Behandling af hjernerystelse er et felt i forandring

Der er kommet meget ny forskning inden for hjernerystelser de senere år, og blandt andet derfor er vi midt i et paradigmeskifte, fortæller leder af Dansk Center for Hjernerystelse Hana Malá Rytter.

Af Mette Vosgerau

DONK!

Eller … faktisk kan den lyd, man hører, når man slår hovedet, ikke rigtig skrives med bogstaver. Bekymringen, der følger efter, kan der til gengæld godt sættes ord på. Er det en hjernerystelse? Hvornår går hovedpinen væk? Bliver jeg nogensinde mig selv igen?

Hvert år får omkring 25.000 danskere hjernerystelse. Tallet er dog temmelig usikkert, for mange kommer ikke til læge, og der er ikke noget fælles register for dem, der gør.

Til gengæld ved man, at de fleste tilfælde går over i løbet af et par uger. Tilbage er en mængde mennesker, for hvem livet bliver forandret i længere tid. Måske måneder, måske år, måske for altid.

Når det handler om hjernerystelser, er Hana Malá Rytter en af de største kapaciteter i landet. Hun er leder af Dansk Center for Hjernerystelse og lektor i neuropsykologi ved Københavns Universitet og Frederiksberg og Bispebjerg Hospital. Og hun har sat tid af til at dele sin viden.

Det er et spændende tidspunkt at beskæftige sig med hjernerystelser på, for vi står midt i et paradigmeskifte, fortæller hun. De seneste 10-15 år er der nemlig blevet lavet mange studier, der undersøger, hvad der sker i hjernen, når man får hjernerystelse.

”Når vi sammenligner grupper af raske mennesker med og uden hjernerystelse, så kan vi se ændringer i hjernen hos dem, der har en hjernerystelse. Vi kan både konstatere skader i hjernens struktur, ændringer i stofskiftet og i blodforsyningen”, siger hun.

En ny definition

Den nye forskning har ført til, at to indflydelsesrige sammenslutninger af internationale forskere har lavet en ny definition af hjernerystelse – en definition, som de internationale fagmiljøer nu debatterer og tilpasser sig:

”I den nye definition siger man lige ud, at hjernerystelse er en form for traumatisk hjerneskade. Det kan virke provokerende på nogle, også her i Danmark, fordi hjerneskade er noget, som mange forbinder med svært skadede mennesker og med noget irreversibelt”, siger hun og fortsætter:

”Derfor kan det måske også være svært eller uhensigtsmæssigt i en terapeutisk sammenhæng at sige til folk, at de har en hjerneskade. Mange foretrækker at tale om hjernepåvirkning i stedet. Men det er jo sådan, at vi har medfødte mekanismer, der reparerer på en lille hjerneskade, som en hjernerystelse trods alt er”, siger hun.

Man vil ikke kunne se en hjernerystelse på en scanning efter for eksempel fem år. Det skyldes, at hjernen hele tiden forandrer sig – når vi bliver ældre, når vi lærer nye ting og gør os nye erfaringer, og hvis vi bliver syge.

Meget af den nye viden kan vi – måske lidt overraskende – takke eliteidræt for. Det skyldes, at man med stor sikkerhed kan forudsige, at udøvere af nogle bestemte sportsgrene vil opleve en eller flere hjernerystelser. Det kan for eksempel være boksning eller amerikansk fodbold.

Det giver forskerne mulighed for at scanne hjernen både før og efter en hjernerystelse – noget, der ville være tæt på umuligt blandt den almindelige befolkning.

Nye retningslinjer for behandlingen

Også i selve behandlingen af hjernerystelser er der sket et markant skifte de senere år.

”Jeg taler åbent om, at der er sket et paradigmeskifte, og at hjernerystelsesfeltet er i forandring”, siger Hana Malá Rytter.

Tidligere blev det anbefalet, at en hjernerystelse kun krævede observation og hvile – og nogle steder endog så meget hvile som muligt – både de første uger og efterfølgende, hvis symptomerne fortsatte.

For nogle år siden kom der nye kliniske retningslinjer for både den akutte fase og for behandling af senfølger, som Hana Malá Rytter har været med til at udarbejde på baggrund af den eksisterende forskning. Med dem fulgte en markant ændring i, hvordan læger skal rådgive mennesker med hjernerystelse.

