
Ferie, feriepenge samt fri- og søgnehelligdage
Indholdet her er vejledende. Hvis du har brug for konkret rådgivning, skal du kontakte os.
Ferielov for privat ansatte
1. september 2020 indføres den nye ferielov. Kernen i den nye lov er, at den bygger på samtidighedsferie. Du vil have det samme antal feriedage som med de gamle regler, men i stedet for at optjene din ferie i et kalenderår og bruge den i det følgende ferieår, vil du nu optjene og afholde ferie løbende.
Ferieåret ændrer sig også. Med den nye ferielov løber optjeningsåret fra 1. september til 31. august. Du kan afholde din ferie i optjeningsåret plus de efterfølgende fire måneder. Det vil sige, at ferieåret løber fra 1. september til og med 31. december året efter, altså i alt 16 måneder.
Hvis du endnu ikke har optjent tilstrækkelig ferie, kan du aftale med din arbejdsgiver, at du alligevel afholder ferie med løn. Det vil eksempelvis sige, at nyuddannede har mulighed for at afholde lønnet ferie næsten med det samme i stedet for at skulle vente i op til 16 måneder, som var gældende med de gamle regler. Fratræder du din stilling, inden du har optjent din afholdte ferie, bliver beløbet modregnet i din sidste lønudbetaling.
Når du er privatansat, har du ifølge Ferieloven ret til fem ugers ferie.
Hvis du har ret til at afholde den sjette ferieuge (feriefridage) og andre fridage, skal det fremgå af din kontrakt.
Optjening af lønnet ferie
Som privatansat optjener du 2,08 dages ferie for hver måned, du er ansat. Det vil sige, at du optjener 25 feriedage på et år, hvilket svarer til fem ugers ferie.
Du optjener ferie i de perioder, hvor du får løn. Eksempelvis under sygdom eller lønnet barselsorlov. Du optjener ikke ferie under perioder af barselsorlov, hvor du udelukkende modtager barselsdagpenge.
Ferietillæg
Når du får løn under din ferie, har du også krav på et ferietillæg.
Dit ferietillæg svarer som minimum til en procent af din løn. Tillægget kan aftales til at være større.
Du får udbetalt dit ferietillæg to gange om året, så du får 0,5 procent af din årsløn udbetalt med din maj-løn og den resterende halve procent med august-lønnen.
Hvis du arbejder under en aftale om, at du modtager et ferietillæg på mere end en procent af din løn, vil du få denne del udbetalt med din aprilløn.
Løn under ferie er timebestemt
Når du holder ferie, får du din sædvanlige løn udbetalt, medmindre din arbejdstid har ændret sig meget, siden du optjente din ferie.
Hvis du er gået mere end 20 procent op eller ned i arbejdstid, fra du optjente din ferie, til du afholder din ferie, vil du få udbetalt en løn, som svarer til ændringen.
Feriegodtgørelse i stedet for ferie med løn
Som privatansat kan du vælge at få feriegodtgørelse i stedet for ferie med løn og særlig feriegodtgørelse. Feriegodtgørelsen er 12 procent af lønnen.
Når du holder ferie, vil du blive trukket i løn, men til gengæld kan du hæve de feriepenge, som din arbejdsgiver har indbetalt som feriegodtgørelse.
Feriegodtgørelse kan være en fordel for dig, hvis du får rigtig meget overarbejde udbetalt. Lønnen for dit overarbejde indgår nemlig i beregningen af din feriegodtgørelse.
Har du ønske om at få feriegodtgørelse i stedet for ferie med løn, skal du skriftligt give din arbejdsgiver besked, inden optjeningsåret begynder 1. september.
Når du skal holde ferie
Din arbejdsgiver står for at tilrettelægge ferie. Den skal ligge så tæt på de ansattes ønsker som muligt. For eksempel skal forældre så vidt muligt have lov at lægge deres hovedferie i skolernes sommerferie.
