Nyuddannet på arbejdsmarkedet – Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg kan

​For et år siden skrev VIA-studerende Claudia Knudsen under overskriften “Snart nyuddannet – men hvad kan jeg overhovedet?” om at være næsten færdiguddannet og den usikkerhed om det fremtidige arbejdsliv, der følger med. Med eksamensbeviset i baglommen og et nyt job som psykomotorisk terapeut i hus har vi bedt Claudia om at reflektere over tiden, der er gået, og skrive kapitel to af historien. Har hun fundet ud af, hvad hun egentlig kan?

Af Claudia Knudsen, psykomotorisk terapeut

Det er stadig svært at svare på, hvad jeg kan. Jeg kan godt nogle gange gå rundt på arbejdet og tænke: Hvad kan jeg egentlig bidrage med, og hvilken rolle kan jeg indtage?

Mine nye kolleger på det socialpsykiatriske bosted, jeg er blevet ansat på, er vildt søde og åbne over for min faglighed og siger, at de er spændte på at høre, hvad jeg kan se, og hvilket perspektiv jeg kan give på arbejdet. Men det skaber også et pres, fordi jeg ikke er sikker på, at jeg kan leve op til deres forventninger.

Men jeg oplever i momenter i hverdagen, at jeg er blevet klogere på min faglighed. Momenter, hvor jeg lige pludselig ser, hvad den psykomotoriske faglighed kan bruges til.

Så jeg kan ikke sige, at jeg ved lige præcis, hvad jeg kan. Men jeg bliver hele tiden klogere på det.

Jeg synes også, at jeg hele tiden – siden jeg blev færdig med uddannelsen – rykker mig i forhold til min faglighed.

Jeg har kun været på mit nye arbejde i tre uger, men allerede nu kan jeg jo se, at der er situationer, hvor jeg bruger min faglighed og får mere tro på mig selv og min faglighed. Så langsomt forsvinder usikkerheden.

Og så kan jeg også mærke, at jeg er mindre optaget af at bruge meget tid og energi på at kunne forklare helt præcis, hvad det er, jeg kan, og få folk omkring mig til at forstå det. Jeg er bedre til at finde ro i, når jeg ikke engang selv har svaret endnu, hvorfor jeg så skal kæmpe for at få andre til at forstå det.

Den følelse af øget ro omkring min fremtid oplevede jeg også i min jobsøgning. Inden jeg sagde ja til jobbet som psykomotorisk terapeut på bostedet, fik jeg tilbudt et andet job, som jeg sagde nej til. Det føltes ikke som det rigtige for mig.

Så tvivlen om, hvad jeg kan, bliver også ledsaget af en tro på, at jeg i hvert fald kan noget. Måske kan jeg ikke sætte helt konkrete ord på hele min faglighed, men jeg ved, at jeg kan noget. Og jeg vidste også, at der var et job til mig, som var mere rigtigt til mig end det første, jeg fik tilbudt. Og det blev bekræftet af, at jeg kunne søge et job, blive kaldt til samtale og få tilbudt et job. Det fortæller mig, at jeg og min faglighed er noget værd for en arbejdsgiver. Det gav også noget ro.

Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, der står med tvivlen og usikkerheden.

Forleden mødtes jeg med en gruppe venner fra studiet, og jeg kunne høre, at vi går og tænker over de samme ting. Vi talte om, at på den ene side er der ingen af os, der egentlig laver decideret psykomotorisk arbejde. Men på den anden side bruger vi hele tiden vores faglighed i vores arbejde. I det relationelle arbejde, i kommunikationen og opmærksomheden på borgere og kolleger.

Men vi gør det også uden at være meget bevidste om det. Bare det at sidde i en samtale med en borger, hvor jeg observerer og analyserer, er jo noget, jeg har lært på studiet, og som jeg gør helt automatisk. Så måske gør vi det i virkeligheden meget oftere i mange flere situationer, end vi er bevidste om.

Jeg har som sagt kun været på mit nye arbejde i under en måned, så det hele er meget nyt. Jeg er glad for jobbet, opgaverne og kolleger, så lige nu giver det virkelig meget mening for mig at være der. Jeg lærer enormt meget, jeg udvikler mig, og jeg har det godt, når jeg går på arbejde.

Men jeg er ikke sikker på, om det er socialområdet, jeg skal være i på langt sigt. Lige nu passer det mig rigtig godt, men jeg har også et langt arbejdsliv foran mig. I min kronik for et år siden beskrev jeg det som en blank side, der skulle udfyldes. Nu har jeg skrevet den første linje og er sindssygt spændt og nysgerrig på, hvad der ellers skal stå på siden.

Her på bagkant kan jeg jo også se, at det har været et vanvittigt og virkelig givende år. Jeg er blevet færdiguddannet, er flyttet til Sjælland, har været ude at rejse og har fået et fuldtidsjob som psykomotorisk terapeut. Det har jo været megafedt at gennemgå den udvikling.

Så selvom det kan virke skræmmende at stå der, lige før man skal videre i livet og ikke vide, hvad der skal ske, så har det været så fedt. Og jeg elsker bare, hvor jeg er nu.

Har jeg så fundet hele svaret på, hvad jeg kan? Nej, overhovedet ikke. Men jeg bevæger mig i den rigtige retning, og svaret skal nok komme hen ad vejen. Måske har jeg det snart. Måske er det nærmest en livslang tvivl, jeg skal have med mig i min faglige udvikling, hvor jeg hele tiden bygger på. Og det har jeg det faktisk helt okay med.