Man siger nu, at der de første døgn efter en hjernerystelse skal være såkaldt ‘relativ hvile’ – det dækker over, at man gerne må lave aktiviteter, men at man ikke skal overanstrenge sig.

”Man skal ikke være så bange for symptomerne. Hvis man for eksempel læser i en bog og så får hovedpine, skal man hvile sig, til symptomerne går væk. Men man skal ikke lade være med at læse igen”, forklarer hun.

Desuden er det også en del af den nye tilgang, at man behandler på de symptomer, der kan behandles – for eksempel svimmelhed eller træthed.

Så er der selvfølgelig også den gruppe af mennesker, der kæmper længe og hårdt med symptomer efter en hjernerystelse.

Dem kan der skrives mange og lange artikler om – men ét budskab er vigtigere end alt andet for Hana Malá Rytter: Man er nødt til at kigge nøje på det enkelte menneske, for der er så mange parametre i spil og så stor variation i symptomerne, at det ikke giver mening at lave en standardbehandling.

Hun går dog alligevel med til at lave det, hun betegner som en meget karikeret opdeling af mennesker, der lider af senfølger.

1. Dem, der bliver bange for symptomerne og holder op med at udsætte sig selv for aktivitet og stimuli. De skal have hjælp til at komme i gang.
2. Dem, der giver den hele armen, så snart de mærker en lille bedring, og derefter ender i svære symptomer. De skal have hjælp til at holde igen.

”Begge grupper skal have hjælp til at ramme en gylden mellemvej, hvor man er aktiv, men går gradvist til værks. Og hvor man ikke er bange, men lytter til kroppen. Det kan være en virkelig svær balance”, siger hun.

Og det er også her, den dygtige terapeut kommer på banen, slår hun fast. Hvor man via anamnesen, handlingsmønstre og handlingsstrategier kan identificere, hvilket slags menneske man sidder over for, og om de skal skubbes lidt eller holdes lidt tilbage.

Der er ingen standardbehandling

Behandling af senfølger bliver yderligere kompliceret af, at symptomerne fra hjernerystelsen ofte filtrer sig ind i det enkelte menneskes sygehistorik. Nakkesmerter, synsproblemer, migræne og udfordringer med det mentale helbred kan – men behøver ikke – hænge sammen med hjernerystelsen. Uanset hvad, kræver det, at der bliver taget hånd om dem.

Og så er vi igen ved en pointe, som Hana Malá Rytter gentager igen og igen: Der findes ikke en ‘one size fits all’-behandling, når det gælder behandling af senfølger.

”Man er nødt til at lave den individuelt tilpassede behandling, for nogle skal have lidt, andre meget. Vi ved for eksempel, at lystbetonet fysisk aktivitet er utrolig godt. Det kan du sige til en, der bare selv går i gang, og som man aldrig ser igen, mens en anden skal holdes meget mere i hånden for at komme i gang”, siger hun og fortsætter:

”Det handler meget om den klassiske rehabiliterende tilgang, som psykomotoriske terapeuter jo også er meget bevidste om. Det gælder om at kigge på ressourcer og bruge den biopsykosociale tilgang”.

Hana Malá Rytter kender faggruppen igennem sit mangeårige arbejde inden for feltet. Og kropsbevidsthed har bestemt en plads i behandlingen af senfølger, siger hun – men kipper samtidig med et lille advarselsflag:

”Vi ved, at det at være til stede i sin krop igennem for eksempel meditation og afspændingsøvelser fungerer terapeutisk for mennesker med senfølger. Gruppen er kendetegnet ved at opleve at forhøjet stressniveau og en ubalance i det autonome nervesystem, og det kan man jo arbejde med gennem kroppen og kropsbevidsthed”, siger hun – og minder om, at nogle i den her gruppe faktisk har mere brug for at få fokus lidt væk fra kroppen:

”En udfordring for nogle mennesker med senfølger kan også være, at de er alt for opmærksomme på kroppen og dens signaler. Og for dem er intenst arbejde med kropsbevidsthed ikke nødvendigvis det rigtige. Det hele handler – igen – om individuel vurdering”, siger Hana Malá Rytter.