Politisk analyse: Nu kommer inklusionen
Inklusionen i både folkeskolen og dagtilbud er ikke længere blot en ambition – den er i fuld gang, og med årsskiftet skal planer i kommuner over hele landet gøres til virkelighed.
Af Karl Johnsen, politisk rådgiver, DAP
Flere børn med særlige behov skal inkluderes i folkeskolen og i almene dagtilbud. Det er ambitionen i flertallet af kommunerne. I argumentationen for inklusionen fremhæves både pædagogiske overvejelser og samfundsidealer om at skabe fællesskaber for alle, men de økonomiske hensyn er den uomgængelige udfordring, der lurer lige bagved.
Udgifterne til specialundervisning har været stigende i en række år og udgør nu over en fjerdedel af de samlede udgifter til folkeskolen, viser en analyse, som Kommunernes Landsforening har lavet.
Stigningen i udgifterne til specialområdet truer med at hive tæppet væk under økonomien i mange kommuner. Der er derfor ikke nogen vej uden om at gøre noget.
Men der er en række udfordringer, som risikerer at underminere inklusionen, hvis ikke de adresseres.
Inklusion uden investering?
En af de mest alvorlige udfordringer er den manglende finansiering. Selvom inklusionen er politisk prioriteret, er der ikke afsat øremærkede statslige midler til omstillingen. Kommunerne forsøger at omprioritere eksisterende ressourcer, men udfordringen er mange steder, at pengene ikke kan tages ud af specialområdet, før børnene er flyttet fra specialtilbud til almenundervisning. Derfor får mange folkeskoler og dagtilbud ikke mulighed for at forberede sig godt nok på opgaven, fordi de først får flere ressourcer, når børnene allerede er der. Når børn med komplekse behov inkluderes i almenmiljøer uden den nødvendige støtte, kan det føre til mistrivsel og en underminering af læringsmiljøet – både for dem og for deres klassekammerater.
Desuden mangler der mange steder tilstrækkelig støtte til kompetenceudvikling, fysiske rammer og tværfagligt samarbejde. Bekymringen er også, at inklusionen risikerer at blive en spareøvelse frem for en kvalitetsforbedring.
Ministeriets anbefalinger
Ministeriets vidensenhed VIBUS er kommet med en række anbefalinger, som blandt andet fokuserer på mellemformer mellem almen- og specialundervisning, efteruddannelse, fysiske rammer som for eksempelstillezoner og styrket samarbejde med PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), men i praksis er det op til den enkelte kommune.
En af de modeller for inklusion, der har vundet indpas i en række kommuner, er Nest-modellen, som oprindeligt blev udviklet i USA til børn med autisme. Den bygger på principper om co-teaching, struktur, forudsigelighed og fællesskab og har i flere tilfælde skabt positive resultater for børn både med og uden særlige behov.
Men modellen er ikke uden problemer. Der er bekymring for, at Nest kan blive en ‘one size fits all’-løsning, hvor kompleksiteten i børns behov overskygges af ønsket om standardisering. Evalueringer og praksisstudier viser også, at institutionskulturen spiller en afgørende rolle for, hvordan modellen omsættes – og i nogle tilfælde bliver Nest blot et nyt navn for eksisterende praksis uden reel forandring.
I Gladsaxe Kommune er ambitionen, at hver årgang på alle skoler skal have en inklusionslærer. I første omgang er 44 familieterapeuter, socialrådgivere og PPR-medarbejderne flyttet ud på skolerne for at støtte indsatsen, men det vil kræve 70 flere inklusionslærere i Gladsaxe end de nuværende 30. Det kommer til at tage tid at nå derhen, fordi pengene først skal frigøres fra specialområdet, men den politiske ambition er der.
Ud over co-teaching arbejder man for eksempel i København, Aarhus og sikkert i en række andre kommuner på at få flere fleksible rum, stillezoner og indretning, der understøtter selvregulering og deltagelse, ind i skoler og dagtilbud.
I Furesø har man sat fokus på tværgående kompetenceudvikling, hvor lærere og pædagoger skal rustes til at arbejde med børn i udsatte positioner, og i Odense har man sendt 600 pædagoger på et syvugers kursus i at håndtere dilemmaet omkring at tage sig af både specialbarnet og resten af børnegruppen.
Psykomotoriske terapeuter – en overset ressource?