Du har ret til minimum tre ugers sammenhængende hovedferie i ferieperioden, det vil sige fra 1. maj til 30. september. Hvis du ønsker mere end tre ugers sammenhængende ferie, skal du aftale det med din arbejdsgiver.
Din arbejdsgiver skal meddele, hvornår du kan holde din hovedferie, senest tre måneder i forvejen.
Din øvrige ferie skal afholdes i løbet af ferieåret plus fire måneder og kan godt afholdes som enkelte dage. Din arbejdsgiver skal meddele, hvornår du kan afholde din øvrige ferie, med mindst en måneds varsel.
Ferielukning af virksomheden
Hvis du er ansat i en virksomhed, som holder lukket i forbindelse med ferie, kan du risikere at måtte holde ferie uden løn, hvis du ikke har nået at optjene lønnet ferie.
Det er op til arbejdsgiveren at sikre, at medarbejdere, der har optjent lønnet ferie, ikke afholder mere ferie, end at de har nok lønnet ferie til at kunne afholde den, mens virksomheden holder lukket.
Overfør ferie
Hvis du ikke når at afholde din ferie i løbet af ferieåret plus fire måneder, kan du overføre ferie, du ikke har afholdt, ud over fire uger til næste ferieår. Det vil sige, at du kan overføre femte og sjette ferieuge.
Hvis du har en gyldig grund til, at du ikke har kunnet afholde din ferie, kan du aftale at få overført den ferie, du ikke har kunnet afholde. En gyldig grund kan for eksempel være barselsorlov og sygdom.
Hovedreglen er, at optjent ferie, som du har en gyldig grund til, at du ikke har kunnet holde, skal overføres til næste år. Du kan få udbetalt denne ferie, hvis du er forhindret i at holde den i to ferieperioder i træk (1. maj til 30. september).
For at overføre ferie skal du indgå en skriftlig aftale med din arbejdsgiver. Aftalen skal også indeholde information om, hvordan ferien afvikles. Den kan strække sig over ét år.
Ferie og sygdom
Når du bliver syg, inden du skal på ferie, kan du aflyse den og holde den senere. Det er et krav, at du på den første feriedag kontakter din arbejdsgiver og fortæller, at du er syg.
Bliver du syg, efter at du har begyndt din ferie, har du ret til at få erstattet din ferie ud over de første fem dage.
Når du bliver syg under ferien, skal du sygemelde dig, som var du på arbejde. Det vil sige, at du skal sygemelde dig på den første dag. Du skal selv sørge og betale for den nødvendige dokumentation for, at du er syg.
Det kan godt betale sig at melde sig syg under ferie, selvom du ikke forventer at være syg ret længe. Hvis du bliver syg under ferie igen senere på ferieåret, kan du nemlig lægge sygedagene for de to ferier sammen og måske nå op på flere end 5 dage og dermed få erstatningsferie.
Når du igen er blevet rask, kan du vælge, om du vil genoptage din ferie eller vende tilbage på arbejdet. Det kræver en klar og tydelig aftale med din arbejdsgiver, hvis du skal afholde erstatningsferie i direkte forlængelse af din genoptagne ferie.
Ferie under barsel
Før indførslen af nye regler 1. september 2020 var det hovedreglen, at ferie, der ikke kunne afholdes på grund af barselsorlov, skulle udbetales.
Efter 1. september 2020 er hovedreglen overførsel af ferie, fordi minimum fire uger skal overføres til næste ferieår.
Du skal være forhindret i at afholde ferie i to ferieperioder i træk (1. maj til 30. september), før du har krav på at få udbetalt din ferie.
Optjening af ferie under barsel
Når du er på barselsorlov, optjener du ferie med løn i de perioder, hvor du holder barselsorlov med hel eller delvis løn.
I de perioder, hvor du udelukkende modtager barselsdagpenge under din barselsorlov, optjener du ikke ferie med løn.
Når du skifter job
Hvis du har ferie til gode hos din gamle arbejdsgiver, når du får nyt job, har du ret til at få din ferie indbetalt til Feriekonto som 12,5 procent af din løn.
