“At blive psykomotoriker – mellem krop, teori og verden”

​Natacha Nörremark, psykomotorisk terapeutstuderende, 3. semester, KP Hillerød

Når man læser til psykomotoriker, er det ikke kun hovedet, der skal lære – hele kroppen er med i undervisningen. Jeg havde ikke forestillet mig, hvor meget studiet også ville røre ved mig som menneske. Så her står jeg: halvvejs i mit studie – spændt, udfordret og nysgerrig.

Jeg har før været meget stiv i kroppen, nok på grund af manglende stræk og bevægelse efter flere års inaktivitet. Vores bindevæv er det største sensoriske organ, som skal passes på, da det giver vores krop form og struktur. Jeg havde før i tiden aldrig haft brug for at få strakt min ryg, men siden jeg startede på dette studie, har jeg mærket en stor forskel, og jeg har nu stor gavn af at strække ud nok til, at jeg hører et knæk. Jeg er nu meget mere interesseret i, hvordan man holder sin fascia, altså bindevævet, sundt og elastisk. Det tager jeg med i min faglige rygsæk og kan nu bruge til at hjælpe andre fremover.

​Dette fag får en til at skulle lære at mærke, som om det er noget helt nyt. Jeg har skullet lære at mærke – både det behagelige og det sårbare. Jeg oplever til tider, at det efter en afspænding eller en afgrænsende øvelse har sat tanker og følelser i gang hos mig. Det med at bruge kroppen som redskab er virkelig noget helt særligt.

Så hvordan oversættes den lærte teori fra undervisningen til en kropslig erfaring? Jeg har lært at give mig hen til øvelserne og afprøve både psykiske og fysiske grænser i mit eget bevægeapparat. I undervisningen tales der om regulering, nærvær og grænser. Jeg begynder at forstå, at det ikke kun gælder for dem, vi skal arbejde med – men også os selv.

På mit 3. semester handler det særligt om den professionelle rolle, og her læres der om mange typer terapi og psykologiske retninger. Her kan der læres om ens egen forståelse af, hvad en terapeut kan gøre for en klient. Jeg har lært, at professionelt nærvær ikke handler om at lukke af for egne følelser, men om at blive bevidst om dem. Her kan den psykodynamiske tilgang være metoden til at undersøge det ubevidste af vores egen historie, følelser og overføringer i mødet med en klient.

Så måske er det lige netop det, som psykomotorikken kan tilbyde verden. En måde at forbinde det indre og ydre, kroppen og tanken på. Men først må jeg og mine medstuderende lære at stå i feltet selv; mellem teori og erfaring, mellem os selv og andre.