Skal vi søge om autorisation? Det skal medlemmerne stemme om i foråret 2018

Autorisation eller ej? Det spørgsmål har igennem årerne flere gange været på dagsordenen i Danske Psykomotoriske Terapeuter.

Nu er det på tide at komme videre, mener bestyrelsen og formandskabet.

Derfor skal medlemmerne stemme om, hvorvidt der skal ansøges om autorisation. Afstemningen bliver efter planen afholdt i april 2018.

”Autorisation er et emne, som har fyldt rigtig meget i debatten om faget i mange år. Derfor har bestyrelsen besluttet, at det nu er på tide at klarlægge, om vi skal gå videre i den lange proces det er at søge om autorisation”, siger formand Rolf Auhagen og fortsætter:

”Det er vigtigt at understrege, at vi kun stemmer om, hvorvidt vi skal ansøge om autorisation. Hvis det bliver ja fra medlemmerne, betyder det altså ikke, at faget er autoriseret eller kan blive det. Det betyder kun, at vi så kan gå videre med ansøgningsprocessen”, siger Rolf Auhagen, der netop har været til mødet i Styrelsen for Patientsikkerhed for at blive klogere på emnet.

Mange spørgsmål

Og der er da også rigtig mange gode og vigtige spørgsmål, der skal besvares, inden medlemmerne skal sætte deres kryds i foråret 2018.

Hvad indebærer autorisation egentlig? Hvordan får vi den? Hvad betyder det for den enkelte, hvis faget bliver autoriseret? Er der forskel på at være privatuddannet og professionsbachelor? Du kan sikkert selv tilføje mange flere.

”Vi vil gøre vores allerbedste på at besvare spørgsmål – men vi må også være ærlige og sige, at der er mange spørgsmål, som vi ikke kender svaret på, før vi eventuelt har sendt en ansøgning. Det skyldes, at der ikke er en formel ansøgningsproces og kravene til en eventuel autorisation først vil blive formuleret, hvis vi faktisk sender en ansøgning”, siger Rolf Auhagen.

Årsmøde og turné

For at kickstarte debatten kommer Årsmødet 2017 udelukkende til at handle om autorisation. Det finder sted den 18. november 2017. Du kan se invitation til Årsmødet her 

Derefter tager formand Rolf Auhagen på turné rundt i landet, så alle medlemmer får mulighed for at stille de spørgsmål og få den information, der klæder dem på til at sætte et velkvalificeret kryds, når der skal stemmes.

Turen går til Aalborg, Aarhus, Kolding, Odense, Næstved, samt skolerne i Hillerød og Randers. Yderligere information om den turné følger, ligesom der vil blive fremstillet specielt materiale om autorisation, som alle medlemmer vil modtage.