Fagforening for alle psykomotoriske terapeuter

Nyt fra formanden

Psykomotorisk terapi: What’s in a name?

1. juni 2019


Ditte-Marie Post, formand for Danske Psykomotoriske Terapeuter. Foto: Sofia Busk

Vi lægger meget i vores fagbetegnelse.

Overskriften på denne klumme er titlen på en interessant artikel med den engelske titel ‘Psychomotor Therapy and Psychiatry: What’s in a Name?‘. For hvad ligger der i ordet? Hvad lægger vi i det? Og hvad med alle andre? For eksempel dem, der gerne skulle ansætte os?

Engang hed det sig, at afspændingspædagogik (psykomotorik) ikke kan forklares, det skal mærkes. Det er fortsat rigtigt, selvfølgelig, da de kropslige sansninger og oplevelser ofte foregår et sted, hvor der er få ord til stede. Det er jo kernen af det hele. Så hvordan får vi forklaret os for de mennesker, som vi gerne vil arbejde for og med, uden at de alle sammen skal have en behandling eller en times bevægelsesundervisning?

Når arbejdspladserne søger efter en psykomotorisk terapeut, er min erfaring, at det er fordi, man ønsker sig ”en sådan en”, der kan ”det der”. Ofte er det noget helt specifikt, eller måske helt overordnet, men der er altid nogle arbejdsopgaver, der skal udføres, eller et resultat, man gerne vil have. En arbejdsgiver har ikke nødvendigvis personlige erfaringer med faget eller lever sig ind i ideerne og erfaringerne om, at krop og psyke hænger sammen.

Ikke desto mindre er der igennem årene sket en stigning i antallet af hits, når man søger på ordet ’psykomotorisk terapeut’ på Jobindex, der er en af de mest populære jobportaler. Det er små tal, men det går den rigtige vej. Jeg tror, det er, fordi psykomotoriske terapeuter gør noget rigtigt, og at vores for mange ukendte fagtitel bliver modsvaret af erfaringer med, at det giver mening at have en psykomotorisk terapeut ansat.

Så: What’s in a name? Hvad ligger der i et ord og en fagtitel? For os, der er psykomotoriske terapeuter, ligger der ret meget. For en arbejdsgiver måske ikke så meget eller måske noget helt konkret. Jeg tror, at det er værd at høre på sine fagfællers historier for at lade sig inspirere og låne af de ord, der bruges til at fortælle om psykomotoriske terapeuters kompetencer, og hvilke arbejdsopgaver vi kan udføre. At der er en stigning i hits på Jobindex, er ikke et stort gennembrud, men vi er begyndt at kradse i muren, og nogle steder er der åbnet en kattelem. Så husk at fortælle andre om dine erfaringer.

Vi tales ved.

Ditte-Marie Post

Juni 2019

Tilmeld dig DAPs nyhedsbrev

Hold dig opdateret

LOGIN