Af Karl Johnsen, politisk konsulent, DAP
Forebyggelse fylder stadigt mere i sundhedspolitikken. Mental trivsel, stress, ulighed i sundhed og tidlig indsats er rykket højt op på den politiske dagsorden, og kommunerne forventes i stigende grad at lave indsatser, der styrker borgernes sundhed, før sygdomme opstår eller udvikler sig. Ikke mindst fordi der er god økonomi i at forebygge frem for at behandle. Det ligner et oplagt arbejdsfelt for psykomotoriske terapeuter, men adgangen til området er ikke givet. Adgangen til området er noget, der skal skabes og fastholdes – både politisk og fagligt.
Kommunalt ansvar
Forebyggelse er i dag først og fremmest et kommunalt ansvar. Med sundhedslovens § 119 har kommunerne en bred opgave med at tilbyde borgerrettede forebyggende og sundhedsfremmende indsatser. Samtidig peger nationale initiativer som sundhedsreformen, forebyggelsespakkerne og 10-årsplanen for psykiatrien på, at mental sundhed og trivsel skal styrkes gennem tidlige og ofte ikke-medicinske indsatser. Både tidlig indsats og ønsket om at begrænse brugen af medicin er noget, der kan skabe nye muligheder for psykomotoriske terapeuter.
Men forebyggelse er ikke et nyt og ubesat område. Tværtimod er det allerede præget af faggrupper med en stærk organisatorisk og politisk position: fysioterapeuter, sygeplejersker og psykologer. Det er store fag med faste stillingskategorier, klare roller i kommunerne og en lang tradition for at blive tænkt ind, når nye forebyggelsesindsatser etableres. Her kommer de psykomotoriske terapeuter sjældent automatisk med.
Individuelle succeshistorier bliver ikke til faglig fundering
På individniveau er der allerede i dag psykomotoriske terapeuter, der arbejder med forebyggelse. Den psykomotoriske faglighed efterspørges i praksis. Men de individuelle succeshistorier bliver ikke til en bred faglig fundering på tværs af landet, hvis ikke vi tydeligt kan vise, hvordan psykomotorisk terapi bidrager til kommunale mål om mental sundhed, deltagelse og trivsel, som er defineret i forebyggelsespakker, sundhedsaftaler og kvalitetsstandarder.
I DAP ser vi hele tiden, at sundhedsindsatser mødes af krav om evidens, dokumentation og standardiserede beskrivelser. Politikere vil sikre sig, at deres indsatser har den ønskede effekt, og administrationen har behov for at kunne styre økonomien og rapportere resultater tilbage til politikere og offentlighed.
Det gælder i øvrigt også sundhedsforsikringsudbydere, der også læner sig op ad evidens, bruger standarder til at styre økonomien i behandlingsindsatser og kræver dokumentation for effekten.
Evidens, dokumentation og standardisering – en voksende præmis
Kommunal forebyggelse indgår i dag i systemer, hvor indsatser skal kunne registreres, beskrives og følges op – blandt andet gennem Fælles Sprog III (se faktaboks) og lignende dokumentationspraksisser.
Det betyder, at forebyggelse ikke alene vurderes på intentioner eller oplevet effekt, men på, om indsatsen kan indpasses i administrative kategorier med mål, indhold og forventet effekt. For psykomotoriske terapeuter kan det opleves som en udfordring, fordi fagets styrker ligger i det procesorienterede, relationelle og kropslige – elementer, som kan være vanskelige at oversætte til standardiserede beskrivelser.
Men det er ikke til at komme uden om. Dokumentation er blevet en forudsætning for at blive en del af nærmest alle indsatser i det offentlige, fra sundhedsvæsenet til kommunerne. Når en lov om en sundhedsindsats vedtages af politikerne, følges den op af en bekendtgørelse, kvalitetsstandarder, kliniske retningslinjer eller andet, der mere detaljeret beskriver, hvordan indsatsen skal udføres, og i nogle tilfælde hvem der må udføre den.
