27 år i PPR har vist Steen Storgaard, at især fysisk aktivitet kan være med til at give børn med autisme eller ADHD nye strategier til at selvregulere og i højere grad mestre hverdagen. Og så foretrækker han at være med på gulvet sammen med børn, pædagoger og lærere
Af Jon Kirketerp Jørgensen
Han havde egentlig tænkt sig, at han skulle hjælpe smede med at håndtere tunge løft og ensidigt gentaget arbejde eller noget i den stil, da han blev uddannet afspændingspædagog.
Men her 27 år efter har Steen Storgaard arbejdet med børn stort set lige siden han forlod Skolen for kropsterapi og afspænding i 1998, og siden sat sig ind i nye pædagogiske/psykologiske og kropslige tilgange – han har kort sagt udviklet sig med sit fag.
Det startede med en midlertidig, etårig ansættelse som støttepædagog på en fritidsordning i Ballerup Kommune og endte med at blive stort set et helt arbejdsliv.
“Det år gav mig så mange ahaoplevelser i forhold til, hvad vores fag kan gøre af gode ting for børn med forskellige udfordringer. Så da jeg blev tilbudt at være med som motorikkonsulent på førskoleområdet, var det helt oplagt at sige ja,” fortæller Steen Storgaard.
Han arbejder som motorikkonsulent i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Ballerup Kommune, hvor han i starten lavede forløb for vuggestue- og børnehavebørn med og uden motoriske udfordringer og deres pædagoger.
“Det var vildt spændende at se værdien af at arbejde på gulvet med det pædagogiske personale, hvor vi fandt på måder at inkludere børn med motoriske udfordringer ind i deres fællesskaber,” fortæller han.
Siden blev førskoleområdet og PPR for børn i skolealderen slået sammen, og så skiftede Steens arbejde til nu også at favne alle børn, fra spædbørn til skolebørn.
PPR har frem til nu vokset sig større, og fra at være den eneste motorikkonsulent i PPR har Steen nu ni kolleger med samme titel – de er allesammen fysio- eller ergoterapeuter – og han samarbejder også med psykologer, pædagogiske vejledere og logopæder.
Men fokus er stadig på de børn, der har motoriske og sensoriske udfordringer, ikke har en aldersvarende udvikling eller har neurodiversitet, der påvirker deres deltagelse i fællesskaberne.
Mere fokus på nervesystemet
På 27 år er der dog også sket andet end bare flere og nye kolleger. Steen Storgaard oplever, at den psykomotoriske tilgang med fokus på nervesystemet er blevet mere udbredt.
“Vi i PPR ser langt mere på helheden omkring børnene. Hvordan børnene reagerer på at være overstimuleret, og hvordan børnene i det hele taget er i verden, hvor vi før havde mere separat fokus på motorikken og adfærden hver for sig. Og helhedstilgangen taler jo virkelig godt ind i de kompetencer, som psykomotoriske terapeuter har,” fortæller han.
"Vi er også mere optagede af, hvordan børn bearbejder sensoriske indtryk på forskellige måder, som påvirker deres adfærd. Det er med til at gøre de voksne klogere på, hvad der ligger bag barnets adfærd, i stedet for at se barnet som et problembarn, som der var en tendens til tidligere.”
Metoder og systematiske tilgange
Steen Storgaard bruger to dage om ugen i et PPR-team i Ballerup Kommune. Her er han bl.a. gruppeleder sammen med en kollega i et forældrekursus på 12 uger, der hedder Invest In play, som Ballerup Kommune tilbyder forældre, der oplever et forhøjet konfliktniveau derhjemme. På kurset er det formålet at give forældrene redskaber til at håndtere konflikter og at styrke relationen til barnet gennem leg.
“Det er virkelig noget, der rykker, og det er så fedt. Det er præcis den måde, jeg godt kan lide at arbejde på i stedet for kun at sidde med til netværksmøder og sparring. Her får jeg kontakten med forældrene og kan skabe relationer og formidle vigtige strategier og tilgange til børn. Og så har jeg også fået indført lidt afspænding hist og her i form af blandt andet vejrtrækningsøvelser,” fortæller han.
“Jeg kan virkelig godt lide at arbejde med metoder, som er validerede og evidensbaserede. Når jeg i PPR-regi skal ud på institutioner og sætte et projekt i søen, har jeg faglig litteratur og vejledninger med, som jeg kan vise de voksne. Det skal naturligvis stadig omsættes til praksis og tilpasses de børn og voksne, jeg arbejder med,” fortæller han.
Kampsportslege
Steen har dyrket Jiu-Jitsu og undervist børn, unge og voksne i over tyve år, og han trækker på erfaringerne fra kampsporten, når han tilrettelægger aktiviteter for børn og det pædagogiske personale
“Det er kampsportslege, hvor vi har nogle tydelige regler og rammer, som skal overholdes af alle, der vil deltage, så vi er sikre på, at alle har det godt i legen. I legene har jeg meget fokus på aktiviteter, der stimulerer muskel-ledsansen, som kan være med til at regulere nervesystemet. Det er meget effektivt og hjælpsomt for mange børn med sensoriske udfordringer.”
“Det kan lyde lidt mærkeligt, men der er faktisk mange voksne, som ikke er vant til at lege med børnene. Det kan simpelthen være svært for dem at sætte en leg op for børnene, uanset om det er en fysisk kampleg, eller andre lege.”
“Her hjælper det, hvis jeg kommer med beskrivelsen af aktiviteten og forklaringen på, hvorfor den virker i forhold til netop de børn, de arbejder med. Og så viser jeg dem også, hvordan aktiviteten kan foregå med en legende tilgang og i samspil med børnene. Det giver os voksne et udgangspunkt at tale ud fra, så vi sammen kan justere i forhold til børnenes behov og de voksnes deltagelse.”
