Der har aldrig været flere jobopslag, hvor psykomotoriske terapeuter efterspørges, end der var i 2025. Det viser en gennemgang, som Fagbladet Psykomotorik har foretaget. Stigningen i jobopslag ses især inden for specialområdet og omkring de store byer.
Af Mette Vosgerau, freelancejournalist
”Pædagog eller psykomotorisk terapeut til Krummerne”
Sådan lyder overskriften på et af de mange opslag, der sidste år opfordrede psykomotoriske terapeuter til at søge en ledig stilling.
For der er bud efter de psykomotoriske terapeuter. Det viser en gennemgang af jobopslagsarkivet Jobindex, som Fagbladet Psykomotorik har foretaget.
Gennemgangen viser, at der i 2025 var hele 102 opslag, hvor psykomotorisk terapeut blev nævnt direkte i jobopslaget.
Stigning i antallet af jobopslag
Tallene viser først og fremmest, at der har været en markant fremgang i antallet af jobopslag målrettet psykomotoriske terapeuter. På blot otte år er antallet af jobopslag firedoblet.
I 2018 var der nemlig blot 27 opslag, hvor psykomotoriske terapeuter direkte opfordredes til at søge stillingen. Det viste en tilsvarende optælling dengang. Året efter, i 2019, var tallet steget til 40.
Nu er antallet mere end fordoblet. Det er til gengæld vigtigt at slå fast, at det næppe betyder 102 nyansættelser til psykomotoriske terapeuter. I flertallet af opslagene kunne en bred vifte af sundhedsfaglige og pædagogiske profiler søge, og vi ved ikke, hvem der blev ansat.
Men vi ved, at der var 102 opfordringer til at søge i 2025.
Og så lidt ekstra information: I 2010, som var det år, fagtitlen blev ændret til psykomotorisk terapeut, var der i øvrigt kun ét eneste jobopslag, som specifikt opfordrede psykomotoriske terapeuter til at søge. Det var til et barselsvikariat i et sundhedsfagligt team i Aalborg.
Gennembrud på specialområdet
Stigningen i antallet af jobopslag er især båret frem af flere stillinger inden for specialområdet.
I 2019 var der i alt 15 opslag på specialområdet. Det svarer til 37 procent af alle opslag dengang.
Sidste år var det tal steget til 61. Dermed står specialområdet for 60 procent af alle de jobopslag, der er blevet slået op i 2025.
Det er også værd at bemærke, at der var flere stillinger i psykiatrien og på ældreområdet i 2019, på trods af at der samlet var slået færre job op. I 2019 var der fem jobopslag i psykiatrien, der specifikt opfordrede psykomotoriske terapeuter til at søge, mod en enkelt i 2025 (i kategorien ’andre’ på figuren).
Og på ældreområdet var det tre jobopslag i 2025 mod fem i 2019.
Tallene er dog så små, at der ikke kan udledes nogen udvikling.
De fleste job er omkring hovedstaden og i Midtjylland
Langt de fleste job findes omkring Aarhus og København. Mere end tre ud af fire af stillingsopslagene er i enten Region Midtjylland eller Region Hovedstaden.
Der bor flere mennesker i de to regioner end i de andre tre, så jobmarkedet vil naturligt værre større der. Desuden er nærheden til de to uddannelsessteder i Randers og Hillerød formentligt også med til at afgøre, hvor mange stillinger der bliver opslået. Praktikanter fra de to uddannelsessteder vil ofte finde praktiksteder tæt på uddannelserne, og det kan være med til at udbrede kendskabet til faggruppen.
Stillinger, der stikker lidt ud
Uddannelsen til psykomotorisk terapeut giver mange jobmuligheder, og i optællingen sprang nogle stillingsopslag da også i øjnene, fordi de var anderledes end flertallet.
Havde man solid erfaring med heste og en sundhedsfaglig baggrund som for eksempel psykomotorisk terapeut, så bød 2025 på en mulighed for at blive rideterapeut i Region Midtjylland.
I Region Hovedstaden ledte Blindecenter Bredegaard specifikt efter en psykomotorisk terapeut med interesse for synspædagogik.
Og så blev der i maj 2025 søgt en projektleder til kvindeklubben i Jyderup Statsfængsel – hvor det blandt andet lød sådan her i jobopslaget: “Stillingen indebærer både at lede den eksisterende Kvindeklub samt udvikling af et nyt projekt, hvor fysisk aktivitet, sundhed og fællesskab styrker kvindernes trivsel og resocialisering.”
Sådan har vi gjort
Alle artikler, der blev vist på jobindex.dk i perioden 1. januar 2025 til 31. december 2025, og som indeholder ’psykomotorisk terapeut’, er blevet gennemgået.Der er i alt tale om 297 stillingsopslag.
I en god del omtales fagtitlen, fordi den allerede er til stede på arbejdspladsen, i vendinger som ”Du kommer til at arbejde i team med en psykomotorisk terapeut …” De opslag er derfor frasorteret.
Genopslag er talt med én gang.
Job på de to uddannelsessteder i Randers og Hillerød er ikke talt med.
I forhold til kategorisering er det jobopslagets beskrivelse, der så vidt muligt er brugt. Har der ikke været nævnt et specifikt fagområde, er de placeret efter bedste evne.
