Et fælles grundlag med rødder i forskellighed – i dialog med Silvia Cattafesta
Af Mireia Serra, psykomotorisk terapeut
Når vi taler om psykomotorisk terapi på tværs af lande, kredser diskussionen her i Danmark ofte om anerkendelse, integration i sundhedsvæsenet og professionel status. Det er selvfølgelig meget vigtige spørgsmål.
Den italienske psykomotoriske terapeut og forsker Silvia Cattafestas komparative arbejde har fået mig til at se ud over disse spørgsmål. Ved at undersøge, hvordan forskellige europæiske traditioner har udviklet sig inden for forskellige historiske, politiske og institutionelle kontekster, minder hendes forskning os om, at der findes mere end én vej, ad hvilken en profession kan udvikle sig og opnå legitimitet – og at det, der opfattes som legitimitet, i sig selv kan variere fra kontekst til kontekst.
Ved at se nærmere på den kontekst, som den danske psykomotoriske tradition har udviklet sig i – og på de forskellige kontekster, som andre traditioner er vokset frem af – kan vi måske begynde at stille andre slags spørgsmål. Spørgsmål om, hvordan vi ønsker, at professionen skal udvikle sig, hvad vi egentlig ønsker, at den skal anerkendes for, og hvilken form for anerkendelse der passer bedst til vores model. Kunne den særlige tradition for psykomotorisk terapi i Danmark udgøre et særpræget og værdifuldt bidrag til den bredere europæiske samtale?
Det var netop disse spørgsmål, der opstod for mig i mødet med Silvia Cattafesta og hendes komparative arbejde. Jeg mødte Silvia gennem mit arbejde som dansk delegeret i European Forum of Psychomotricity (EFP). Det var i efteråret 2025 – min første generalforsamling i EFP, hvor hun blev valgt som præsident. Senere blev jeg interesseret i hendes forskning i internationalt samarbejde, sundhedsdiplomati og professionalisering af psykomotorisk terapi på tværs af forskellige reguleringsmodeller. Vi begyndte at udveksle tanker.
Mireia: Hvad kendetegner den danske tradition?
Silvia: Når jeg ser på tværs af den europæiske litteratur, ville jeg ikke definere den danske traditions særpræg ud fra én bestemt teknik eller teoretisk skole. Det særlige ligger i den måde, dens historiske rødder er blevet omsat til uddannelse og professionel praksis.
Den danske tradition for psykomotorisk terapi udviklede sig fra afspændingspædagogikken og beslægtede traditioner inden for bevægelse, afspænding og kropsbevidsthed. Den nuværende uddannelse på 210 ECTS afspejler stadig denne historie: Den beskæftiger sig eksplicit med samspillet mellem krop, kognition, følelser og handling, med en helhedsorienteret forståelse af mennesket, sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering samt med udviklingen af den professionelles egne relationelle og kropslige kompetencer. Den danske praksis strækker sig desuden over sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige, pædagogiske og sociale områder.
Særligt interessant er den måde, professionen er blevet institutionaliseret på: Danmark har opnået en betydelig uddannelsesmæssig, institutionel og arbejdsmarkedsmæssig anerkendelse, men er ikke på samme måde som Frankrig lovreguleret som sundhedsprofession. Denne skelnen er vigtig, fordi begrebet anerkendelse ellers kan skjule væsentlige forskelle i professionens regulatoriske status.
Den danske model viser dermed en profession, hvis identitet er blevet institutionaliseret uden at være blevet reduceret til én bestemt klinisk kontekst. Den udvider derfor spørgsmålet fra hvor vores fag hører hjemme til hvilken forståelse af mennesket det kan bringe med sig ind i forskellige sammenhænge.
Mireia: Hvilke historiske og samfundsmæssige forhold har formet forskellene mellem traditionerne?
Silvia: Sammenligningen på tværs af Europa peger på, at psykomotorisk terapi ikke har udviklet sig fra ét centrum og efter én professionel model. Dens forskellige former er blevet præget af forskellige institutionelle historier: sundhedslovgivning, uddannelsessystemer, faglige organisationer, universitetsstrukturer, terapeutiske og pædagogiske bevægelser samt de måder, hvorpå de enkelte lande har organiseret velfærd, forebyggelse og rehabilitering.
