Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Case: Sara kom i kontakt med sit indre barn og oplevede høj grad af bedring

I denne case kan du se Indre Barn-metoden udfoldet. Du kan læse mere om kurset “Indre Barn-metoden – hvordan kan den bruges” lige her. Kurset afholdes over fire dage fordelt på to moduler af to dage med start den 9. august i København. 
Kurset afholdes af Ronni Vistisen, som er en af landets førende eksperter i Indre Barn-metoden og karakterstrukturer. Han er en erfaren underviser og tidligere grundlægger af og skoleleder på Skandinaviens største skole for kropsterapi.
I dag har Ronni kursus- og behandlervirksomheden Det Terapeutiske Rum, hvor han udover private 1:1-sessioner underviser i Indre Barn-Metoden og holder kurser i kropslig og psykisk selvudvikling.

Sara er en glad og udadvendt kvinde på 38 år, hun er uddannet sygeplejerske og arbejder på et medicinsk ambulatorie for afvænning af alkohol og stofmisbrug. Sara er glad for sit job, som hun lægger meget tid og mange kræfter i. Sara har to børn, Mads og Signe, og en mand, der hedder Jens. Jens og Sara mødte hinanden, da de var ganske unge, de forelskede sig, og Jens taler tit om, at Sara blev hans redning i et ellers kaotisk liv, han havde dengang – ja, det havde de faktisk begge to. De kom fra familier med mange konflikter og stridigheder, og ingen af dem kunne holde ud at være sammen med deres familie ret lang tid ad gangen.

Sara blev rammen om familien, hun var den, man altid kunne gå til, når lokummet brændte, og man blev altid mødt med varme og omsorg. Hun var der også, dengang Jens kom til skade i en arbejdsulykke, støttede ham og var der for ham, da han skulle søge førtidspension. En torsdag i oktober kom Sara selv til skade, hun fik en diskusprolaps, da hun skulle flytte en patient på arbejdet.

Hele familien kollapser, nu hvor Sara ikke kan andet end at ligge i sin seng. Mens hun ligger der, får hun det værre, smerterne i ryggen tager til, og hun begynder at få angstanfald. Hun bliver bange for at skulle tilbage på arbejdet, som hun ellers var så glad for, og hvor hun er vellidt blandt kollegaerne. Hun får angst ved tanken om at skulle ud og handle eller i det hele taget forlade huset. Stemningen i hjemmet bliver mere og mere intens, Sara trækker sig mere og mere og magter kun at være oppe, når børnene kommer hjem fra skole. Jens trækker sig også mere og mere, han søger ud i skuret, hvor han roder med sine maskiner, mens han får et par øl. Sara kan godt forstå ham, han har jo også været igennem så meget selv, og hun er jo ikke det bedste selskab, når hun bare ligger der. Jens virker tit irriteret, når han om eftermiddagen kommer ind fra skuret, og Sara lægger mærke til, at det tit er deres ældste søn Mads, der står til en skideballe, over ting han ikke har gjort eller har glemt at gøre.

Saras ryg er nu så slem og gør så ondt, at hun i desperation kontakter en behandler, som forhåbentlig kan gøre noget for at lindre smerterne i ryggen.

Kort tid inde i behandlingen begynder kroppen at give efter, følelserne presser sig på, og hun græder, først en stille gråd, så en dyb hulken, som virker endeløs.

Behandleren ser ud fra Saras reaktion, at det er en dyb sorg, Sara giver udtryk for og spørger ind til Saras tilstand, og om hun tidligere i livet har oplevet en sådan sorg.

Sara syntes ikke som sådan, at hun oplever sorg, men hun genkender den knugende fornemmelse i maven, halsen der snører sig sammen, og det går op for hende, at hun har været præget af den fornemmelse det meste af sit liv. Nu begynder minderne at komme rullende, og hun mindes engang, da hun var 2-3 år, hvor hun var vidne til forældrenes skænderi, fornemmelsen af magtesløshed, fornemmelsen af at holde tårerne tilbage, fornemmelsen af at det bedste i den situation var at fylde så lidt som muligt og at gøre hvad som helst for at undgå konflikter. En rolle hun har forsat med at udleve lige siden.

Behandleren spørger ind til den lille pige og spørger hende så, om hun kan lide den lille Sara? Hun bliver gennemstrømmet af en følelse, der har ligget gemt i mange år. Det er, som om hun havde glemt, hvordan det føles at elske sig selv, betingelsesløst, uden at tage højde for andre – fornemmelsen af ren kærlighed.

En skælven går igennem hendes krop, den ryster, og hun mærker de kraftige spændinger i ryggen aftage, og en ny fornemmelse forplanter sig i kroppen, det er som om, både krop og hoved bliver lettere. Behandlingen varer over en time, Sara ved det ikke med sikkerhed, for det er som om, tiden i behandlerrummet er flydende, og hun har mistet tidsfornemmelsen. Det, hun husker, er, at de gamle minder blev meget virkelige, hun følte virkelig de gamle minder og nu på en ny måde. Hun husker, at hun blev guidet længere ind i mindet, ind i konflikten, og at der blev skabt et trygt rum, hvor hun både kunne møde hendes råbende og vrede mor, hendes indre barn, og hun fik også en fornemmelse af, hvordan den sorgfølelse, hun selv oplevede, er en følelse, som kvinderne i hendes slægt har båret igennem flere generationer. En følelse, som har skabt meget konflikt i deres relationer, i forsøget på netop at undgå konflikter. Livet er paradoksalt, tænker Sara.

I løbet af de næste uger og måneder er Sara til behandling flere gange, hun begynder at åbne mere op for sine følelser over for Jens og deres børn. Det viser sig, at Jens deler hendes følelse af magtesløshed og af at være ensom, selvom de er sammen. Det bliver til mange lange samtaler, hvor de går på opdagelse i hinandens verden, både hvad angår fordeling af ansvar og samvær, og at det er ok at bede om hjælp, når det hele bliver for meget.

Deres relation bliver tættere, mere respektfuld, mere kærlig. Sara arbejder stadig som sygeplejerske, men har skiftet arbejde. Hun opdagede, at hun i sit job på ambulatoriet tit kom i kontakt med netop følelsen af sorg og magtesløshed. Selvom hun var dygtig til sit arbejde, kunne hun nu mærke, at det påvirkede hende mere, end hvad der var sundt og godt for hende og hendes indre barn. Hun mærkede, at hun efter at have været på arbejde havde en krop, der sagde fra, og at symptomerne meldte sig igen. Men nu kan hun tage ansvar for sine følelser, kroppens fornemmelser og sine tanker på en kærlig og omsorgsfuld måde og reagere, når det er nødvendigt.

Som hun siger i dag, så hjælper det jo ikke at hjælpe andre, når det er på bekostning af en selv.

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN