- Forside
- /
- Fra fagbladet
- /
- Kan en ræv gøre børn bedre til at mærke dem selv? Teater Artefakt gør forsøget!
Kan en ræv gøre børn bedre til at mærke dem selv? Teater Artefakt gør forsøget!
Der er nok ikke mange, der ville få den ide at proppe psykomotorik ind i teater og fjernsyn for børn. Men det gjorde Aske og Oscar, for de drømmer om at skubbe til børns nysgerrighed, gøde deres motoriske udvikling, opdyrke deres kropsbevidsthed og i det hele taget få dem til at reflektere, alt imens de bliver underholdt. Og netop det kan kombinationen af skuespil og psykomotorik. I denne artikel fortæller de hvordan.
18. marts 2022
Artiklen blev oprindeligt bragt i Psykomotorik#1 2022.
Af Astrid Hjorth Balle. Fotos: Jørgen True
Forud for ethvert interview til fagbladet gør jeg mig tanker om, hvordan det mon vil gå, og hvordan dialogen mon vil udarte sig. Denne gang er ingen undtagelse – nærmest tværtimod. Jeg har nemlig fået at vide, at den ene af de to, jeg skal tale med, gerne vil være klædt ud som ræv! Da jeg så tilmed bliver bedt om at møde op på en cafe i stedet for på deres kontor, fordi de gerne vil tage nogle af billederne der, bliver jeg endnu mere spændt. Så meget, at jeg bliver nødt til at fortælle mine børn, at jeg skal på cafe med en ræv. De synes begge, det er både sjovt, finurligt og lidt fjollet – og det er faktisk lige præcis det, ræven er og gerne vil være for børn i det psykomotoriske teater og fjernsyn, vi skal høre historien om i denne artikel.
Et opsigtsvækkende møde med Teater Artefakt
På cafeen møder jeg skuespiller og manuskriptforfatter Oscar Amandus Rødsgaard og skuespiller og psykomotorikstuderende Aske Kildegaard Barfod, som tilsammen udgør Teater Artefakt. At Oscar er klædt ud som ræv, gør det dejlig nemt for mig at regne ud, at det nok er dem, jeg skal mødes med (så mange ræve er der vel ikke på cafeerne nu om dage?). Da fotografen også er ankommet, og han begynder at tage billeder – både lige foran dem, halvvejs ude på gaden og helt ovre på det andet fortov, bliver de forbipasserende for alvor nysgerrige, og de kigger spørgende og smilende på hele situationen. Der er sågar en kvinde med et barn i en ladcykel, som nær kolliderer med en brandhane, fordi hun er så optaget af at betragte situationen: ”Det er jo ikke hver dag, man ser en ræv på en cafe”, siger hun, mens hun kæmper sig forbi. Og nej – det er (ærgerligt nok, fristes man til at sige) ikke hver dag, man får mulighed for at tale med en ræv og hans makker, så jeg er bare ekstra glad for, at det er netop det, jeg skal den dag.
Efter den begivenhedsrige fotosession går vi hen til Aske og Oscars kontor. Det er et rum i en kælderforretning, som også fungerer som skrædderi, hvor der er både hyggeligt og tydeligvis bliver udviklet rigtig mange ideer. Her beder jeg dem begynde med at forklare, hvordan i alverden de dog kom på ideen om at kombinere skuespil og psykomotorik.
En rævetjeneste
Aske og Oscar lærte hinanden at kende på skuespillerskolen, hvor de blev færdige i hhv. 2017 og 2018, fortæller de. Et års tid efter at Aske var uddannet, begyndte han på psykomotorikuddannelsen, og det var der en helt særlig grund til. På skuespillerskolen arbejder man undersøgende med sig selv både mentalt og kropsligt, og man lukker meget op for sig selv, fortæller Aske, og på den måde skabes der mange lærerige situationer af terapeutisk karakter, der dog hverken skal eller kan behandles som sådan i undervisningen på skuespillerskolen. Men Aske blev nysgerrig på at udforske dem i et mere fagligt perspektiv, og da han til en fest faldt i snak med en, som gik på psykomotorikuddannelsen, var han ikke i tvivl: Det ville han også, og allerede om et lille år kan han kalde sig både skuespiller og psykomotorisk terapeut.
Aske og Oscar deler – ud over en smittende energi og et forbilledligt engagement – en stor interesse for at skrive og fortælle historier, og med sig fra både deres uddannelse og dem, de er som mennesker, har de en legende, nysgerrig og undersøgende tilgang til livets små og store spørgsmål. Den samme legende og umiddelbare tilgang finder man jo hos børn, understreger de begge, så da de begyndte at sætte ord på deres fælles ide om at lave psykomotorisk teater, var de ikke i tvivl om, at det skulle være til børn, og at det skulle stille spørgsmål og tilbyde mulige svar ved hjælp af værktøjer fra den psykomotoriske værktøjskasse. Med det opstod ideen til En rævetjeneste, der kort fortalt handler om drengen Henning, som får hjælp fra ræven til at forstå og være i alt det, han oplever. Da Henning for eksempel farer vild i skoven, hvilket stresser ham både kropsligt og mentalt og gør ham utryg, kommer ræven ham til undsætning med nogle psykomotoriske øvelser, der hjælper Henning til at mærke sig selv og derved genskabe roen, så han igen kan få overblik over sin situation.
En rævetjeneste blev opført for en sal fyldt med børn på Bådteatret i København, få uger før corona indledte sin belejring af Danmark. Stykket blev godt modtaget af børnene – blandt andet fordi de fik lov til at være med. Stykket var nemlig interaktivt, dvs. at publikum blev inviteret til at være med i øvelserne, og det er væsentligt for både Oscar og Aske. De ønsker nemlig ikke, at det konkrete psykomotoriske islæt i deres historiefortælling bliver for demonstrerende – og da slet ikke docerende. Så for dem er det vigtigt, at de konkrete psykomotoriske greb, de gør brug af, bliver skildret underholdende og gerne lidt fjollet, så børnene ad den vej får serveret dem som naturligheder. Til det er ræven som figur ganske oplagt, fordi den i historiefortælling i forvejen ofte fungerer som en magisk karakter, der kan tale og hjælpe handlingen fremad, fortæller Oscar. Og så er den også oplagt, fordi Oscar tydeligvis gør en virkelig god ræv.
Fra psykomotorisk teater til psykomotorisk fjernsyn
Den gode feedback på deres teaterstykke gav dem blod på tanden til at folde historien om ræven og Henning og universet omkring dem endnu mere ud i en hel tv-serie og på den måde give plads til endnu mere psykomotorik og endnu flere vigtige undersøgelser og spørgsmål set fra et børneperspektiv.
For at blive helt skarpe på netop børneperspektivet, og hvad der er på spil blandt de 8-12-årige børn, de gerne vil kommunikere til og med, har Aske og Oscar været på besøg i en række skoleklasser for at blive klogere. Her blev de bekræftet i det, der synes at være den gængse fortælling om børnelivet ’nu om dage’ – nemlig at det er blevet sværere og langt mere komplekst at finde vej igennem både børne- og teenageårene, end det var engang. Det er der rigtig mange grunde til, som det ligger uden for denne artikels ærinde at dykke ned i, men blot er det for Aske og Oscar i denne sammenhænge vigtigt at fremhæve to overordnede grunde til det: Dels er det blevet sværere at være voksen, og der mangler næsten altid tid, hvilket gør det sværere for de voksne at hjælpe børnene, dels er mobilen kommet ind som en meget afgørende faktor i store børns liv. Mobilen er ikke kun af det onde, skynder Oscar sig at indskyde, men den sætter unægtelig et tydeligt præg på, hvordan børn opfatter sig selv og ikke opfatter sig selv. Og begge dele, men især sidstnævnte, er faktisk lidt af et problem, mener Aske og Oscar. For når børnene bruger mobilen som en flugt fra at kede sig, og når mobilen derved kommer til at udfordre deres evne til overhovedet at mærke sig selv, fordi den kan levere en endeløs ’ikke-forholden-sig’, så har Henning og ræven en opgave i at vise, hvordan man i højere grad netop kan mærke sig selv og sin krop og forholde sig undersøgende og nysgerrigt til det, man oplever, føler og mærker – både i kroppen og i hovedet.