Frankrig er et tydeligt eksempel på en medicinsk og lovreguleret institutionalisering: den franske psychomotricité er forankret i den franske sundhedslovgivning med en statsligt reguleret titel og behandling på lægehenvisning. Italien har fulgt en anden, men ligeledes eksplicit sundhedsorienteret vej med en lovreguleret psykomotorisk profession rettet mod børn og unge inden for udviklingsneuropsykiatrien. Danmark har derimod institutionaliseret faget gennem en professionsbacheloruddannelse, der kombinerer sundhedsmæssige, pædagogiske, psykologiske, relationelle og kropslige dimensioner og fører til arbejde på tværs af flere sektorer.
Disse nationale forskelle er ikke blot overfladiske variationer over en ellers ensartet profession; de er en del af selve den historiske konstituering af europæisk psykomotorisk terapi.
Mit arbejde med kolleger fra forskellige europæiske lande har yderligere styrket denne forståelse. Det, der bliver ved med at fascinere mig, er, at fagpersoner med meget forskellige institutionelle historier ofte genkender fælles psykomotoriske temaer – krop, bevægelse, følelser, relation, udvikling og deltagelse – selv når de organiserer og benævner dem forskelligt. Derfor tøver jeg i stigende grad med at beskrive den europæiske mangfoldighed som fragmentering. Forskellighed bliver først til fragmentering, når vi ikke er i stand til at kommunikere på tværs af den.
Mireia: Din forskning viser, at stærkere regulering kan medføre professionel legitimitet, synlighed og integration i sundhedssystemet. Men hvilke spændinger kan opstå i den proces? Hvordan kan en profession opnå større anerkendelse uden at miste noget vigtigt undervejs?
Silvia: Her vil jeg gerne foretage en vigtig videnskabelig skelnen. Vi har evidens for, at forskellige grader af regulering skaber forskellige institutionelle vilkår: En reguleret profession kan have en juridisk defineret titel og et defineret arbejdsområde, anerkendte kvalifikationer, tydeligere muligheder for professionel mobilitet og formel integration i sundhedsstrukturer.
Hvad vi derimod, så vidt jeg ved, ikke har på nuværende tidspunkt, er komparativ evidens for, at regulering nødvendigvis medfører et tab af epistemologisk rigdom inden for faget. Jeg ville derfor formulere muligheden for at ”miste noget vigtigt undervejs” som en risiko, der bør undersøges, snarere end som en konklusion på min forskning.
Risikoen opstår, når anerkendelse kræver, at en profession beskriver sig selv udelukkende gennem de kategorier, som et eksisterende system lettest kan regulere: forbeholdte faglige handlinger, diagnoser, ordinationer, tilskudsberettigede interventioner eller snævert målbare resultater. Disse elementer kan være nødvendige af hensyn til ansvarlighed og patientsikkerhed, men hvis de bliver hele definitionen af professionen, kan dimensioner som forebyggelse, kropslig erfaring, relationelle processer, deltagelse eller pædagogisk arbejde få mindre institutionel synlighed. Dette er en slutning, der kan drages på baggrund af forskellene mellem reguleringsmodellerne, ikke en empirisk dokumenteret årsagssammenhæng.
Gennem mit arbejde som kliniker, underviser og forsker og gennem mit engagement i European Forum of Psychomotricity er jeg i stigende grad kommet til at tænke, at den egentlige udfordring ikke består i at vælge mellem anerkendelse og epistemologisk rigdom. Den består i at udforme anerkendelsen på en måde, der beskytter begge dele.
Det betyder, at vi regulerer det, der reelt kræver fælles beskyttelse – uddannelse, kompetencer, etik, professionelt ansvar, kvalitetssikring og evidensinformeret praksis – uden unødigt at foreskrive én bestemt teoretisk orientering eller institutionel kontekst. Professionel regulering bør beskytte legitime samfundsmæssige interesser, men bør ikke gå videre end nødvendigt for at opnå dette.
For mig er spørgsmålet derfor ikke, om psykomotorisk terapi skal modsætte sig professionalisering. Det skal den ikke. Spørgsmålet er, hvilken form for professionalisering vi ønsker: én, der gør professionen smallere for at gøre den genkendelig, eller én, der gør dens særlige identitet tydeligere, mere ansvarlig og mere videnskabeligt robust.
