Eva og Line arbejder inden for beskæftigelse. Men det er noget helt andet, de fokuserer på

​De arbejder i hver sin kommune i hver sin ende af landet. Men når det gælder succeskriteriet i deres arbejde, står Eva og Line fuldstændig samme sted: at se det hele menneske.

Af Mette Vosgerau

Beskæftigelsesindsats. Alene ordet er firkantet. Og det kan da også være et ganske rigidt system, man træder ind i, når man går ind ad døren på et jobcenter i landets kommuner – ikke mindst hvis man er udfordret af andet og mere end arbejdsløshed.

Men inde i systemet arbejder der heldigvis ægte mennesker, som har ægte intentioner om at gøre en forskel for de borgere, de møder. Og som lykkes med det.

To af dem er Line Hald og Eva Lindgaard Andersen. Begge er psykomotoriske terapeuter, begge arbejder de i kommunalt regi med mennesker, der kortvarigt er faldet ned fra joblivets hylde – eller aldrig er kommet op på den.

Lad os begynde hos Line i København. Lige nu er hun på barsel, men når den er slut, venter hendes job – sagt med firkantede ord – inden for beskæftigelsesindsatsen på specialområdet.

Det firkantede glemmer man dog ret hurtigt, når hun fortæller om det. Så handler det om at gøre en forskel for unge mennesker, der er faldet mellem samfundets stole.

De kommer til hende, fordi en sagsbehandler vurderer, at hun kan hjælpe de unge frem til en praktik, der kan afklare, hvad næste skridt skal være. Måske ressourceforløb, måske førtidspension, måske fleksjob

”Det er især unge mennesker med udviklingshandicap, en autismediagnose, ADHD eller psykiske lidelser. Derudover ses ofte misbrugsproblematikker og komorbiditet såsom angst, stress og depression. For de fleste gælder det, at de har slået sig på livet op igennem skolegangen,” siger Line, der først og fremmest skal lære de unge at kende gennem samtaler.

Brug for hovedtelefoner

Nogle er klar til at finde en praktikplads og prøve af, hvor mange timer de kan være der. Så gælder det om at finde en egnet virksomhed og finde ud af, hvilke særaftaler der skal være, for at den unge har de bedste muligheder for at lykkes.

”Det kan for eksempel være at tale med virksomheden om, at det ikke er et udtryk for ligegyldighed, hvis den unge kommer for sent i starten eller måske har brug for at have hovedtelefoner på under opgaveudførsel.”

Der er også være unge, der har det så svært, at de lever en helt isoleret tilværelse. Og nu nærmer vi os kernen af de psykomotoriske kompetencer – og noget af det, der gør arbejdet rigtig spændende, siger Line:

”Det er virkelig særligt at have et langt forløb med de unge, hvor man ser små udviklingsskridt, og hvor man skal fejre de små sejre. Til en start kan det jo bare handle om at bryde isolationen og skabe mening i, hvorfor de skal se mig en gang om ugen. Der er ingen, der taler om beskæftigelse,” siger hun og fortsætter:

”I bund og grund skal man dosere indsatsen og have god tålmodighed. Man skal kigge på det hele menneske og ikke kun tænke beskæftigelsesrettet, selv om det er det, der står i jobbeskrivelsen,” siger hun.

Mødte en lukket dør

Første skridt kan være overhovedet at blive betragtet som en medspiller og ikke bare endnu én fra kommunen. Og når det er unge, som slet ikke har forestillingsevne til at se sig selv i et arbejde, så må man finde noget helt andet, som de kan arbejde hen imod, siger hun:

”For eksempel havde jeg forløb med et ungt menneske, som var blevet meget isoleret i egen lejlighed og havde virkelig svært ved at se nogen værdi i at gå en tur med mig. I mange måneder mødte jeg en lukket dør, hvor jeg stod udenfor og sagde ’nu er jeg heeer’.”

”Over tid fandt jeg ud af, at vedkommende rigtig godt kunne lide at bygge i det spil, der hedder The Sims. Så vi begyndte at gå ture i nærområdet for at finde en lokal bygning, som den unge skulle bygge og vise mig, næste gang jeg kom,” siger hun og understreger, at der ofte er meget langt til en afklaring. Ofte er de unge i forløb i flere år.

Det kræver selvfølgelig en sagsbehandler, der er med på den tanke – og nu nærmer vi os en anden del af jobbet, som Line virkelig godt kan lide: Nemlig det skriftlige og mere akademiske arbejde med at beskrive og argumentere for sin indsats.

”Uddannelsen er jo blevet mere akademisk, og det bruger jeg virkelig i mit job, når jeg skal forklare et rigidt system, hvad pokker vi egentlig har gang i. Det er virkelig sjovt at omsætte det praktiske arbejde og alle overvejelserne til et skriftligt produkt, der argumenterer for, hvorfor det vi gør, giver mening,” siger hun.