Midt i denne omstilling står psykomotoriske terapeuter med en særlig mulighed – og et ansvar. Faget rummer kompetencer, der er direkte relevante for inklusionsarbejdet: kropslig selvregulering, relationsarbejde og støtte til trivsel og deltagelse. Psykomotoriske terapeuter kan støtte lærere og pædagoger i at forstå og arbejde med børns kropslige signaler, uro og reguleringsbehov og tilbyde konkrete metoder til afspænding, sansestimulering og følelsesmæssig afstemning.
Mange af kommunerne organiserer inklusionsindsatsen mere tværgående. Dermed opstår der nye muligheder for psykomotoriske terapeuter – blandt andet for dem, der arbejder selvstændigt. Her kan man byde ind som konsulent, der tilbyder supervision og sparring til pædagoger og lærere, særligt i arbejdet med børn med uro, sensoriske udfordringer eller følelsesmæssige vanskeligheder.
Der er også behov for kompetenceudvikling, hvor man som psykomotorisk terapeut kan bidrage med kurser og forløb i kropslig selvregulering, afspænding og relationsarbejde.
Afhængigt af hvilken kommune det er, og hvordan de har tilrettelagt deres inklusionsindsats, kan det give mening at deltage i lokale temadage eller andre muligheder for at netværke med dem, der har berøring med inklusionsopgaven, tage kontakt til børne- og skoleforvaltningen (de kan have forskellige navne fra kommune til kommune), PPR eller de enkelte institutioner.
Arbejder du allerede i en skole eller et dagtilbud, er her også en mulighed for at være med til at definere en pædagogisk praksis og udvikling af gode inkluderende miljøer. Måske skal du minde dine kolleger og din leder om, at du kan noget ekstra her?
Vil du gerne arbejde i en skole eller et dagtilbud, så husk at tage dine kompetencer i forhold til inklusion med. Det er med garanti noget, der fylder i rigtig mange institutioner og skoler lige nu. Hvis de opslag, du ser, udelukker PMT’er, kan du skrive til forvaltningen eller børne- og skoleudvalget og gøre opmærksom på, at de overser en vigtig faglighed. Det vil vi gerne hjælpe dig med.
Ikke bare en organisatorisk opgave
Inklusionen er ikke blot en teknisk eller organisatorisk opgave – det er et grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi som samfund ser på børn, forskellighed og fællesskab. Det handler om værdier, om vilje til at rumme og om evne til at skabe miljøer, hvor alle børn kan trives og udvikle sig. Men det kræver mere end modeller og strategier. Det kræver mennesker, der tør stå i kompleksiteten, og som har redskaber til at møde børnene dér, hvor de er.
De redskaber har psykomotoriske terapeuter. At arbejde med kroppen som udgangspunkt for trivsel, relation og læring er ekstremt vigtigt i en tid, hvor mange børn kæmper med uro, stress og følelsesmæssige udfordringer. Men det kræver også, at PMT’er træder tydeligt frem, gør deres kompetencer synlige og insisterer på at være en del af løsningen.
Inklusionen kommer – og den kommer med både krav og muligheder. For psykomotoriske terapeuter giver det nye muligheder for at bidrage med faglighed og vise, hvordan kroppen kan være nøglen til fællesskab.
14 anbefalinger fra ministeriet
VIBUS – Ministeriets vidensenhed for børn i udsatte positioner – har udarbejdet 14 anbefalinger, der skal understøtte kommunernes og skolernes arbejde med inklusion. Anbefalingerne peger på, at omstillingen kræver både tid, ledelsesmæssig opbakning og en bred faglig indsats.
De centrale budskaber er:
- Inklusion skal ske tæt på eleverne og med fokus på deres kontekst.
- Forældre og børn skal inddrages aktivt i processen.
- Der skal udvikles mellemformer af høj kvalitet – hverken ren almen- eller specialundervisning.
- Skolens fysiske rammer skal understøtte differentieret undervisning.
- PPR skal være mere praksisnær og til stede i hverdagen.
- Kompetenceudvikling skal ske tæt på praksis og tage udgangspunkt i lokale behov.
- Inklusionen skal også tænkes ind i fritidstilbud og børns samlede livssituation.
Anbefalingerne understreger, at inklusion ikke er en metode, men en vedvarende proces, der kræver samarbejde, refleksion og vedholdenhed.
Se anbefalinger i deres helhed her: