Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

  • Forside
  • /
  • Nyheder
  • /
  • Opslag: DAP søger ny repræsentant i OIPR (ulønnet hverv)

Opslag: DAP søger ny repræsentant i OIPR (ulønnet hverv)

​I forsommeren skal DAP udpege en repræsentant til OIPR – den internationale organisation for psykomotorik og afspænding.

Derfor åbner DAP nu for, at interesserede kandidater kan ansøge om at blive udpeget som repræsentant. Ifølge de generelle principper for udpegelse af repræsentanter i internationale organer er det DAP’s hovedbestyrelse, der på baggrund af korte, motiverede ansøgninger og ansøgernes profil og erfaring udpeger repræsentanten.

Det er udelukkende medlemmer af DAP, der kan søge om at blive delegeret. Ansøgningen sendes til dap@dap.dk – ansøgningen videreformidles derefter til hovedbestyrelsen, der udpeger repræsentanten.

DAP’s repræsentant i OIPR skal leve op til følgende kriterier:

  • Kunne identificere sig med og arbejde i overensstemmelse med DAP’s vedtægter, værdier og holdninger.
  • Referere løbende til HB og aflægge status og deltage i dialog om det internationale arbejde.
  • Have interesse og gerne viden om det internationale felt og om psykomotorik i et internationalt perspektiv.
  • Beherske engelsk i skrift og tale. Franskkundskaber er en fordel, men ikke et krav.
  • ​HB-medlemmer, tillidsrepræsentanter og medlemmer, der på anden vis har tæt tilknytning til DAP’s politiske arbejde, har fortrinsret.

Udpegningen gælder i udgangspunktet i to år. DAP afholder udgifter i forbindelse med rejse- og mødeaktivitet. Der ydes ikke fast honorar eller frikøb.

Du kan læse de komplette principper for udpegning her.

Har du spørgsmål, inden du søger, er du velkommen til at kontakte os på dap@dap.dk.

LOGIN