Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

KONTEKST, KONTEKST, KONTEKST

​Af Mireia Serra, psykomotorisk terapeut

Disse sætninger lyder måske bekendte, og du tager måske dig selv i at sige dem en gang i mellem:

“Tag dig af din egen regulering.”
“Kom ned i kroppen.”
“Din krop prøver at fortælle dig noget.”
“Du lagrer din vrede i hofterne.”
“Kroppen husker.”
“Ryst det ud og giv slip på alt det, der ikke tjener dig længere.”

Ja. Bare for at tage nogle få. Sætningerne kan lyde enkle, intuitive og næsten selvforklarende. Men de er ikke neutrale. Bag hver af disse cues ligger bestemte forståelser af kroppen og menneskelig erfaring. De kommer fra specifikke traditioner, historiske øjeblikke og politiske kontekster. De opstod som svar på bestemte problemer — som forsøg på at udfordre eksisterende trosystemer og udvide den herskende forståelse af, hvad det betyder at være til, at lide og at hjælpe. De blev formuleret fra bestemte kroppe, med bestemte erfaringer, konflikter og behov, og rettet mod andre kroppe, der delte et historisk moment og nogle bestemte sociale vilkår.

Det gælder ikke kun enkelte sætninger, men hele spektret: beskrivelser, diagnoser, teorier, metoder, teknikker og terapeutiske tilgange. Når de læres og anvendes løsrevet fra de paradigmer, de blev født ind i, mistes der vigtig information. Når specificiteterne glemmes, og løsningen, svaret eller sætningen får lov til at cirkulere uden forbindelse til sin oprindelige grund, sker der flere ting:

• Viden bliver forsimplet og mister relevans i den nye kontekst, den er landet i.
• Der kan opstå en illusion om universel sandhed, hvor én traditions antagelser begynder at fremstå som naturlige frem for historisk skabte.
• Vi kan få en tendens til at bruge de samme modeller til alt og alle; vi får problemstillinger til at passe ind i de forståelser, vi allerede mestrer og føler os trygge i. For det er heller ikke nemt at være i tvivl, mærke usikkerheden eller dele den med andre.
• Som konsekvens kan vi miste blikket for kompleksiteten. Tilstande, der ikke matcher vores forklaringsmodeller, bliver lettere ekskluderet, og vi kan ende mere optaget af at legitimere vores egen forståelse end af faktisk at møde et menneske — hvad enten det er os selv eller den anden.

Det bliver mere konkret med nogle eksempler.

Eksempel 1: Vi taler om regulering alle vegne nu. Begrebet cirkulerer blandt andet på sociale medier, hvor reels og posts tilbyder råd til, hvordan vi kan ”regulere os selv”. Polyvagalteorien — én blandt flere forståelsesrammer, der informerer vores forståelse af regulering — har været dybt transformerende for traumefeltet. Men når den anvendes bredt og løsrevet fra den kontekst, den blev udviklet i, risikerer noget vigtigt at gå tabt.

For regulering udvikles relationelt, gennem trygge og afstemte forbindelser med andre mennesker. Det ved Stephen Porges godt, men det forsvinder let i de formater, hvor regulering præsenteres som noget, vi selv skal lære at mestre alene. På sociale medier bliver regulering derfor let til et individuelt selvforvaltningsprojekt: noget vi hver især forventes at kunne håndtere selv.

Det er måske dér, vi risikerer at gentage noget af det oprindelige sår: følelsen af at skulle stå alene med noget, der aldrig var meningen, vi skulle bære alene. Hvis skaden ofte opstår relationelt, må løsningen også findes relationelt.

Det peger ikke kun på en terapeutisk problemstilling, men også på et politisk og psykiatrifagligt spørgsmål. Vi har brug for terapeuter og sundhedsprofessionelle med viden, kompetencer, tid og rammer til at indgå i co-regulerende processer med mennesker i krise. For mange mennesker er det næppe nok blot at få at vide, at de skal tage sig af deres egen selvregulering.

