Det er lysten, der skal drive værket for Pernille Nejst, når hun bruger tid og ressourcer på at markedsføre sit arbejde. Annoncering på sociale medier har hun for eksempel ikke været specielt tiltrukket af, men har i stedet brugt penge på en lækker hjemmeside, søgemaskiner og lydproduktioner.
Af Jon Kirketerp Jørgensen
“Jeg er overbevist om, at man skal brænde for det, hvis man skal lykkes som selvstændig. Det princip tager jeg med i markedsføringen og gør primært ting, som jeg mærker en nysgerrighed på og har lyst til”, fortæller Pernille Nejst.
Hun er psykomotorisk terapeut, meditationslærer og åndedrætsterapeut og arbejder fra sit klinikfællesskab i København. Ud over at tage imod individuelle klienter og hold i klinikken tilbyder hun undervisning, workshops og guidede meditationer til virksomheder.
At hendes arbejde skal være drevet af lyst frem for ’hvad man bør’, betyder blandt andet, at hun på trods af at hendes markedsføringskyndige hjælper har nævnt, at det kan være en god idé at annoncere på Facebook, indtil videre ikke har følt sig tiltrukket af det.
Til gengæld har hun brugt store mængder tid og penge på at producere guidet afspænding og meditation på lyd.
“Det gav vildt god mening for mig at lave det, jeg havde lyst til, og det var også vanvittig dyrt at leje et ordentligt lydstudie med lydtekniker, og skriveprocessen tog lang tid”, siger Pernille Nejst.
Men investeringen har også givet afkast for Pernille. Lydfilerne ligger nu tilgængelige på for eksempel Matas’ hjemmeside, som spurgte, om de måtte gøre dem tilgængelige, og det har fået hendes navn bredt mere ud og har givet nye kunder.
“Lydfilerne er en måde at have noget meget konkret, som jeg kan give folk gratis, og det gør, at der er mange, der støder på mit navn”, siger Pernille Nejst.
Blandt andet er hun blevet hyret af Novo Nordisk Engineering til at lave et kursus for deres medarbejdere, hvor de skulle bruge guidede meditationer. Det kom i stand, fordi en Novo-medarbejder havde hørt hendes lydfiler.
Derudover bruger Pernille også sit nyhedsbrev som markedsføringskanal. Cirka hver anden måned sender hun gratis indhold – for eksempel guidede afspændinger eller meditationer– ud til abonnenterne. Nyhedsbrevene indeholder også information om hendes kurser, og det er altid lykkedes hende at have fyldte hold og med mange gengangere. ”Dybest set handler det jo om at levere et godt stykke arbejde”, siger Pernille. ”Så kommer kunderne også”. ”Men som helt ny skal man have tålmodighed. Det kan tage op til et år eller to, førend den bedste markedsføring af alle for alvor aktiveres; nemlig mund-til-øre-anbefalinger”.