Når du selv er arbejdspladsen

​Om roller, selvregulering og et arbejdsliv, der også skal passe på behandleren

af Steen W. Elkjær-Christensen

En klient går ud ad døren. Samtalen har måske været intens, og noget af det, der blev fortalt, sidder stadig lidt i kroppen. Du kigger på uret. Om få minutter kommer den næste. Inden da skal du lige skrive et par noter og måske nå en tår kaffe.

For mange selvstændige psykomotoriske terapeuter kombineres egen praksis med ansættelse, undervisning eller andet arbejde, mens familie og resten af livet også skal hænge sammen.

Derfor er det måske ikke kun interessant at spørge, hvor mange klienter eller arbejdstimer man har haft. Et mindst lige så vigtigt spørgsmål kan være:

Hvor mange gange har jeg i dag skullet skifte funktion, ansvar, tempo og måde at være til stede på?

Flere arbejdsliv i det samme liv

Mange klienter vil gerne have en tid før eller efter deres egen arbejdsdag. Derfor ligger praksis let i ydertimerne. Måske går man direkte fra lønarbejde til behandlingsrum eller fra en klient hjem til familien.

Hvert af de skift kræver noget.

På DAP’s årsmøde i 2025 hørte jeg Billy Adamsens oplæg om work/life-balance. Det satte gang i mine egne tanker om, hvad der sker, når vi bevæger os mellem mange roller i løbet af en dag – og om vi registrerer overgangen fra den ene til den næste.

Måske bør vi ikke kun være opmærksomme på, hvordan vi er til stede i vores roller, men også på, hvordan vi bevæger os mellem dem.

Når arbejdet går med hjem i kroppen

Som behandlere møder vi ikke blot symptomer og problemstillinger. Vi møder menneskers historier.

Jeg har gennem årene arbejdet med mennesker med meget forskellige belastninger og traumer. Man kan være fagligt velfunderet og erfaren og stadig blive påvirket af det, man hører og mærker i rummet.

Det er ikke nødvendigvis et tegn på, at man er mindre professionel. Empati, opmærksomhed og indlevelse er en del af vores arbejdsredskab. Men netop derfor skal arbejdsredskabet også passes på.

Når vi selv er belastede, kan rummeligheden blive mindre og tålmodigheden kortere. En klients historie kan også ramme noget i vores eget liv, vække et gammelt sår eller få en brik til at falde på plads.

Det afgørende er måske ikke, at vi aldrig bliver påvirket, men om vi opdager det – og hvad vi gør med det.

Selvregulering er ikke det samme som at klare alt alene

Som psykomotoriske terapeuter har vi en stor værktøjskasse, når det handler om krop, sansning, opmærksomhed, spænding, åndedræt og regulering.

Men der kan gemme sig en lille fælde i ordet selvregulering. Når vi kender metoderne, kan vi komme til at tænke, at vi også bør kunne regulere alt selv.

Selvregulering er ikke det samme som at skulle regulere sig selv alene.

Nogle gange hjælper en øvelse, stilhed, bevægelse eller en pause. Andre gange har vi brug for et andet menneske og et rum, hvor vi ikke selv skal holde overblikket.

Når meget af vores arbejdsliv består i at møde andre, har vi også brug for steder, hvor vi selv bliver mødt.

Det gælder ikke kun terapeuter. Mange sundheds-, social- og omsorgsfaglige bruger deres relationelle kapacitet som en væsentlig del af arbejdsredskabet. Måske ligger der også her et område, hvor vores psykomotoriske blik kan være relevant for den professionelle, der hver dag står til rådighed for andre.

Supervision og debriefing

Supervision kan udvikle vores faglighed, nuancere vores blik på klienten og samtidig være følelsesmæssigt regulerende. En god supervision kan efterlade os med to sætninger: Den ene handler om klienten. Den anden om os selv.

Debriefing kan have et andet tyngdepunkt. Her mener jeg ikke formaliseret traumebehandling efter en kritisk hændelse, men et professionelt rum med mere fokus på den person, der har været på arbejde:

Hvad gjorde denne samtale ved mig? Hvad sidder jeg tilbage med? Hvad har jeg brug for at få lagt fra mig, før jeg går videre?

Nogle gange har vi ikke brug for at blive dygtigere. Vi har brug for at komme hjem i os selv igen.