Og så til Frederikshavn

Så må det være tid til at bevæge os tværs over landet til Frederikshavn Kommune. Der har Eva i 16 år taget imod mennesker, der er blevet henvist til hende som en del af en samlet beskæftigelsesindsats i kommunen.

I de første år af sin ansættelse mødte hun især mennesker, der var sygemeldt på grund af stress og havde ondt i bevægeapparatet. Hun kunne også være en del af genoptræningen efter en knæoperation.

Men over årene er der sket et skifte.

”Nu møder jeg mange flere svære tilfælde – mennesker med ADHD og autisme, svær stress og udbrændthed,” fortæller hun.

Det begynder med en henvisning og en første samtale, der især handler om at få skabt en relation og forklare, hvad der skal ske.

”Jeg siger altid, at det handler om at være nysgerrige på kroppen, og at være detektiver på hvordan man fungerer, og hvordan kroppen har det,” siger hun.

Som indgang til at tale om kroppen bruger hun lydfiler med forskellige meditationer. Borgeren bliver lagt til rette med puder og tæpper og bliver liggende der under den efterfølgende samtale.

”Jeg stiller en række spørgsmål med kropslig tilgang: Var der noget, du lagde særligt mærke til? Hvordan var dit åndedræt?” siger Eva og fortsætter:

”Dialogen efter er virkelig altafgørende. Det er der, de reflekterer og bliver klogere på, hvad kroppen prøver at fortælle og tingene bliver sat lidt i perspektiv. Hvad man skal være opmærksom på, når man går ud ad døren.”

Hvilke meditationer, hun bruger, afhænger af hvem hun sidder overfor. Meget uro i kroppen kalder for eksempel på en visuel meditation, hvor man ikke skal mærke kroppen.

Og når uroen er så markant, at det ikke er en mulighed at finde ro til at ligge ned og meditere, benytter hun i stedet grounding-øvelser og fodruller til at starte med.

”Jeg oplever virkelig at kunne bruge hele vores fagpakke som psykomotoriske terapeuter. Det ligger også i måden, vi spørger på, og at vi tænker kroppen ind i alting. Det, synes jeg virkelig, er en fed måde at arbejde på.”

Gør det!

Eva en del af en beskæftigelsesindsatsen i Frederikshavn. Men ligesom Line i København, handler hendes indsats ikke specielt meget om at få folk i job. I stedet handler det om at fejre de små skridt frem for at fokusere på endemålet:

”Når jeg sidder over for et menneske med svær uro eller meget angst, kan de fem første gange gå med, at de sidder i min gode lænestol, mens jeg stiller spørgsmål om kroppen. På den måde opnår vi også noget,” siger Eva.

Det er ikke en mulighed for Eva at lægge hænder på, fordi det er i kommunalt regi, og hun ikke må konkurrere med private terapeuter. En præmis hun lever med – men gerne så anderledes:

”Jeg oplever virkelig ofte, at det ville være gavnligt bare at holde om fødderne eller give et andet sensorisk input,” siger hun og fortsætter:

”Det sker også, at jeg anbefaler folk at få kropsbehandlinger, fordi det er meget tydeligt, at de ting, de kæmper med, skal løses ad anden vej, end den jeg går. I de tilfælde ville jeg ønske, jeg kunne lave de små indledende ting, så de ville blive trygge ved at gå ud ad min dør og finde en behandler,” siger hun.

Derudover har hun især én ting at sige: Hvis man overvejer, om beskæftigelsesområdet kunne være spændende, når man er psykomotorisk terapeut, så gør det!

”Det fedeste ved mit job er, at jeg møder alle mulige slags mennesker. Her kommer dem, der er tæt på pensionsalderen, de helt unge mennesker, dem, der har ondt i kroppen og dem, som overhovedet ikke kan mærke sig selv, som skal arbejde med sansestimulering,” siger hun og fortsætter:

”Jeg får lov til at arbejde meget bredt fagligt. Derfor kan man også sagtens se det som et springbræt til et andet område inden for psykomotorik, hvis man ikke kan se sig selv arbejde med beskæftigelse for altid.”

Eva Lindgaard Andersen

40 år, uddannet i Randers i 2009. Ansat i Frederikshavn kommune siden 2009. Arbejder med borgere med blandt andet adhd, stress, angst og depression.

Line Hald

30 år, uddannet i Hillerød i 2021. Ansat i Jobmatch, som er et samarbejde mellem Beskæftigelses- og integrationsforvalten samt socialforvaltningen i Københavns Kommune. Arbejder med kompetence- og ressourceafklaring af unge mellem 18-30 år ofte med autismediagnose, psykisk lidelse eller udviklingshandicap.