Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Nystartet selvstændig?

Nystartet selvstændig? cover

Her er vores bedste tips til digital markedsføring for selvstændige psykomotoriske terapeuter

Af Rikke Aastrup Jensen, faglig konsulent i DAP

At være selvstændig psykomotorisk terapeut indebærer mange roller – og markedsføring er én af dem. Heldigvis findes der i dag mange lavpraktiske og effektive måder at skabe synlighed på – både digitalt og analogt.

Første skridt er at lave en forretningsplan. Din forretningsplan skal beskrive alle dele af din virksomhed: din ydelse/dit produkt, din målgruppe, din niche, din økonomi. Du skal beskrive det ned i mindste detalje, for eksempel er det mere konkret at beskrive din målgruppe som voksne i alderen 45-65 år i Holstebro med stressrelaterede problemer end mennesker i alderen 1-99 år i hele Jylland, hvor hele dit pensum kan være henvendelsesårsag.

Når du har de ovenstående punkter på plads, så kan du tage stilling til, hvilken type markedsføring der passer dig – og dit segmen – bedst.

Hvilke kanaler skal jeg bruge?

Sociale medier – hvor og hvordan?

De sociale medier er et stærkt værktøj til at få potentielle kunders opmærksom. Men de forskellige platforme har hver deres styrker og målgrupper:

Instagram

  • Visuelt stærkt – brug billeder og korte videoer fra hverdagen i klinikken.
  • Stories og Reels kan skabe nærvær og relation.
  • Brug hashtags, som er relevante for din virksomhed, som #søvnvaner, #kropsbevidsthed eller #psykomotoriskterapi.

Facebook

  • God til lokal synlighed og lidt ældre målgrupper. Mange lokalområder har for eksempel Facebookgrupper, hvor det er tilladt at reklamere for sin virksomhed.
  • Brug opslag med for eksempel kundeudtalelser, før/efter-historier eller invitationer til events.
  • Opret en side for din virksomhed, som potentielle kunder kan besøge og se, hvad du tilbyder. Du kan også oprette en gruppe målrettet det felt, du arbejder inden for. Det kunne for eksempel være graviditet, stress eller angst.

LinkedIn

  • Mere professionelt netværk, som er oplagt, hvis du går efter at sælge ydelser til og indgå samarbejder med virksomheder og institutioner frem for privatpersoner.
  • Del viden og faglige perspektiver, som din målgruppe kan se i deres egen professionelle kontekst – ikke nødvendigvis behandlingstilbud.

TikTok

  • Unge brugere og hurtigt format.
  • Kan være en mulighed, hvis du tør lave korte, engagerende videoer – for eksempel med øvelser, fun facts om nervesystemet eller “3 tegn på overbelastning”.

Nyhedsmails

  • Nyhedsmails giver dig direkte kontakt til dem, der virkelig er interesserede.
  • Tilbyd noget gratis i bytte for en tilmelding til dit nyhedsbrev – for eksempel en e-bog, søvnguide eller minikursus.
  • Forbered gerne tre-fem automatiserede mails (et ‘velkomst-flow’), som nye læsere får i rækkefølge, efter at de har tilmeldt sig nyhedsbrevet. Så oparbejder du nemmere en relation til dine nye læsere.
  • Udsendelse:
  • Én gang om ugen er ok, hvis du har relevant indhold.
  • Én gang om måneden kan være nok – hellere kvalitet end kvantitet. Men sørg for, at dine mails er velformulerede og meningsfulde, så det ikke virker som spam eller reklame.

Strategisk synlighed på andres profiler

  • Det giver god mening at være aktiv på profiler, hvor dine potentielle kunder også er.
  • Kommentér, del og ‘regram’ relevante opslag fra andre fagpersoner (med credit!).
  • Tag andre i stories, og skab samarbejder med andre fagprofiler. Lav for eksempel en live session, hvor I taler om et emne, som i begge arbejder med – det øger både synlighed og troværdighed.

Online-annoncering

  • Annoncer på sociale medier og Google kan give synlighed og nye kunder – hurtigt.
  • Du kan betale en ekspert, som kan annoncere for dig på Google og de sociale medier. Det er nemt, men koster også penge, så for nogle kan det bedre betale sig at gøre det selv. Når du er nystartet selvstændig, har du formentlig flere timer end kroner, så det kan være en god investering at lære det selv. Du kan finde infovideoer om online-annoncering på for eksempel YouTube.
  • Start småt – test forskellige budskaber og målgrupper.
  • Husk: Annoncering er ikke nok i sig selv – din profil/hjemmeside skal også være skarp og aktiv!

Virksomhedshjemmeside

  • Hvis du vil findes på Google, kan det godt svare sig at have en hjemmeside, som potentielle kunder kan klikke sig videre til fra en annonce eller et søgeresultat.
  • Fordele:
  • Du ejer selv siden og er ikke afhængig af de sociale mediers luner, algoritmer og regler.
  • Du kan samle al information, bookingsystem og kontakt ét sted. Så når du først har en potentiel kunde inde på din side, så skal vedkommende ikke klikke så langt for at blive en reel kunde.
  • Ulemper:
  • Det kræver vedligehold af indhold, og søgemaskineoptimering – så kunderne kan finde din side – er et projekt i sig selv, som du skal sætte ressourcer af til.
  • SEO (søgemaskineoptimering):
  • Hjælper dig med at blive fundet på for eksempel “søvnvejledning Århus” eller “behandling af stress Odense”.
  • Du kan godt lære det selv – start for eksempel med at bruge søgeord i overskrifter og tekst.

11 tips til dig, der er lige på nippet til at komme godt i gang med at lave indhold, der fænger

1. Nyhedsmails

Send korte, personlige nyhedsbreve med tips, cases eller faglige refleksioner – ikke bare “salgs-mails”. Det kan for eksempel være:

  • “3 ting, jeg altid ser i klinikken, når klienter er stressede”.