Det skriftlige arbejde i PPR
De sidste to år har Steen arbejdet tre dage om ugen på Kasperskolen – et regionalt specialtilbud for skoleelever med ADHD og autisme. Her er Steen en del af et fast vejlederteam med tre psykologer, en fysioterapeut og en logopæd. Det er her, vi møder ham på en af skoleårets første dage.
Eleverne er lige vendt tilbage fra sommerferien og nogle har skiftet klasselokaler, så Steen og en kollega, der er fysioterapeut, skal rundt i lokalerne og se på de ergonomiske forhold for børnene.
Og så skal han frem til efterårsferien bruge ret meget tid bag en computerskærm.
Skolens elever skal en gang om året revisiteres af deres kommune. Derfor laver skolen en pædagogisk psykologisk vurdering (PPV) af hvert barn, som skal være en del af hjemkommunens visitationsgrundlag.
Steen har ansvaret for at udarbejde PPV’er for omkring 20 børn, så han skal observere dem i undervisningen, tale med deres lærere og pædagoger, som har skriftligt materiale på eleverne, som Steen også skal sætte sig ind i. Og så skal han til sidst skrive den samlede PPV for hvert enkelt barn.
Men egentlig foretrak han nok at være tættere på elever og personale i klasselokalerne eller i skolens gymnastiksal.
Med på gulvet
I løbet af den første tid, hvor Steen har været på Kasperskolen, har han brugt meget krudt på, at skolens personale skulle blive klogere på, hvad de kunne bruge ham til. Siden da har han haft mange forskellige indsatser og forløb med både klasser, grupper og enkelte børn.
Han har blandt andet afholdt en kursusdag for personalet, hvor han viste dem, hvordan de i hverdagen kan hjælpe børnene med at selvregulere arousal gennem bevægelse og proprioceptive aktiviteter, som ikke tager eleverne helt ud af klasselokalet, når de har svært ved at finde ro eller koncentrere sig.
“Mine kolleger ved mere om, hvad jeg kan byde ind med nu. De ved for eksempel, at hvis de står med en klasse, hvor der er problemer med at fastholde børnenes opmærksomhed, eller hvis eleverne er meget stillesiddende, så kan de hive fat i mig,” forklarer Steen.
Det har blandt andet en af skolens 9. klasser, der består af 6-7 drenge, gjort. Derfor skal Steen senere på året i gang med et forløb med kampsportslege, som han og en pædagog skal stå for.
“Især børn med autisme, som jo er en del af skolens målgruppe, er ofte meget stillesiddende og bruger ofte meget tid for sig selv. Så det kan virkelig rykke noget for dem, når vi får dem motiveret til at indgå i de fysiske lege med de andre børn fra klassen,” fortæller han.
Inden forløbet bliver tilrettelagt, går Steen i dialog med lærere og pædagoger for at afklare, hvilke behov børnene har. Og om de voksne har noget, de gerne selv vil blive klogere på i forhold til værktøjer, de kan inddrage i deres egen undervisningstid med børnene.
Og når selve forløbet går i gang, så skinner Steens baggrund igennem.
“Min tilgang til bevægelsesaktiviteterne er, at jeg selv deltager rigtig meget i øvelserne i stedet for bare at instruere og guide. Jeg synes, det er så fedt at være på gulvet og kunne hjælpe børnene og de voksne, justere hen ad vejen, skubbe lidt på eller skrue lidt ned, alt afhængigt af hvordan aktiviteten udvikler sig. Det er jeg virkelig glad for.”
“Det er helt sikkert noget, jeg har taget med mig fra uddannelsen, hvor vi var meget på gulvet. Og så har min indsigt i pædagogik og psykologi hjulpet mig på min rejse i PPR.”
Selvom Steen oplever, at psykomotorikken gør meget godt på hans felt, så har han altid været den eneste uddannede psykomotorisk terapeut på arbejdspladsen. Og det er heller ikke helt nemt at komme ind på PPR-området som psykomotorisk terapeut, oplever han.
“Man skal i hvert fald have en solid baggrund på børneområdet. Så kan der godt være en vej ind. Vi har jo masser at byde ind med, og jeg har også oplevet, at mine kolleger – uanset om det er ergo- og fysioterapeuter, psykologer, pædagoger og lærere – er meget åbne og interesserede overfor min tilgang til arbejdet.”
“Især i forhold til den ressourceorienterede tilgang til barnet og nysgerrigheden på, hvordan de voksnes kropslige interaktion med barnet påvirker trivslen.”
Sved på panden rykker
I det hele taget oplever Steen, at børnene på Kasperskolen responderer virkelig godt på de fysiske aktiviteter.
“Der, hvor jeg virkelig ser effekten, er, når børnene har lavet noget kropsligt, fået sved på panden og fået pulsen op og ned igen. Jeg oplever, at børnene bliver bedre til at finde ro. De får større bevidsthed om dem selv og deres kroppe, selvværdet og selvtilliden vokser, og ikke mindst oplever de glæden ved at bruge kroppen sammen med andre.”
OM STEEN STORGAARD
Uddannet afspændingspædagog i 1998 fra Skolen for kropsterapi og afspænding.
Ansat i Ballerup Kommune siden 1998. Først som støttepædagog på en fritidsordning og året efter som motorikkonsulent på førskoleområdet. Derefter motorikkonsulent i PPR, der favner de 0-18-årige.
Han har desuden de seneste to år arbejdet tre dage om ugen på specialtilbuddet Kasperskolen, der tager imod 0.-10. klasses børn med særlige behov fra Ballerup og nabokommuner
