Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

DAP flytter ind i psykomotorikkens hus

DAP’s forperson Anne Marie Horn skriver: ​

Kære medlemmer

I dag kan jeg dele en stor nyhed, som vi har arbejdet på i mange måneder. Siden det stod klart, at vi ikke længere kunne blive boende i sekretariatet på Staunings Plads i København, har vi været på udkig efter et nyt hjem til DAP.

Det nye hjem fandt vi i foråret, og henover sommeren har vi knoklet for at få gjort lokalerne klar til, at vi kan flytte ind i oktober. Vores nye lokaler ligger i Ordrup lidt nord for København og har en lang og rig psykomotorisk historie. I næsten 50 år har der været psykomotorik, afspænding og aftenskole, og det er DAP’s ambition, at denne helt særlige ånd skal leve videre i lokalerne.

Når lokalerne står klar, skal de rumme meget mere end de kontorpladser, som vi har brug for til at drive sekretariatet og betjene medlemmerne. Lokalerne skal også kunne fungere som et samlingssted, hvor vi psykomotoriske terapeuter kan dyrke vores faglighed med hinanden på tværs af arbejdsområder, specialer og årgange.

Vi har gjort plads til, at DAP kan afvikle kurser i eget regi, og til at vi kan afholde møder for hovedbestyrelsen og de psykomotoriske terapeuter, der fungerer som tillidsrepræsentanter rundt omkring i landet.

Men vores nye hjem skal ikke kun være for DAP’s egne aktiviteter. Vi drømmer om, at huset også kan blive brugt af jer, vores medlemmer, som et sted I kan mødes om jeres fag og faglighed.

Så tøv ikke med at byde ind med forslag til, hvad I gerne vil bruge vores lokaler til. Sammen kan vi forhåbentlig få udviklet vores nye lokaler til et ægte psykomotorikkens hus.

De bedste hilsener

Anne Marie Horn, september 2025

Hvis du vil være med til at fejre de nye lokaler, så kom til vores åbningsreception. Du finder invitationen lige her: https://dap.dk/wp-content/uploads/2025/09/DAP_PSYKOMOTORIK_Invitation.pdf

LOGIN