2. Mini-podcasts eller lydklip

Lav små lydklip (en-fem min.) med en faglig pointe: et refleksionsspørgsmål, en teknik eller et kort indblik i et tema. Del dem på SoMe eller via nyhedsbrev. De kan være optaget med mobil og stadig virke stærkt – særligt hvis du taler direkte til dit segment.

3. Brug Canva

Canva er et online, intuitivt designprogram, hvor du kan lave noget visuelt lækkert materiale til dine onlineprofiler eller fysiske visitkort. Du kan komme langt med gratis-udgaven, men hvis du bliver bidt af det, anbefaler jeg pro-udgaven!

4. Temauger på SoMe

Lav temauger, hvor du dykker ned i et bestemt emne som for eksempel:

  • “Uge om smerteforståelse” → opslag med faglige pointer
  • “Uge om ro i nervesystemet” → videoklip, refleksionsspørgsmål

5. Fortæl det, du ved – ikke det, du sælger

I stedet for at skrive “jeg tilbyder behandlinger for stress”, så del viden:

“Vidste du, at mange ikke opdager, at de spænder i kæben, før de får hovedpine? Her er 3 tegn, du kan holde øje med”.

Det bygger tillid og positionerer dig som en fagperson – ikke en sælger.

6. Vær lokal og konkret

Skriv, som om du taler til én person i dit lokalområde:

“Bor du i Holbæk og har svært ved at finde ro i kroppen efter arbejde?”.

Det gør opslaget nærværende og relevant – og det skaber synlighed i de rette algoritmer og søgninger.

7. Brug billeder af dine hænder i aktion

I stedet for stockfotos af blomster og sten – vis for eksempel dine hænder i arbejde med en klient (selvfølgelig med samtykke). Det viser:

  • Tryghed og nærvær.
  • Hvad behandlingen faktisk går ud på.

8. Del klientberetninger

Del historier fra klienter (anonymt eller med tilladelse), der viser et forløb:

“Da Birte kom til mig, havde hun svært ved at sove og havde ondt i lænden. Vi har arbejdet med åndedræt og spænd op-spænd af, og nu oplever hun, at hendes nattesøvn er vendt tilbage, og kroppen føles mere levende”.

9. DAP’s ’Find en behandler’-side er undervurderet

Husk at oprette en behandlerprofil på DAP’s ’Find en behandler’-side. Det er nemlig den, vi henviser til, når vi får henvendelser fra potentielle klienter. Desuden henviser vi til siden i meget af vores trykte materiale, som vi har med rundt i landet.

Gør det tydeligt, hvordan man kommer i kontakt med dig, hvor du hører til, dine åbningstider og hvad dine ydelser handler om.

Det er gratis som medlem af DAP at have en profil på siden!

10. Genbrug dit indhold

Et Facebook-opslag kan også blive:

  • Et Instagram-opslag.
  • En mail til nyhedsbrev.
  • Et punkt i en talk eller video.

Man behøver ikke at opfinde den dybe tallerken hver gang, og nogle gange har folk brug for at få gode råd, øvelser og viden gentaget.

11. Karruselopslag
Et karruselopslag på LinkedIn eller Instagram er en god måde at dele faglig viden og kontaktoplysninger på i flere ‘slides’ i ét opslag. Det kunne for eksempel se sådan her ud:

Slide 1: Billede som blikfang:
”Har du svært ved at finde ro – selv når du har fri?
Det kan være, at du oplever, at tankerne kører. Kroppen spænder. Du er træt, men kan ikke slappe af. Så er du ikke alene!”.

Slide 2: ”Stress og ro i kroppen sætter sig ikke kun i hovedet”. Oplist, hvordan det for eksempel kan mærkes i kroppen.

Slide 3: ”Psykomotorisk terapi hjælper dig med at mærke dig selv – indefra og ud” – oplist evt., at PMT’er arbejder med behandling, samtale, bevægelse, øvelser.

Slide 4: Del kommentarer fra klienter: ”Jeg sover bedre og har ikke hjertebanken på job længere”, ”Jeg skærer ikke tænder i søvne mere” osv.

Slide 5: ”Kan du genkende noget af det forrige? Så er det måske tid til at tage kroppen alvorligt – book en tid her (www), eller book en uforpligtende telefonsamtale”.

Den analoge side af markedsføring

Det kan stadig noget at være fysisk til stede i dit nærområde:

Gå en tur med din hund, og hæng ‘tear off’-flyers op – de kan for eksempel indeholde en QR-kode eller kontaktoplysninger til din virksomhed. Hæng dem op i lokale supermarkeder, på biblioteker, yogastudier, mødregrupper m.m.

Overvej samarbejde med fysiske behandlere – for eksempel zoneterapeuter, jordemødre eller fysioterapeuter.

Spørg din lokale tandlæge, gynækolog eller kiropraktor, om du må hænge et opslag op i venteværelset

Deltag i forummer, byfester, festivaler m.m. – De frivillige DAP-medlemmer, som deltog på PFA Seniorforum x DAP i marts, fik fem-seks nye klienter med hjem.

NB: Vær opmærksom på brug af levende billeder i markedsføring!

Sundhedsydelser må ikke markedsføres med levende billeder (videoer) ifølge markedsføringsloven og Sundhedsstyrelsens vejledning.
Det betyder, at du ikke må vise for eksempel videoer med behandling eller interventioner, hvis du henvender dig til privatpersoner.
Tjek altid op på de nyeste regler hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hvis du overvejer at starte som selvstændig, kan du få personlig rådgivning hos DAP. Ring eller skriv for at booke en tid.

LOGIN