Fra mindmap til drømmejob

​Kirse Westerberg lagde en plan for vejen fra studie til arbejde. Målrettetheden førte hende til drømmejobbet, hvor hun hjælper kvinder i krise med at finde et nyt ståsted i livet.

​Af Jon Kirketerp Jørgensen

Hvad kan man egentlig bruge sin uddannelse som psykomotorisk terapeut til? Det spørgsmål stillede Kirse Westerberg sig selv cirka midtvejs i uddannelsen.

“Jeg havde brug for at se, hvad jeg egentlig havde af muligheder med uddannelsen. Det kan være svært at se et meget oplagt forløb fra uddannelse til arbejde, fordi vores profil kan være ret bred. Så på et tidspunkt ramte det mig, at jeg skulle gøre min vej til et arbejde nemmere. Og det kunne den blive, hvis jeg specialiserede mig i én retning,” fortæller hun.

Så hun satte sig ned og lavede et mindmap, researchede på mulige praktiksteder, idéer til bachelorprojekter og nogle overvejelser om, hvor hun godt kunne tænke sig at arbejde, når hun blev færdig.

Og så spoler vi frem til 2026, hvor Kirse Westerberg blev færdiguddannet psykomotorisk terapeut fra VIA i Randers i januar måned. Den 15. januar mere præcist. Og kun cirka to uger efter – den 1. februar – havde hun første arbejdsdag som psykomotorisk terapeut på Krisecenter Dagnæshus i Horsens.

“Det er mit drømmejob, jeg er landet i. Det er et godt sted at være, målgruppen er sindssygt spændende at arbejde med, og der er hele tiden nye udfordringer, hvor jeg kan bringe min faglighed i spil,” fortæller hun.

Det var ikke noget tilfælde, at Kirse fik fat i drømmejobbet. For netop stress-/traume-området stod på hendes mindmap, Dagnæshus stod på listen over potentielle praktiksteder, og kvindekrisecentre stod på listen over steder, hun gerne ville arbejde.

Og mens rigtig mange job bliver slået op – over 100 om året, som du kan læse på de foregående sider – så gik vejen til drømmejobbet for Kirse Westerberg ikke gennem opslagslæsning, ansøgningsskrivning og samtale.

Blev udfrittet før praktik

Hendes vej mod drømmejobbet startede helt tilbage på 5. semester. Her kontaktede hun Krisecenter Dagnæshus, da hun skulle i praktik for at finde ud af, om det overhovedet var muligt.

Lederen på kvindekrisecentret kendte ikke til psykomotorik, så Kirse skulle starte lidt fra nul i forhold til at overbevise lederen om, at hun havde brug for en psykomotorisk terapeut-praktikant.

“Jeg startede med det helt grundlæggende i den første dialog. Altså sådan noget som at vi er en sundhedsfaglig uddannelse, fordi det giver noget legitimitet, og så fik jeg også forklaret, at vi arbejder med udgangspunkt i kroppen,” siger Kirse.

Den korte introduktion var overbevisende nok til, at lederen gerne ville se hende til en samtale. Og den udviklede sig lidt anderledes, end hun lige havde forestillet sig på forhånd.

“De var ret skarpe. Jeg blev virkelig udfrittet, i forhold til om jeg kunne underbygge de ting, jeg havde fortalt, at jeg kunne bidrage med. De ville høre, hvilke teoretikere der stod bag det, jeg havde fortalt dem,” siger Kirse.

“Jeg panikkede lidt til samtalen, for jeg var ikke lige klar på, at det ville være en slags mundtlig eksamen.”

Specialisering

Panik til trods, så lykkedes det Kirse at få foden indenfor på drømmearbejdspladsen som praktikant, og efter praktiktiden blev hun tilknyttet som vikar. Så i resten af studietiden holdt hun kontakten med Dagnæshus ved lige og fik opbygget endnu mere erfaring med området.

Tilbage på studiet tilrettelagde hun valgfag inden for samme felt, og hendes bachelorprojekt var også i samme boldgade.

“Det var en del af planen om at gøre vejen til et interessant arbejde nemmere for mig. Med praktik, valgfag, studiejob og bachelorprojekt inden for samme område stod jeg med omkring et års praktisk og teoretisk erfaring med at arbejde stress- og traumeorienteret på mit CV,” forklarer hun.

Hun nåede dog aldrig rigtigt at få afprøvet, om CV’et kunne åbne nye døre, for tilfældet ville, at der blev en fast stilling ledig på Dagnæshus. Den kom Kirse i betragtning til og fik jobbet.