Risikoen for faglig usynlighed
Den psykomotoriske faglighed risikerer derfor at blive marginaliseret og usynlig i sundhedssystemet, hvis den ikke kan dokumenteres på systemets præmisser. Hvis faget er usynligt, kan faglige elementer blive taget ind, men faget reduceres til metoder eller redskaber – for eksempel bevægelse eller afspænding – uden at professionen bliver taget seriøst eller anerkendes som selvstændig aktør på lige fod med fysioterapeuter, psykologer mv.
Det er derfor en reel politisk udfordring, at det ofte er andre fag, der sætter rammen og sproget.
Omvendt kan faget styrkes, hvis vi bliver bedre til at formulere, hvad der arbejdes med, og hvilke forandringer indsatsen sigter mod, og passe det ind i de rammer, som der nu engang arbejdes inden for. Det skal selvfølgelig ske uden at miste fagets styrke: det procesorienterede, relationelle og kropslige.
Det er en politisk udfordring at rydde så mange forhindringer af vejen som muligt og sparke døren op til de rum, hvor der bliver talt om dokumentation og evidens.
Der er også en opgave for den enkelte psykomotoriske terapeut i at blive god til at tale ind i de logikker, der hersker på særligt de sundhedsfaglige arbejdspladser. Det er ikke sikkert, at logikkerne indgår eller er synlige i hverdagen, der måske er mere præget af pragmatik og rutiner. Men de vil ofte indgå i den dokumentation, der flyder opad i systemet.
Her ligger en vigtig opgave for psykomotoriske terapeuter med at opsøge og gribe de muligheder, der opstår, for at synliggøre faget i journalisering og dokumentation eller i mødet med kolleger. Ikke kun metoden, for eksempel afspænding, kropsøvelser, åndedræt, men også hvad det faglige formål er, for eksempel øget kropslig ro, bedre håndtering af belastning og øget deltagelse i sociale situationer.
Er man selvstændig psykomotorisk terapeut, og vil man gerne samarbejde med kommunen, skal man vide, hvilke problemer kommunen vil adressere, og hvilken målgruppe de er tiltænkt. Hvilke målsætninger har de for indsatsen? Det er med større sandsynlighed en målsætning om for eksempel selvhjulpenhed, ‘at gøre borgeren i stand til at klare hverdagen selv’, end det er et mål om, at ‘borgeren får det godt’. At borgeren får mod på at deltage i aktiviteter eller sociale sammenhænge, er ofte også et vigtigt mål.
Du skal forstå kommunens bevæggrunde og kunne tale ‘sproget’, så du kan oversætte dit tilbud til dem til noget, de kan genkende, og som passer ind i deres indsatser og prioriteringer.
En mulighed, der skal gribes
Det er en mulighed, der skal gribes. Forebyggelsesområdet er ikke en nem genvej til flere stillinger. Men det er heller ikke en blindgyde, hvis vi tager området alvorligt – fagligt og politisk. Der er og vil blive ved med at opstå nye muligheder i både sundhedssektoren og andre sektorer.
Spørgsmålet er ikke, om psykomotoriske terapeuter har noget at bidrage med, men om vi formår at sikre, at fagets bidrag også anerkendes, prioriteres og forankres. Mulighederne ligger der, både for den enkelte og for faget.
Fakta: Fælles Sprog III
Fælles Sprog III (FSIII) er et redskab til fælles dokumentation og styring. Hvordan det faglige arbejde konkret tilrettelægges og udføres, fastlægges lokalt i kommunen og af de involverede fagprofessionelle.
Borgerens situation beskrives gennem tilstande, for eksempel "Udfordringer med mental sundhed og trivsel”. Kommunens indsats registreres gennem indsatser, for eksempel “Sundhedsfremmende og forebyggende indsats vedrørende mental sundhed”, som så konkretiseres lokalt. Den forventede forandring registreres også, for eksempel ”Forbedret oplevet trivsel” eller “Øget evne til at håndtere belastninger i hverdagen”, og til sidst registreres forandring.
FSIII fastlægger ikke bestemte faglige metoder eller tilgange, men gør, at det faglige arbejde kan beskrives ved hjælp af de fastlagte, fælleskommunale begreber og klassifikationer, så indsatser kan måles og dokumenteres ensartet på tværs af landet.
Se mere på: https://www.kl.dk/sundhed-og-aeldre/data-dokumentation-faelles-sprog-iii-og-digitalisering/faelles-sprog-iii