Eksempel 2: Mange af os opfordrer vores klienter eller patienter til at komme ned i kroppen. Vi guider mildt og opmuntrende til at lande i kroppen og lytte til, hvad kroppen prøver at fortælle os. ”Din krop ved, hvad du har brug for,” siger vi.

Sætninger som disse lever i mange forskellige sammenhænge og traditioner. De bærer bestemte filosofiske antagelser med sig; de siger noget om, hvad en krop er, hvordan den blev adskilt fra det ”jeg”, der skal lande i den og lytte til den, hvad den har brug for, og hvordan det bedst opnås. På den måde er de også argumenter.

Bag hver af disse sætninger ligger mere end hundrede års omstridt idéhistorie. Jeg har læst at for Marian Woodman, for eksempel, betød sætningen ”kroppen prøver at fortælle dig noget” noget ganske specifikt. Som jungiansk analytiker, der arbejdede med kvinders kroppe, argumenterede hun for, at symptomer, tvangshandlinger og sygdom ofte er psykens forsøg på at bearbejde det, patriarkalske strukturer har gjort usigeligt.

Spiseforstyrrelser, afhængighed og kroniske smerter var ikke fejl, der skulle korrigeres, men forsøg på at overleve i en krop, som aldrig rigtigt havde fået lov til at tilhøre den kvinde, der levede i den. Når Woodman sagde, at ”kroppen prøver at fortælle dig noget”, inviterede hun ikke kvinder til at lede efter et skjult personligt budskab, men til at spore en politisk og kulturel indskrift i kroppen.

Hvad bruger du sætningen til? Hvad spørger du om, egentlig? Ved du noget om de kontekster, denne sætning har cirkuleret i, og har du øje for den kontekst, din egen krop og din klients krop lever i? Og er det altid sandt, at ”din krop ved, hvad du har brug for”? Har din krop ikke, ligesom dit sind, lært af de erfaringer, den har gjort sig – og dermed også lært strategier, der engang gav mening, men ikke nødvendigvis gør det længere? Eller er kroppen en slags uberørt sandhedsinstans?

Eksempel 3:”Kroppen husker” eller “Du lagrer din vrede i hofterne” — hvad med sætninger som disse? Hvor kommer de fra? Arbejder psykomotoriske terapeuter ud fra antagelsen om, at der kan tilgås historisk materiale gennem kropsligt arbejde? Hvem tager den beslutning? Hvor mange har brugt den viden, og i hvor mange forskellige kontekster?

Reich ville sige, at bækkenet er låst, fordi en autoritær kultur kræver, at den seksuelle energi holdes tilbage. Ogden ville sige, at hofterne bærer på en handling, som kroppen aldrig fik lov til at fuldføre. En terapeut fra den psykodynamisk orienterede Dance Movement Therapy-tradition, der opstod i USA i 1950’erne, ville sige, at dine hofter fortæller noget, som det verbale sind endnu ikke har fået adgang til. En Feldenkrais-praktiker ville sige, at det intet har med lagring at gøre, men handler om måden, du lærte at gå på. Fire traditioner, fire fortolkninger. Der findes mange flere, som jeg ikke ved nok om. Hvilken er din?

Eksempel 4: Og hvad med “Ryst det ud, du ikke længere har brug for”? Siger du den nogle gange? Sætningen stammer fra traditioner og metoder, der fokuserede på følelsesudløsning, frit udtryk, nedbrydning af forsvar, det at slippe spænding. Disse tilgange blev primært udviklet til mennesker præget af hyperresponsive strategier og til kontekster, hvor noget var blevet holdt tilbage og havde brug for støtte til at løsne sig, blive udtrykt og bevæge sig gennem en form for katharsis.

Det gælder blandt andet Reich, bioenergetikken, encounter movement, primal therapy og nogle former for bodywork og somatiske terapier. Mange af disse strømninger blev samlet og videreudviklet i 1960’ernes og 70’ernes human potential movement, hvor man gjorde op med konformitet og psykologisk undertrykkelse og søgte større frihed, autenticitet, kropskontakt og menneskeligt potentiale gennem terapi, spiritualitet og kropsarbejde.

Når vi i det terapeutiske rum arbejder med at løsne kroniske spændinger, frigøre tilbageholdte følelser, øge spontanitet, genoprette respiration, give aggression, sorg eller seksualitet udtryk og bryde rigid kontrol, bør det måske være, fordi vi arbejder med mennesker, hvis organisering er præget af overkontrol, hæmning, følelsesmæssig tilbageholdelse eller stærk kropslig pansring — altså energi, der holdes tilbage — og ikke fordi vi antager, at alle mennesker grundlæggende har brug for at “ryste” eller “give slip”.

Hvis vi beder alle om at give slip i alle deres muskler, kan nogle mennesker blive mere uorganiserede, mere diffuse eller mere forsvindende. For nogle vil den type intervention muligvis være direkte uhensigtsmæssig.

Eksempel 5: Nu når vi er ved det — angående forskellen mellem interventioner, hvor fokus er på at give slip, og dem, hvor fokus er på at opbygge energi — vil jeg gerne slutte af med en kommentar om PTSD-diagnosen. For også, og måske især, når det gælder diagnoser, tror jeg, vi må være varsomme. Her er det vigtigt at skelne mellem de diagnostiske kategorier — PTSD og senere kompleks PTSD — og det langt bredere traumebegreb. De er ikke det samme, selv om de ofte glider sammen i den måde, vi taler om traumer på.

PTSD-diagnosen blev oprindeligt udviklet med udgangspunkt i mandlige krigsveteraner fra Vietnamkrigen. Den forståelse af traumatiske reaktioner, som diagnosen kom til at repræsentere, var derfor i høj grad centreret omkring kamp, flugt, hypervigilans, flashbacks og eksplosive reaktioner. Det har haft stor betydning for, hvilke forståelsesmåder der siden har guidet behandling af stressreaktioner mere generelt.

Men mange traumereaktioner passer ikke nødvendigvis ind i den model. Det gælder blandt andet reaktioner, der kan opstå i forbindelse med seksuelle overgreb eller manglende adgang til co-regulering i barndommen: kollaps, disorganisering og de mange adfærdsmønstre, der kan udvikles omkring disse strategier — tilpasning, selvudslettelse, opgivenhed eller frakobling fra sansning og følelser.

Disse reaktioner blev i lang tid i mindre grad inviteret ind i det rum, hvor tilstande fik legitimitet og genkendelighed. Man byggede et kort ud fra én type erfaring, og andre erfaringer kom lettere til at fremstå som afvigelser fra modellen frem for som noget, modellen måske ikke havde plads til.

Min intention med disse refleksioner er ikke at handlingslamme nogen — tværtimod. Viden skal selvfølgelig tygges på, formidles, afprøves, undersøges og bruges. Men der er måske meget at vinde ved at gøre det med en bevidsthed om, at viden er produceret.

Lad os tegne et kort. Et kort, der kan hjælpe os med at få øje på, hvordan vores forståelser er blevet til: hvad der kom med, hvad der ikke gjorde, hvilke erfaringer de blev bygget på, og hvilke historiske og magtmæssige forhold der var med til at forme dem. Måske kan sådan et kort gøre det lettere at se det konstruerede i det, vi ellers kan komme til at opfatte som neutralt — og dermed gøre os både klogere og friere.

For jo mere vi ved om den historie, desto friere bliver vi i vores valg — friere både som terapeuter og klienter. Vi bliver terapeuter, der er bedre i stand til at vælge til og fra ud fra et kvalificeret sted, afhængigt af hvem vi står overfor, og som kan mærke, hvornår et stykke viden må justeres, suppleres eller måske helt forlades. Og vi bliver måske også friere mennesker, der ikke behøver føle os forkerte, når en bestemt cue, metode eller fortælling ikke hjælper os.

Kropsligt arbejde er og har altid været specifikt. Det tror jeg, mange psykomotoriske terapeuter ville kunne skrive under på. Ethvert menneske bærer sin egen historie, sine egne grunde til at være blevet den, det er blevet til. Din krop kan ikke sidestilles med nogen andres. Den samme håndfuld instruktioner var aldrig tænkt som noget, der skulle gives til alle i rummet.

LOGIN