Mireia: Kan den danske tradition bidrage ikke blot med endnu en professionsmodel, men også med en anden måde at tænke på, hvad der tæller som viden inden for psykomotorisk terapi? Og hvad kunne dette bidrag i så fald bestå i?
Silvia: Det tror jeg, den kan, men jeg ville formulere det med en vis forsigtighed. Jeg vil ikke hævde, at Danmark har en helt særskilt epistemologi, eller at kropslig eller relationel viden udelukkende tilhører den danske tradition. Disse elementer findes på tværs af europæisk psykomotorisk terapi og afspejles også i EFP's kompetenceramme.
Det, Danmark måske kan bidrage med, er en særligt eksplicit og historisk forankret måde at integrere forskellige former for viden i professionsuddannelsen på. Den danske uddannelse har både historisk og i sin nuværende form kombineret videnskabelig teori og forskning med erfaringsbaserede, kropslige og relationelle former for viden.
For mig er det epistemologisk interessant. Det peger på, at professionel viden ikke kun er viden om kroppen betragtet udefra. Den omfatter også disciplineret viden, der udvikles gennem kropslig sansning, interaktion og relation. Det vigtige ord her er disciplineret: Erfaringsbaseret viden bør ikke stilles i modsætning til videnskabelig evidens. Den må tydeliggøres, undersøges kritisk og forbindes med forskning.
Den danske tradition illustrerer selv, hvorfor denne integration er vigtig. Kropsbevidsthed har længe været beskrevet som et kernebegreb i dansk psykomotorisk terapi, samtidig med at danske forskere også har peget på behovet for mere systematisk at forbinde denne tradition med international forskning og måling.
Måske består Danmarks bidrag derfor ikke i at argumentere for en mindre videnskabelig psykomotorisk terapi, men for en bredere forståelse af professionel og videnskabelig viden: en forståelse, hvor empirisk forskning, klinisk observation, kropslig erfaring, relationel viden og menneskets levede erfaring kan informere hinanden.
Man kunne bruge udtrykket selvstændigt epistemologisk perspektiv. Med selvstændigt mener jeg ikke isoleret fra psykologi, pædagogik, neurovidenskab, medicin eller samfundsvidenskaberne. Jeg mener, at psykomotorisk terapi integrerer viden fra disse områder gennem et særligt spørgsmål: Hvordan oplever, udtrykker og udvikler mennesket sig gennem det uadskillelige samspil mellem krop, bevægelse, følelser, kognition og relation?
Samtalen fortsætter
Det er den slags komplekse og fascinerende samtaler, jeg har haft med Silvia – samtaler, som ikke altid er nemme at afslutte; de bliver ved. Jeg har selvfølgelig også stillet det spørgsmål: Hvad skal vi have til fælles på tværs af landene – og hvad skal bevidst have lov til at forblive forskelligt – i takt med at faget bevæger sig mod større professionel anerkendelse og en stærkere fælles identitet?
Silvias svar er, at en fælles identitet ikke må forveksles med ensartethed. Vi har brug for en fælles professionel kerne – fælles standarder, kompetencer og principper – samtidig med at der skal være plads til de forskellige historier, traditioner og måder, vi praktiserer på rundt omkring i Europa.
Mangfoldighed er i den forstand ikke en hindring for en fælles europæisk identitet, men en del af det, der har formet den. Det er ikke noget, vi modvilligt skal tolerere, men snarere den jordbund, som nogle af vores mest interessante samtaler, forskningssamarbejder og gensidige læring kan vokse ud af.
Eller som Silvia formulerede det: ”Målet er ikke ensartethed. Det er sammenhæng uden homogenisering.”
Silvia Cattafesta er psykomotorisk terapeut, sociolog, formand for det italienske forbund for psykomotoriske terapeuter og formand for European Forum of Psychomotricity. Hun er i øjeblikket i gang med at færdiggøre en ph.d. med titlen “Internationalt samarbejde og sundhedsdiplomati i den globale regulering af psykomotorik.”
Mireia Serra er psykomotorisk terapeut, underviser på KP i Hillerød og DAP’s delegerede i EFP og OIPR.