Hvornår har I sidst leget sammen?

​Af Freja Marie Møller Madsen, psykomotorisk terapeut

Som voksne glemmer vi ofte legen – den frie, umiddelbare måde at være i verden på, hvor vi gør noget, blot fordi det føles godt; hvor vi leger bare for at lege! Det synes jeg er ærgerligt! For hvor er det en skøn måde at være sammen med et andet menneske på. Vi ved, at alle pattedyr – også mennesker – lærer livsvigtige sociale færdigheder gennem leg. Og selvom man ser barndommen og ungdommen som værende den vigtigste legeperiode, kan leg også være centralt i voksenlivet1.

Lad mig starte med et citat af Stuart Brown, grundlæggeren af National Institute for Play.

“Leg virker fornyende og er brændstof i et længerevarende voksent forhold. I et sundt forhold er det ligesom ilt: For det meste lægger man ikke mærke til det, men det er altid til stede og er afgørende for intimiteten i forholdet. (…) Når denne legende dialog og interaktion bliver næret, kan det skabe et klima, hvor man nemt kan relatere til hinanden og opnå et dybt og mere givende forhold – en ægte nærhed.”2

Stuart Browns arbejde fokuserer på legens betydning og indflydelse i vores liv. Hans forskning viser, at leg er et lige så grundlæggende naturligt fænomen som søvn, og at mange af os, ligesom med søvn, ikke får nok af det.

Men hvad vil det egentlig sige at lege som voksen – og hvordan kan det se ud i praksis?

I januar skrev jeg min bachelor om at arbejde psykomotorisk med parforholdet – gennem leg. Og mere specifikt – kampleg. Jeg havde kendskab til koncepter som Primal Play, Ritual Play, Mindful Wrestling, Playfight (kært barn har mange navne). Man kan også vælge at kalde det en form for relationspraksis, der handler om at indgå i en legende fysisk kamp med en anden. Helt praktisk er vi altså nede på måtten, over for hinanden, antennerne ude og hjerterne åbne. Her handler det om at mærke efter i sig selv, mærke efter i sin partner og finde ind til jeres fælles leg – turde udforske, turde gå med impulsen, turde lege!

At være i en legende fysisk kamp med et andet menneske giver en meget nærværende oplevelse af at være til stede i nuet. Den tætte kropskontakt og det legende nærvær, der opstår i kampen, har jeg altså selv erfaret i mine egne tætte relationer. Derfor havde jeg også kendskab til, at flere par på forskellig vis udøver det i deres parforhold.

Under min bachelor interviewede jeg fire par, der på hver deres måde brugte denne ‘legekamp’ i deres parforhold. Et par tog til events, der var rettet særligt mod par, hvor de under konceptet Ritual Play udforskede legen – kampen – med hinanden. Et andet par kendte til de forskellige events, men havde aldrig selv deltaget – de ’moslede’ bare ofte derhjemme.

På tværs af de fire par tegnede der sig nogle fælles træk, som jeg vil prøve at sammenfatte i grove træk.

Den legende kamp kan fungere som et afbræk fra hverdagens praktik og planer, som får os tilbage til nuet med hinanden. Gennem latter, berøring og kropslig kontakt – gennem en nonverbal kommunikation – bliver man udfordret til at mærke både sig selv og den anden.

Dette nærvær gør, at nysgerrigheden spirer – og nysgerrigheden giver mulighed for følelsesmæssigt at kunne ‘tune ind’ med hinanden, så vi føler os forbundet. Når vi føler os forbundet og trygge, får vi igen adgang til at kunne mentalisere – til at kunne sætte os ind i vores partners ståsted i verden og herved hinandens.

Og selvfølgelig kan nonverbal kommunikation og relationel kontakt også nemt rumme misforståelser og fejlafstemninger, men evnen til at genfinde hinanden gennem nærvær, humor og refleksion kan være en lige så vigtig del af at styrke relationen.

Her får jeg lyst til endnu en gang at citere Stuart Brown:

“Hvis vi bliver ved med at lege sammen, vil vi altid kunne finde følelsesmæssig nærhed og altid kunne gøre nye opdagelser, ikke kun om dem, vi elsker, men også om os selv.”3

Den parterapi, der er at finde i dag, er primært samtalebaseret med begrænset fokus på kroppen. Der synes altså̊ at være mangel på tilbud inden for dette område, som vores profession potentielt vil kunne imødekomme – nemlig at få det kropslige aspekt med i parterapien. At arbejde kropsligt med parforholdet kan være at bringe legen tilbage til relationen, f.eks. gennem sessioner, hvor vi kæmper og leger med vores partner med en psykomotorisk terapeut til stede til at holde rummet. Gennem kropslige lege – gennem kampen – kan parrene få lov til at mærke og udforske hinanden i et nysgerrigt og nærværende rum. Psykomotorisk gruppeundervisning med par – hvor vi kæmper, sveder, griner og leger!

Og måske handler det i virkeligheden ikke om at lære noget nyt – men om at genfinde noget, vi allerede kan? Så jeg spørger igen: Hvornår har I sidst leget sammen?

1 Bentzen, M., & Hart, S. (2017). Den neuroaffektive billedbog 2: Socialisering og personlighed

2 Brown, S. L. (2012). Leg: Hvordan leg former hjernen, stimulerer fantasien og beriger livet

3 Brown, S. L. (2012). Leg: Hvordan leg former hjernen, stimulerer fantasien og beriger livet