Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

  • Forside
  • /
  • Nyheder
  • /
  • DAP sikrer højere løn i ny vikaraftale for psykomotoriske terapeuter i Region Midtjylland

DAP sikrer højere løn i ny vikaraftale for psykomotoriske terapeuter i Region Midtjylland

Ny aftale sikrer højere løn, bedre aflønning for skæve vagter og optjening af vikaranciennitet for psykomotoriske terapeuter, der arbejder som vikarer i Region Midtjylland. Vigtigt at skabe nye muligheder for medlemmerne, siger DAP-forkvinde.

Af Jon Kirketerp Jørgensen

Fra 1. januar får psykomotoriske terapeuter i Region Midtjylland nu mulighed for at arbejde som vikarer på socialområdet med gode løn- og arbejdsvilkår.

DAP har nemlig indgået en vikaraftale med Region Midtjylland, som sikrer bedre løn og vikaransættelse i fagtitel.

Med aftalen opnår psykomotoriske terapeuter et pensionsgivende vikartillæg på 18 kroner pr. time (2018-niveau) svarende til 21,34 kroner i oktober 2025-niveau. Dertil ydes tillæg for aftenvagter hele vagten fra kl. 15.00 til kl. 23.00 ligesom tillæg weekendvagter ydes fra fredag kl. 15.00 til mandag kl. 07.00.

Derudover afhænger lønnen af den enkelte psykomotoriske terapeuts kompetencer og anciennitet og efter forhandling med arbejdsgiver.

De nye vilkår i aftalen løfter vikarlønnen for en aftenvagt på otte timer fra 1.700,28 kroner til fra 1. januar at være på 2.095,63 kroner. Altså en stigning på 395,35 kroner pr. aftenvagt.

Det er desuden aftalt, at vikarer med gennemsnitligt 8 vikartimer om ugen optjener vikaranciennitet. Så psykomotoriske terapeuter, der i en længere periode arbejder som vikarer, kan opnå yderligere tillæg.

Du kan læse mere om aftalen her: https://dap.dk/ansaettelsesvilkaar/vikaraftale-psykomotoriske-terapeuter/

Aftalen er den første af sin slags i DAP’s historie, og den er et vigtigt skridt i DAP’s løbende arbejde for at opnå bedre løn- og arbejdsvilkår for medlemmerne og for at udbrede kendskabet til faget.

“Med aftalen sikrer vi gode vilkår for vikaransatte psykomotoriske terapeuter. Det er en af vores kerneopgaver, så det er dejligt at se, at sekretariatets arbejde bærer frugt til gavn for medlemmerne,” siger forkvinde Anne Marie Horn og fortsætter:

“Samtidig vil gode vilkår forhåbentlig få flere psykomotoriske terapeuter, som ønsker at tage vikararbejde, til at arbejde på aftalen og dermed vise de mange arbejdspladser i Region Midtjylland, hvilke konkrete gevinster der er ved at ansætte psykomotoriske terapeuter. Det øger kendskabet til vores fag og kan forhåbentlig være med til at åbne endnu flere døre for vores medlemmer.”

Med aftalen håber Anne Marie Horn, at også andre regioner vil få øjnene op for de psykomotoriske terapeuters kompetencer.

“Det er forhåbentlig blot den første i rækken af flere aftaler og flere gode beskæftigelsesmuligheder for de psykomotoriske terapeuter,” siger hun.

Du kan allerede nu ansøge om at blive vikar i Region Midtjylland. Det gør du på https://www.rm.dk/job/vikar-region-midt/bliv-vikar/

LOGIN