Har du derimod afholdt ferie, som du endnu ikke har nået at optjene, bliver disse feriedage trukket fra din løn i forbindelse med din sidste lønudbetaling.
Du kan læse mere om den nye ferielov på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.
Når du har flere job
Hvis du har flere job, er det tilladt at holde ferie fra én arbejdsgiver, mens du arbejder for en anden arbejdsgiver. Du skal dog arbejde, som du plejer, for den anden arbejdsgiver.
Du må med andre ord ikke arbejde ekstra timer for den anden arbejdsgiver, bare fordi du har frigjort tid ved at holde ferie fra andre arbejdsgivere.
Hvis du har yderligere spørgsmål om ferie, når du har flere job, kan du kontakte DAP på 33 79 12 60 eller dap@dap.dk..
Når du er arbejdsløs
Selvom du er arbejdsløs, kan du godt holde ferie. Du har tre muligheder:
- Du kan bruge de feriepenge, som du har optjent hos din tidligere arbejdsgiver.
- Du kan søge om at få udbetalt feriedagpenge i din a-kasse. Hvis du ikke er berettiget til dagpenge, er du heller ikke berettiget til feriedagpenge.
- Du kan holde fri for egen regning.
For yderligere rådgivning om at holde ferie mens du er på dagpenge, skal du kontakte din a-kasse.
Kompensation for Store bededag
1. januar 2024 blev Store bededag afskaffet som helligdag, og er nu en helt almindelig arbejdsdag. Førhen har du enten fået økonomisk kompensation for at arbejde på denne helligdag, eller også har du fået en betalt fridag.
Men i og med at det nu er en almindelig arbejdsdag, vil din årlige arbejdstid øges og du får ikke længere søgnehellidagstillægget. Men som kompensation herfor, skal du ifølge lovgivningen have udbetalt et tillæg på 0,45% af årslønnen.
Du kan læse mere lige her.
Fri- og søgnehelligdage
Hvordan er det nu – har jeg fri eller ej på 1. maj, grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag?
Nedenfor kan du se, hvordan det forholder sig, hvis du er hhv. kommunalt og regionalt ansat.
OBS! En søgnehelligdag er betegnelsen for en helligdag, der ikke falder på en søndag.
Særlig fridag = fri i størst muligt omfang og ellers søndagsbetaling fra kl. 12-24.00
Det kommunale område
Københavns Kommune
| 1. maj | 5. juni | 24. december | 31. december |
| Søgnehelligdag hele dagen | Søgnehelligdag hele dagen | Søgnehelligdag hele dagen | Almindelig arbejdsdag |
Frederiksberg Kommune og kommuner i det tidligere Københavns Amt
(Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje Taastrup, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Rødovre, Tårnby og Vallensbæk)
| 1. maj | 5. juni | 24. december | 31. december |
| Søgnehelligdag hele dagen | Særlig fridag fra kl. 12. | Søgnehelligdag hele dagen | Særlig fridag fra kl. 12 |
Det øvrige KL-område (resten af Danmark)
| 1. maj | 5. juni | 24. december | 31. december |
| Særlig fridag fra kl. 12 | Særlig fridag fra kl. 12 | Søgnehelligdag hele dagen | Særlig fridag fra kl. 12. |
Er du selvtilrettelægger?
Du har fri på søgnehelligdage, men får ikke erstatningsfri, når den falder sammen med en fast fridag.
De særlige fridage for selvtilrettelæggere:
| 1. maj | 5. juni | 24. december | 31. december |
| Særlig fridag fra kl. 12 | Særlig fridag fra kl. 12 | Søgnehelligdag hele dagen | Søgnehelligdag hele dagen |
Det regionale område
| 1. maj | 5. juni | 24. december | 31. december |
| Særlig fridag hele dagen | Almindelig arbejdsdag | Søgnehelligdag hele dagen | Særlig fridag fra kl. 12 |