“Jeg havde jo en enorm fordel i, at de kendte mig fra praktikken, hvor de havde kunnet se potentialet i min faglighed i forhold til at arbejde med kvinderne. Og så er de meget åbne over for nye fagligheder, så de kunne også se en værdi i at få inddraget en ny faglighed i deres arbejde på centret,” forklarer Kirse.

“Men den vigtigste årsag til, at jeg fik jobbet, er jo nok, at kvinderne på centret har fortalt, hvad de har fået ud af min støtte.”

Plads til forskellige fagligheder

Allerede som praktikant var der meget frie rammer til, at Kirse kunne udvikle og bruge sin faglighed i arbejdet med kvinderne på krisecentret.

“Jeg indgik som en fast del af huset, i den tid jeg var praktikant, og jeg havde meget stor frihed til at gøre de ting, som jeg kunne se ville være meningsfulde for kvinderne. Så hvis jeg fik en idé, var der masser af plads og opbakning til at gribe den og prøve den af,” siger hun.

En af de idéer var, at hun fik etableret guidede afspændinger om aftenen med kvinderne, og hun indtalte dem, så de kvinder, der ikke orkede gruppeafspændingen, kunne høre den for sig selv.

“Jeg – og alle de andre fagpersoner – kunne se, at mange af kvinderne, der kommer i akutte situationer, har svært ved at finde ro i det første lange stykke tid, de er her. Der kan de guidede afspændinger hjælpe med nattesøvnen,” forklarer Kirse.

Mere frihed, mere ansvar

Efter at Kirse Westerberg fik vekslet praktik og studiejob til en fastansættelse, oplever hun nærmest endnu mere frihed i sit arbejde.

“Der bliver bakket enormt meget op om den faglighed, man kommer med, og de idéer, man kan få ud fra sin faglighed. Det er en helt grundlæggende del af arbejdet, at vi med hver vores faglighed ser og griber muligheder for at gøre noget meningsfuldt for kvinderne,” forklarer hun.

Med friheden følger også et større ansvar for netop at bruge sin faglighed, forklarer hun.

“Der er så også en forventning om, at man sætter sin faglighed i spil, og det kræver selvfølgelig noget af en. Man skal have noget selvtillid og en tro på, at det, man kommer med, også er godt nok. Det kan godt være svært som helt nyuddannet,” siger hun.

“Det er jo vildt fedt at blive mødt af en arbejdsplads, der gerne vil have, at man tager pladsen til at bruge sin faglighed, men det kan godt føles lidt som et pres for at præstere. Fordi jeg skal vise, at det, jeg laver, rent faktisk hjælper kvinderne.”

I dagligheden er arbejdet i høj grad baseret på en narrativ tilgang til kvinderne, hvor Kirse og hendes kolleger støtter kvinder til at finde et nyt ståsted i livet.

“Det handler i høj grad om at støtte kvinderne til at finde nogle ressourcer frem og få skabt en anden fortælling. En fortælling, hvor kvinderne kan noget og har ejerskab over deres hverdag.”

Meningsfuldt arbejdsliv

Kirse oplever da også, at hendes støtte hjælper kvinderne.

“Flere af kvinderne kunne meget tydeligt sætte ord på ting, som de ikke havde mærket, før de havde været i hænderne på mig. En ny ro og en tryghed, som de ikke havde haft i mange år. Og også nogle gange en sorg, når det gik op for dem, at de ikke havde mærket deres krop i mange år,” fortæller hun.

Resultaterne af arbejdet viser, at Kirse i hvert fald har opnået to ting.

“Jeg har en personlig ambition om, at jeg vil have et arbejdsliv, hvor mit job er meningsfuldt, og så måske også en lidt bredere ambition om at være med til at udbrede kendskabet til vores fag. Jeg er i hvert fald i gang med et meningsfuldt arbejdsliv, og jeg har ydet et lille bidrag til at udbrede vores fag.”

Og så er hun i gang med også at leve op til noget af det, der i første omgang trak hende mod arbejdet som psykomotorisk terapeut inden for stress- og traumeområdet.

“Jeg har selv mærket, hvor vigtigt det er at have omsorgspersoner omkring sig, som giver støtte og vejledning i perioder af ens liv, hvor man virkelig har brug for det. Jeg vil gerne selv være den omsorgsperson, der gør en forskel for et menneske, der står i en svær situation. Det føler jeg, at jeg kan som psykomotorisk terapeut her på Dagnæshus.”