Psykomotorik på grønlandsk

Fortalt af Antoinette Doris Gustave-Nielsen, PMT-studerende på 4. semester på KP

Jeg får et varmt klem om min ene hånd, og selvom ordene udebliver, så er det helt tydeligt gennem mimik og kropssprog, at vedkommende føler sig set, og at kontakten giver mening.

Jeg er i praktik på plejehjemmet Qupanuk. Det ligger i Sisimiut i Grønland. Det varme klem får jeg under en af de interventioner, som jeg og mine medstuderende laver for beboerne på plejehjemmet.

Vi har arrangeret stolegymnastik, og som en afsluttende øvelse inviterer vi beboerne til at give sig selv faste klem på kroppen. Jeg får øje på en beboer, som jeg tidligere har arbejdet med, som har en fleksionskontraktur i den ene arm. Vi får øjenkontakt, og jeg spørger, om jeg må hjælpe med nogle klem på armen. Vedkommende svarer ja, uden ord. Jeg lægger min ene hånd på skulderen og behandler nænsomt på ekstensorside. Og det er her, det varme klem kommer.

Stolegymnastik er en af flere opgaver, som jeg er med til at løse. De primære arbejdsopgaver på plejehjemmet er – i samarbejde med personalet – at stimulere borgerne sanseligt, rent fysisk og kognitivt. Jeg har faciliteret fællesaktiviteter, såsom stolegymnastik og erindringsdans. Men jeg laver også individuelle interventioner som samtale, tegne, spille spil, synge, psykomotorisk behandling eller blot det at lægge en hånd på skulderen. 
Jeg mærker, at vores fag bidrager med noget unikt og anderledes i form af vores interventioner, men også vores tilgang.

Beboerne udtrykker glæde og taknemmelighed for vores tilstedeværelse både verbalt og gennem kropssprog. Tidligt er jeg blevet opmærksom på, at grønlændere taler mindre, lavere og bruger færre ord til at udtrykke sig, end jeg er vant til hjemmefra. I særdeleshed kommunikerer mange af de beboere, som lever med en demenssygdom, ved brug af små og nænsomme ansigtsudtryk. Allerede her kommer vores fag til sin ret, da vi jo er dygtige til at aflæse og kommunikere kropsligt, uden brug af ord.

Jeg valgte at søge min praktik i Sisimiut, Grønland, da jeg gerne ville give mig selv en unik og udfordrende både faglig og personlig oplevelse. Som dansker har jeg hørt fortællinger og fået beretninger fra andre, som har besøgt Grønland. De smukkeste beretninger om natur og kultur, men også hårde fortællinger om blandt andet sociale udfordringer og barske skæbner, påvirket af den danske indflydelse.

Jeg ønskede at møde grønlændere på første hånd og forstå flere nuancer bag fortællingerne end dem, jeg havde hørt derhjemme. Praktikken så jeg som en oplagt mulighed for at opleve Grønland, ikke bare udefra, men med nærværende relationer til de lokale. Da jeg søgte om at komme i praktik, vidste jeg ikke, at det ville falde lige efter et valg og blive fulgt af en stor opmærksomhed fra både verdensledere og det internationale miljø. Det har tilføjet en ny dimension til min forståelse af de lokales holdninger, og i særdeleshed i forhold til deres lands relation og bånd til Danmark. Jeg var bekymret for at blive mødt med stor afstand. Men denne bekymring blev hurtigt gjort til skamme.

Vi er fire studerende afsted, og vi er alle blevet taget imod med åbne arme af både beboere og personalet. Personalet på plejehjemmet anerkender og har tillid til vores faglighed og sætter en ære i at give os frihed til at byde ind. Det skaber et utrolig godt og trygt læringsrum. 
Vi bidrager med vidensdeling om sansestimuli, og vi planlægger at skabe et rum, hvor vi åbner for samtaler om ældres seksualitet, og hvordan det kan tænkes ind i arbejdet med borgerne. Derudover tilbyder vi behandling af personalet og ergonomisk vejledning med fokus på at passe på kroppen i et fysisk krævende arbejde.

Antoinette har fået støtte fra DAP’s rejselegat til praktikopholdet i Grønland.