Jeg har blandt andet været optaget af dette i et projekt sammen med psykomotorisk terapeut Kristina Secher fra Aarhus om debriefing for terapeuter, individuelt og i grupper. Noget af det, jeg tager med mig, er betydningen af relationen. En gruppe er ikke automatisk regulerende, bare fordi der står supervision eller debriefing på døren.

Hvis man skal præstere eller vise, at man er fagligt dygtig, kan rummet blive endnu et sted, hvor man arbejder. Tryghed, kemi og mulighed for at være til stede uden at skulle levere noget bestemt betyder meget.

Ikke enhver klient for enhver pris

At passe på sig selv handler også om, hvilke behandlingsrelationer man går ind i.

Ikke alle potentielle klienter er et godt match. Det kan være svært at sige højt, når hver klient også repræsenterer en indtægt. Men afklarethed omkring egen faglighed, grænser og arbejdsform kan beskytte mod unødigt overarbejde.

Nogle mennesker resonerer med vores tilgang. Andre gør ikke. Det betyder ikke, at der er noget galt med klienten eller terapeuten. Nogle gange er det ganske enkelt ikke det rigtige match.

Derfor er forventningsafstemning vigtig: Hvad ønsker klienten hjælp til? Er der åbenhed for min arbejdsform? Og er jeg den rette til opgaven?

Vi behøver ikke være den rette terapeut for alle.

Tre små overgange

Selvomsorg bliver let endnu en opgave. Derfor tror jeg på små greb i den arbejdsdag, man allerede har.

Før du går ind i en ny rolle:
Stop kort og registrér: Hvor kommer jeg fra? Hvad skal jeg ind i? Hvad har jeg brug for at slippe?

Efter en krævende klient:
Giv dig selv et øjeblik. Mærk kroppen. Er der noget, du skal handle på eller tage med til supervision? Eller noget, du med ro kan lade blive i rummet?

Når arbejdsdagen slutter:
Skab et lille afslutningssignal. Luk journalen, ryd rummet, gå en kort tur eller skift bevidst aktivitet. Markér: Nu er jeg ikke længere behandler. Nu skal jeg et andet sted hen.

Det er små pauser. Men måske er det netop i overgangene, at noget vigtigt kan ske.

At investere i den vigtigste ressource

Supervision koster penge. Egen behandling koster penge. En tom time kan føles som tabt omsætning.

Det er meget synligt, hvad det koster at passe på sig selv. Det er mindre synligt, hvad det koster at lade være.

I en enkeltmandsvirksomhed er den vigtigste ressource ikke briksen, hjemmesiden eller bookingsystemet. Det er mennesket, der driver virksomheden.

Derfor kan restitution, supervision, sparring og de rette professionelle relationer være en del af at vedligeholde sin mulighed for at arbejde godt og længe.

Et andet spørgsmål

Vi kan bruge meget tid på at spørge: Hvordan bliver jeg en bedre terapeut? Hvilket kursus skal jeg tage? Hvordan hjælper jeg mine klienter endnu bedre?

Det er gode spørgsmål. Men indimellem kan det være værd at stille nogle andre:

Hvordan har det været at være mig i mit arbejde på det seneste?

Hvilke klienter, roller og arbejdsdage giver mig energi – og hvilke kræver mere, end jeg måske har lagt mærke til?

Hvor mangler jeg en overgang, en pause, en tydeligere grænse eller et menneske, jeg selv kan læne mig ind i?

Og måske vigtigst:

Hvad kan jeg justere, så jeg ikke kun skaber et godt rum for dem, jeg arbejder med – men også et arbejdsliv, der passer på den, der skal skabe rummet?

For når man selv er arbejdspladsen, er det også værd at spørge, hvordan man ønsker, at den arbejdsplads skal være at møde ind på.

Om forfatteren
Steen W. Elkjær-Christensen er psykomotorisk terapeut, selvstændig behandler og forfatter. Han har gennem mange år arbejdet med blandt andet stress, smerter, traumer, kropslig og følelsesmæssig regulering samt med fagprofessionelle, der selv bruger relation, nærvær og empati som en central del af deres arbejde. Han er blandt andet forfatter til De 8 livsvigtige pauser og Det hypnotiske menneske. Du kan læse mere på mindfit.dk