Dette bachelorprojekt undersøger, hvordan psykomotoriske terapeuter, gennem fri bevægelse, kan støtte teenagepiger med lavt selvværd til et øget selvværd. Dette illustreres gennem en udarbejdet handlingsanvisning med identificerede anbefalinger til implementering af fri bevægelse i et psykomotorisk gruppeforløb til teenagepiger med lavt selvværd. Disse anbefalinger blev identificeret på baggrund af tre interviews og tre deltagerobservationer med psykomotoriske terapeuter. Via mine identificerede anbefalinger vil jeg påstå, at psykomotoriske terapeuter kan støtte teenagepiger, gennem fri bevægelse, til et øget selvværd gennem etablering af tryghed, som kan etableres gennem flere tiltag. Både gennem en legende, social og selvforglemmende tilgang til fri bevægelse og ved at bruge fri bevægelse kombineret med leg, f.eks. Labans bevægelsesteori i pædagogisk kontekst eller gennem lege, der bygger energi op. Herved antager jeg, at teenagepigerne med tiden vil opleve at blive tryggere og derved tygge ved at opføre sig skørt, grine, fjolle, indleve sig i bevægelse, og opleve flere måder at bevæge sig på. Jeg antager også, at teenagepigerne med tiden vil folde sig ud, og bliver kropsligt friere og eksperimenterende og opdage, at deres værd ikke afhænger af, hvordan de ser ud. Jeg påstår, at tryghed også kan etableres gennem gentagelser, dæmpet belysning og styrede eller guidede bevægelsesøvelser, hvor teenagepigerne ’ligner’ hinanden. Jeg identificerede, at den psykomotoriske terapeuts rolle, adfærd, brug af egen krop, og pædagogiske overvejelser, er afgørende for teenagepigernes udbytte af undervisningen. Den psykomotoriske terapeut må gå forrest, være et inspirerende eksempel, vise øvelserne på egen krop og bringe sig selv og egen entusiasme for fri bevægelse i spil, gennem den legende tilgang. Desuden må den psykomotoriske terapeut overdrive bevægelser, men samtidig tilpasse sine bevægelser til teenagepigernes niveau, opføre sig ligeværdigt, imødekommende og anerkendende. Samtidig må den psykomotoriske terapeut bruge relevante, klare og præcise støtteinstruktioner i den rette mængde. I takt med at teenagepigernes tryghed øges, og gennem zone for nærmeste udvikling, påstår jeg at psykomotoriske terapeuter gradvist kan invitere til mere fri bevægelse. F.eks. via en empowerment fokuseret tilgang og elevstyrede bevægelser, hvorved teenagepigerne vil kunne opleve en øget fornemmelse af at hvile i og anerkende sig selv samt indre ro ved at styre bevægelser. Når trygheden øges, vurderer jeg at den psykomotoriske terapeut også kan guide teenagepigerne i at være med følelser, og til følelsesforløsning, gennem styrede bevægelser til musik. Musikken vil altid skulle tilpasses til aktiviteten for at øge indlevelsen i øvelser. Dog fandt jeg, at når teenagepigerne er klar til et øget fokus på kroppen og en indre sansning, at modsatrettede bevægelser til musikkens rytme kan benyttes som tilgang. Derved antager jeg at en øget selvstændighed og på sigt et øget selvværd kan opnås. Samtidig fandt jeg, at fri bevægelse kan benyttes i stilhed når selvværdet er ved at være godt opbygget. Jeg forventer da, at det vil give en succesoplevelse, og støtte teenagepigernes selvværdsudvikling. Ved at benytte mine identificerede anbefalinger påstår jeg, at teenagerpiger gennem tiden vil kunne opleve en øget handlekompetence/self-efficacy. Samtidig påstår jeg at ved at benytte nævnte identificerede anbefalinger, at selvværdet kan øges øges, at teenagepigerne vil opleve en øget tilfredshed med egen adfærd, sig selv og opnå en generel positiv indstilling til sig selv. Jeg konkluderer da at psykomotoriske terapeuter har et stort potentiale for at kunne øge teenagepigers selvværd, gennem fri bevægelse, via mine identificerede anbefalinger.
