Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Det åndbare arbejdsliv – utopi eller mulighed?

Hvordan skaber vi et mere bæredygtigt arbejdsliv, som ikke hele tiden er ved at tage pusten fra os? Det undersøger psykomotorisk terapeut og kandidatstuderende Nanna Marie Jensen i sit kommende speciale. Udgangspunktet er vidensarbejderens grænseløse arbejde, hvor netop afgrænsning, begrænsning og rammesætning har svære kår. Nanna vil undersøge, om ikke psykomotorikken kan gøre det nemmere – ikke kun som små oaser, men også som langtidsholdbar ingrediens i et sundere arbejdsliv.

17. december 2021
Af Astrid Hjorth Balle

Nanna Marie Jensen er uddannet psykomotorisk terapeut i 2019, og hun læser nu en såkaldt kombinationskandidat i psykologi og sundhedsfremme & sundhedsstrategier på Roskilde Universitet. Hendes hovedfag er psykologi, og det er det fag, hun skriver sit speciale i, men hun vil selvfølgelig inddrage både hendes andre fag på kandidaten og ikke mindst hendes psykomotorikuddannelse i udarbejdelsen af specialet. Faktisk skal psykomotorikken spille en ret central rolle, og det hænger blandt andet sammen med grunden til, at hun overhovedet har valgt det emne, hun har, men det vender vi tilbage til. Først skal vi nemlig lige tygge lidt på problemformuleringen for Nannas speciale:

Hvordan oplever vidensarbejdere deres handlemuligheder, når der opstår ubalance mellem belastninger og ressourcer i arbejdet, og hvilke implikationer har det for skabelsen af et bæredygtigt arbejdsliv?

Med vidensarbejdere forstås personer, der arbejder med viden og har en høj grad af indflydelse, , og på den måde står det i modsætning til for eksempel mere manuelle arbejdsformer. Vidensarbejdere arbejder typisk med håndtering af information, kommunikation og vidensudvikling i det hele taget. Er man vidensarbejder, foregår ens arbejde ved en computer og inde i hovedet på den enkelte. Og netop det gør, at man altid har arbejdet med sig – både på computeren, som man lige kan hive frem på ferien, i toget eller lige før sengetid og i hovedet, som man jo af gode grunde (og heldigvis) altid har med sig. Som vidensarbejder arbejder man altså potentielt grænseløst hele tiden, fordi arbejdets udførelse ikke er betinget af mødetider eller henholdt til kun at kunne foregå et bestemt sted, nemlig på arbejdet. Et sådant grænseløst udgangspunkt placerer delvist ansvaret for, at det ikke bliver urimeligt grænseløst, hos den enkelte medarbejder, og det kan af mange grunde være svært at forhindre.

Med handlemuligheder og implikationer forstås i Nannas problemformulering de valg, som vidensarbejderne oplever, at de har, når der opstår et misforhold mellem ressourcer og belastninger, og hvad det betyder for et bæredygtigt arbejdsliv, dvs. et arbejdsliv, hvor belastningen ikke er højere, end at man kan holde til det også på den lange bane. Nanna har et eksempel, som vi kommer til at vende tilbage til nogle gange i denne her artikel:

Forestil dig, at du er vidensarbejder. En dag kommer chefen ind på dit kontor, der desværre bugner af uløste arbejdsopgaver, som du knokler på livet løs for at nå, og spørger, om du ikke lige vil løse den opgave, han eller hun har med til dig? Balancen mellem dine ressourcer og de belastninger, du er udsat for, er for længst tippet til forkerte side, så svaret bør være nej, men alligevel svarer du ja. Hvorfor gør du det? Og hvad betyder det for dine muligheder for at få et mere bæredygtigt – et mere åndbart – arbejdsliv?

