Af Victor Kofod Nielsen, 2. semester-studerende, KP Hillerød
I skrivende stund er jeg studerende på psykomotorisk terapeut-uddannelsen. Allerede som 2. semester-studerende kan jeg mærke, hvordan dette studie har sat mig og min person i bevægelse. I denne artikel vil jeg forsøge at forklare, på hvilken måde og på hvilke abstrakte planer jeg ser bevægelse som en tilgang til at udvide vores professions faglighed. Bevægelse er et komplekst begreb, fyldt med paradokser. Det kan være både målrettet og uendeligt, afgrænset og flydende. En bevægelse har måske en begyndelse og en slutning, men den er også forbundet til alt det, der kom før – og alt det, der følger efter. Denne forståelse blev kropslig for mig allerede på 1. semester gennem arbejdet med BESS-systemet af Rudolf Laban. Her oplevede jeg, hvordan bevægelser, selv når de føltes frie, hang sammen og dannede mønstre, der udsprang af det foregående.
Dette perspektiv er også vigtigt i et samfundsmæssigt lys. Selv en historisk periode bygger på tidligere tanker, systemer og strukturer. Alle fortidens visioner om en ny verden bliver konkretiseret i mennesker, handlinger, sprog og kultur. Vi er konservative væsner i en konstant foranderlig verden. Nye indtryk, oplevelser og handlinger fermenteres i et allerede eksisterende mikrobiom af viden og erfaring. De skal introduceres med varsomhed for ikke at forstyrre det eksisterende, men samtidig skaber de resistens og styrker immunforsvaret. Forandring er derfor en forudsætning for kulturens overlevelse på lang sigt. Små bevægelser skal mødes med et åbent sind, tolereres, diskuteres og forstås for at sikre samfundets fortsatte udvikling.
På samme måde er det essentielt for en profession som psykomotorik at bevare dette åbne sind for at sikre vores fremtid. For at vores effektive færdigheder kan leve videre i en ny verden, må vi være villige til at skifte perspektiv, genoverveje og genfortolke vores professionelle viden. Jeg drømmer eksempelvis om et studie, hvor vi arbejder med køn og kultur i et nonbinært perspektiv. Et studie, hvor vi undersøger de psykologiske og fysiske kvaliteter hos interkønnede, nonbinære og transkønnede personer. Et studie, hvor vi åbner op og lærer om andre kulturers forståelse af sundhed. Hvis vi bliver uddannet til at forstå mennesker ud fra et nonbinært og ikke-vestligt synspunkt, kan vi møde dem med vores faglighed og i samarbejde finde nye måder at bevæge hinanden på.
Dette er mine tanker om, hvordan nysgerrighed har bragt vores profession så langt trods modgang. Det er også en opfordring til at bevare denne nysgerrighed, så vi altid kan finde vores plads i verden. Lad os tale sammen og bevæge os i flok – vi har de bedste forudsætninger for det gennem vores allerede fintfølende sansesystem.