Ræven repræsenterer den psykomotoriske tilgang til mennesker
For at kunne og turde mærke efter inde i sig selv, særligt når man er barn, kræver det et trygt rum at gøre det i, og netop det vil Oscar og Aske skabe ved at lade ræven og Henning udforske de svære ting sammen. Til eksempel fortæller Oscar om en planlagt scene, hvor Henning oplever en overvældende nervøsitet. For at komme den til livs foreslår ræven en psykomotorisk ryste ud-øvelse, hvor man svinger i alle led i kroppen. Desværre opdager Hennings klassekammerater, at han står og skejer helt ud, hvilket selvfølgelig er mega pinligt, men eftersom Henning oplever, at det faktisk hjælper på hans nervøsitet, ender han med at finde ro i, at det blev opdaget – og hvem ved, måske der er andre fra hans klasse, der følger hans eksempel, næste gang de bliver nervøse.
For Aske og Oscar er det som tidligere nævnt vigtigt, at de psykomotoriske værktøjer, de inddrager, ikke kommer til at skille sig ud fra historien. Det vigtigste er stadig, at historien er legende, underholdende og sjov. Derfor må ræven gerne lave fejl og være fjollet, selvom han repræsenterer psykomotorikken. Eller også er det netop, fordi han repræsenterer psykomotorikken, at han laver fejl og er fjollet, for som Aske understreger, er psykomotorik lige så meget en helhedsorienteret og rummelig tilgang til mennesker, som det er konkrete terapeutiske greb, teorier og øvelser. Og med den forståelse for øje bliver det endnu mere tydeligt, hvorfor kombinationen af skuespil og psykomotorik er god, og hvorfor det, Aske og Oscar er i gang med, er så vigtigt. Selvom missionen i skuespil og psykomotorik er vidt forskellig, fokuserer de begge meget på krop, fysik og psyke, og i sammenblandingen af de to fagligheder opstår muligheden for at lege og fortælle sig til, at børn (og voksne for den sags skyld) øver sig i at mærke sig selv, at de undersøger og bliver fortrolige med deres krop og dens sprog, og at der vækkes en nysgerrighed og en refleksion over, hvad det vil sige at være den, man er.
Og det er lige præcis det, Aske og Oscar gerne vil med deres psykomotoriske fjernsyn: De vil gerne starte en samtale, og de vil gerne vække en refleksion og en nysgerrighed – nøjagtig som de gjorde, den dag jeg blev inviteret på cafe med en ræv og hans makker.
Hvornår skal vi se fjernsyn?
Hvis du – ligesom mig – allerede nu glæder dig til at se serien om Henning og ræven, må du væbne dig med en lille smule tålmodighed. Seriens forløb er dog udtænkt, og historien er skrevet, men foran Aske og Oscar ligger nu arbejdet med at optage et såkaldt pilotafsnit, dvs. et prøveafsnit, der kan give en forsmag på stilen, udrykket, historien mv. Det vil ske i løbet af 2022 og forhåbentlig og formentlig i samarbejde med et produktionsselskab. I den proces kan det blive nødvendigt at foretage nogle ændringer, og det er de begge med på – så længe der ikke bliver pillet alt for meget ved selve historiens fundament og det psykomotoriske element i den. For begge dele er vigtige, og selvom ræven er både fjollet og finurlig, og selvom der er meget leg i det hele, er det ikke for sjov, understreger Aske og Oscar. De vil ikke gå på kompromis med den psykomotoriske tilgang i projektet, og de tager deres målgruppe dybt alvorligt. Aske fortæller, at han har haft stor glæde af at vende de psykomotoriske aspekter af projektet i det netværk, han er en del af, ligesom de har haft en psykomotorisk konsulent til at gennemgå projektet sammen med dem for at sikre, at fagligheden inddrages relevant og meningsfuldt.
Med udgangspunkt i et færdigproduceret pilotafsnit følger derefter arbejdet med at finde en platform, der vil vise serien, når resten af den er produceret. Her kan DR være en relevant mulighed, understreger Aske, både med tanke på deres solide universer i form af Ramasjang- og Ultra-universerne, der begge er både underholdende og lærerige, og deres public service-funktion.
Jeg kunne ikke være mere enig: Aske og Oscars projekt synes både vigtigt, aktuelt, lærerigt, sjovt og ikke mindst underholdende – for slet ikke at tale om, hvad den brede eksponering ville betyde for det psykomotoriske fag.