Accelerationssamfundet

I langt de fleste tilfælde, og altså ikke kun i Nannas eksempel, svarer den overbelastede vidensarbejder blindt ja, når chefen kommer med nye opgaver, fordi det simpelt hen er det eneste, der virker muligt i situationen. Det er der selvfølgelig flere årsager til. En af dem kan være den helt menneskelige, at man gerne vil være en god medarbejder i chefens øjne. I samme boldgade kan det også være, man siger ja for at undgå, at en kollega løser den, og derved kan komme til at fremstå som en bedre medarbejder end en selv. Ofte vil det også opleves som det mest – ja måske endda det eneste – socialt acceptable at gøre, ligesom det er også muligt, at det slet og ret opleves som det nemmeste bare at sige ja, fordi det er for besværligt eller sårbart at skulle forklare, hvorfor man siger nej.

En anden mulig forklaring på det ja, man helt ukritisk kan komme til at sige, kan ifølge Nanna findes i vores relation til nuet. For at give den forklaring teoretisk ballast vil Nanna i sit speciale lave en gennemgang af arbejdslivets historiske udvikling fra den gang, langt de fleste arbejdede på fabrik, til i dag, hvor vi befinder os midt i det, der bliver kaldt accelerationssamfundet[1], af hvilket vidensarbejderen er opstået. Som man kan høre på ordet ’accelerationssamfund’, er det et samfund, hvor alting skal være i konstant bevægelse fremad med stadig stærkere hastighed. Når en bil accelerer, sætter den farten op over tid, og det samme gør samfundet. Det siger næsten sig selv, at der kommer et tidspunkt, hvor det ikke kan blive ved med at gå, særligt ikke for menneskene i det accelererende samfund. De vil brænde sammen med tiden – ligesom en bil i øvrigt sikkert ville gøre, men til forskel fra en bil, som kan få en ny motor og noget nyt benzin og herefter fungere upåklageligt igen, kan det være sværere for os mennesker at komme på fode igen.

Nutidsindskrumpning

For at forhindre – eller forhale – sammenbrændingen benytter mange mennesker sig i stigende grad af yoga, meditation, mindfulness, wellness og andre nærværsaktiviteter, som kan forankre os i nuet. Men hvad hvis nuet i accelerationssamfundet slet ikke er stort nok?

En af kendetegnene ved – og konsekvenserne af – accelerationssamfundet er nemlig en såkaldt nutidsindskrumpning[2], fortæller Nanna. Den stund, vi kalder for nuet, skrumper simpelt hen ind og bliver mindre, fordi vi hele tiden er på vej videre i stadig højere fart. Det devaluerer nuet, og det betyder, at eksempelvis nærvær og tilstedevær får meget svære kår.

Hvis vi vender tilbage til eksemplet fra før, hvor du som vidensarbejder siger ja til en opgave, selvom du næsten ikke kan få luft af bar travlhed, er det netop det flygtige nu, som gør det svært for dig at mærke, hvordan du egentlig har det med den ekstra opgave, og derfor svarer du bare ”fra hoften”. Fordi varigheden (og værdien) af nuet er så godt som ikkeeksisterende i accelerationssamfundet har du simpelt hen ikke mulighed for at stoppe op og tage ordentligt stilling og vurdere konsekvensen af dine valg, og det (kan) resultere(r) i de mange overbelastede og i overført betydning åndenødsramte vidensarbejdere, vi ser i dag, pointerer Nanna. Og så er vi ved at være tilbage ved grunden til, at Nanna overhovedet valgte dette emne, og hvorfor psykomotorikken skal spille en central rolle i undersøgelsen af det.

Skulle det være et stykke med nu?

For Nanna er der nemlig nogle spørgsmål, som længe har cirkuleret i hendes tanker og ledt hende til dette speciale: Hvordan kan man som vidensarbejder i et grænseløst og accelererende arbejdsliv skabe sig nogle rammer og grænser, som gør arbejdet åndbart, og hvor man ikke konstant belaster sig selv til det yderste, for så efterfølgende at skulle aflaste sig for at overleve?

