være i et belastet forhold. Altså 20 % af den voksne befolkning. Ifølge Danmarks Statistik ender omkring 40 % af ægteskaber i skilsmisse, der er flest skilsmisser blandt 20-40-årige. Samtidig viser et studie fra Aarhus BSS (2018), at kun 7 % af danskerne søger parterapi – og ofte når det er for sent. At danskerne er så tøvende med at række ud efter hjælp til parforholdet, mener jeg personligt er et stort problem.
Når man forelsker sig og indtræder i et forhold, står man ofte som to uslebne diamanter. Undervejs i relationen vil der uundgåeligt komme perioder, hvor man slider på hinanden og sætter hinanden under pres. Bevidst eller ubevidst. Men hvis man får værktøjerne til at forvandle udfordringer til udvikling, blandt andet med træning i selvregulering – kan man virkelig få sig et forhold, hvor man står som to strålende diamanter med alle de facetter, vi nu alle hver især har.
Grounding som vej til trivsel
I mit bachelorprojekt havde jeg tre forskellige par i et psykomotorisk parterapeutisk forløb hen over fire uger. Det var en fuldstændig fantastisk oplevelse. Jeg valgte særligt at undersøge, hvilken indflydelse groundingøvelser kunne have på relationens trivsel – som et værktøj til at regulere nervesystemet. Projektet var et kvalitativt praksisforskningsstudie, hvor jeg indtog en dobbeltrolle som terapeut og forsker. De tre par modtog parterapi på måtter på gulvet, med tæpper, puder og afspændingsredskaber til rådighed. Jeg havde 8-10 groundingøvelser med og udvalgte en eller to pr. session, afhængigt af parrets behov og dynamik.
Efter hver session besvarede parrene syv refleksionsspørgsmål om oplevelse, kropslig forandring og relationel effekt. Besvarelserne blev omsat til praksisfortællinger, hvilket udgjorde empirien til mit projekt.
Betydning for relationel trivsel
Det viste sig at være ret effektivt og af stor betydning at lave groundingøvelser. På tværs af de tre forløb tegnede der sig et tydeligt mønster:
- Øget følelsesmæssig kontakt
- Større tillid
- Bedre selvregulering
- Mere klar kommunikation
- Mere fysisk nærhed i hverdagen
- Øget ro og trivsel
- Mere overskud, rummelighed og forståelse over for hinanden.
Det var en forbløffende oplevelse at være vidne til.
Erfaringerne bekræftede mig i, at regulering af nervesystemet har direkte betydning for relationel trivsel. Når der er ro på kroppen, bliver det nemmere at udtrykke sig, lytte og forstå hinanden. Det kan gøre ‘diamantdannelsen’ mindre opslidende, så det nærmere føles som tilfredsstillende styrketræning.
Det, der særligt gik igen, var udviklingen af kropsbevidsthed. Alle blev bedre til både at registrere og handle mere i overensstemmelse med egne behov. Fordi parrene blev bedre til at følge egne behov, blev de faktisk også bedre til at rumme hinandens behov.
Det giver mening, når Ingrid Røder beskriver, at formålet med udvikling af kropsbevidstheden er at gøre det nemmere at være i verden som menneske.
Det falder i fin tråd med Alexander Lowen, som fremhæver: ”Det at kunne lytte til kroppen er en forudsætning for at kunne blive groundet.”
Mere parterapi på studiet
Jeg ser et oplagt potentiale i at implementere psykomotorisk parterapi enten i uddannelsen eller som en efteruddannelse. Eventuelt i forlængelse af sexologiundervisningen på 5. semester. Tryghed er en forudsætning for sexlyst, og intimitet starter ofte uden for soveværelset – hvorfor det giver mening med parterapi inden sexologiundervisning.
En videreudvikling kunne være at kombinere kropslige interventioner med strukturerede kommunikationsmodeller for at styrke den psykomotoriske parterapi. Modellerne kunne indeholde elementer blandt andet fra ’Den Motiverende Samtale’ og Carl Rogers’ kernebetingelser.
Gå psykomotorisk til værks i parterapi
Et forskningsstudie fra Rockwool Fonden (2025) viser, at 30 % af alle danske børn har forældre, som går fra hinanden, inden de er fyldt 15 år, og at det kan udvikle følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer helt op til 10 år efter forældrenes brud. Hvorimod børn, hvis forældre bliver sammen, trives bedre, tager længere uddannelser og begår mindre kriminalitet.
Set i dét lys kan parforholdsproblemer faktisk godt betragtes som et folkesundhedsanliggende, der skal tages seriøst. Relationer har trods alt en veldokumenteret betydning for både fysisk og mental sundhed. Når ord kommer til kort, kan kroppe snakke sammen i stedet. Derfor kan kropslige interventioner give så unikke perspektiver for par. Så hvorfor ikke gå psykomotorisk til værks i parterapi?
Forskning og god empiri kan bruges som middel til at skabe forandring. Mit projekt er eksplorativt, men resultaterne er konsistente. De peger på, at regulering af nervesystemet er en central nøgle til relationel trivsel.
Med hånden på hjertet og et fagligt engagement håber jeg, at mit bachelorprojekt kan lede videre til implementering af psykomotoriske interventioner. Særligt til skilsmisseforebyggende og trivselsfremmende indsatser hos parforhold ude i samfundet.
Lad mig afslutte med følgende smukke citat:
”Den følelsesmæssige kontakt, samhørigheden, er det, der skaber oplevelsen af grund under os.”
(Brantbjerg, 2005)