At skulle ”aflaste sig for at overleve” henviser i Nannas refleksion til de nærværsaktiviteter, mange som nævnt ovenfor i stigende grad benytter sig af til skabe åndehuller i nuet, så man kan trække luft ind til næste seje træk. Men hvis nuet er alt for småt, som vi lige har hørt, at det er blevet med accelerationssamfundet, så er det vel ikke åndehullerne, vi skal skabe – så er det vel et større stykke nu? Med et mere forankret og forlænget nu, der kan give bedre muligheder for at forholde sig overvejet til det, der sker omkring en, bliver det måske mindre nødvendigt med åndehuller, fordi tilværelsen generelt er mere åndbar? Det er i hvert fald en overvejelse, Nanna gør sig, og som hun gerne vil undersøge med hjælp fra psykomotorikken.

Nanna har endnu ikke indsamlet empiri, men det, hun vil undersøge, er, om en øget kropslig afgrænsning og en øget kropsbevidsthed giver vidensarbejderen nogle bedre vilkår for at kunne sætte sine egne grænser i det grænseløse arbejde. Og om en øget opmærksomhed på kroppens reaktioner vil kunne forlænge nuet, fordi den enkelte bliver bedre til at registrere det, der sker, når man for eksempel får stillet et spørgsmål, der skaber ubehag, og derved får et bedre udgangspunkt for at kunne mærke sig ikke kun frem til et valg, men også til konsekvenserne af det.

Lad os vende os mod eksemplet en sidste gang: Din chef er lige kommet ind til dig og dine mange uløste opgaver, og nu bliver du spurgt, om du lige kan tage dig af endnu en. Det er så lige præcis her, det muligvis ville hjælpe til et for dig bedre svar, hvis du var i bedre kontakt med dig selv og dine kropslige reaktioner. Mærker du for eksempel en knugen i maven over spørgsmålet? Eller begynder dit hjerte at banke lidt hurtigere ved tanken om, at du får lagt endnu en opgave på dit bord? Så er det nok et tegn fra din krop på, at dit svar skal være hensyntagende til dig selv, og at du har brug for ikke at få flere opgaver. Et fokus på dig selv og din krop i den situation ville altså give dig en bedre kontakt med nuet, som jo ellers normalt bare passerer forbi. Og et lidt længere nu, hvor du tager dig tid til at både mærke kroppen og handle på dens reaktioner, ville måske give dig lige præcis den tid, du skal bruge på at finde ud af, hvad det bedste svar til chefen er for dig.

Psykomotorisk terapi som samfundsanalyserende og individrettet greb

Inden vi ønsker Nanna held og lykke med det videre arbejde med specialet og slutter artiklen af, skal vi lige kort berøre en pointe vedrørende psykomotorik, som er vigtig for Nanna at få med, og som vedrører forskellen mellem psykomotorisk terapi som åndehul og psykomotorisk terapi som på en gang samfundsanalyserende og individrettet greb.

Nanna påpeger nemlig, at psykomotorisk terapi er i risiko for ukritisk at blive brugt eller tilbudt som et åndehul ligesom andre nærværsaktiviteter, vi tidligere har berørt i denne artikel. Det er der ikke noget galt med – det er ikke det, der er Nannas pointe. Men for hende er det interessant også at tænke psykomotorik og psykomotorisk terapi bredere, så man i mødet med klienten også har blik for den kontekst, vedkommende indgår i, og ikke mindst hvilke konsekvenser det har. Det afgørende i den forståelse er at tilbyde psykomotorik som det, der kan være med til at støtte og hjælpe klienten til at kunne begå sig i de konsekvenser, accelerationssamfundet uundgåeligt har for selve den måde, i dette tilfælde vidensarbejderens arbejdsliv er organiseret på. Konkret betyder det blandt andet, at psykomotorikken skal ind længe før, vidensarbejderen er tæt på at brænde sammen, og tilbyde forståelser af samfundet og individet i samfundet, som kan hjælpe den enkelte til et mere bæredygtigt arbejdsliv, hvor det er muligt at trække vejret mere ubesværet.

DAP vil gerne takke Nanna for at stille op til interview, og vi håber, vi får lov at høre mere om, hvor og hvordan specialet ender, når det er færdigt. Rigtig god arbejdslyst!

[1] Rosa, 2014

[2] Rosa, 2014: 23

Kilder

Rosa, H. (2014). Fremmedgørelse og acceleration (1. udg.). Hans Reitzels Forlag.

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN